Sitemap | Avanceret søgning |

Ørkenrotterne

Marcus Kelbach er kørt herned fra Offenburg i en falmet Mercedes 240 D med mindst en halv million kilometer på karossen. Han hiver en kørestol ud fra bagsædet og triller en tur ud i Saharas endeløse sand.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 17-09-1998

VEST-SAHARS/MAURETANIEN

35 år gammel, lammet fra livet og ned efter en trafikulykke, er Marcus på vej ud på sin tredie rejse ned gennem ørkenen. Seks gange har hans biler siddet hjælpeløst fast i sandet, men der skal mere til at tage modet fra Marcus.

»Jeg er ikke den type, der ligger på stranden om sommeren. Ørkenen er mere mig, og dette er en fin blanding af eventyr og bilhandel,« fortæller tyskeren, mens ørkenvinden roder rundt i hans lange, tjavsede hår.

36 biler kører op til politiets kontrolpost for at slutte sig til kortegen, som med eskorte af soldater hver tirsdag og fredag kører de sidste små 400 kilometer ned gennem det besatte Vest- Sahara fra Dakhla til den mauretanske grænse.

En gammeldags kamelkaravane ville have været hurtigere. Først efter fem timers ventetid og utallige tjek af pas og bildokumenter kan kortegen endelig sætte ud fra Dakhla. Marcus og en medfølgende soldat danner fortrop og skruer håndspeederen i bund.


Ørkenrotterne (1)
Tiden fordrives med et spil boule, mens der ventes.

Et cirkusoptog
Karavanen minder om et spraglet cirkusoptog, et mobilt fata morgana, der bugter sig ned gennem et tilsandet postkort. Afrikanere i lange gevandter og europæiske eventyrere og plattenslagere. En lang slange af nyere Safari-modeller foran stinkende og rygende dieselbiler.

En italiener på en Aprilla- motorcykel og en 75-årig engelsk gentleman i kasket og hvide bukser hægtes af allerede inden afrejsen. Englænderen, fordi hans bilforsikring er udløbet. Kort efter start lider to lastbiler samme skæbne. De punkterer på den skarpe asfaltkant.

Konvojen venter ikke.

Max fra Marseille må skubbes i gang. Han har problemer med den udtjente Peugeot 504, han har købt i de franske Alper for tusind francs. Den har pigdæk, men som Max siger med sveden dryppende fra ansigtet, »man kan aldrig vide, hvad man møder i ørkenen«.


Ørkenrotterne (2)
Max fra Marseille - en rigtig ørkenrotte.

De færreste ville formentlig købe en brugt bil af den rødmossede og kraftige 54- årige franskmand. Men Max er en humørspreder og er god for et samlet værk af historier om ørkenen. Han kender alle de tricks, der skal til for at overleve. I 1968 solgte han sin første bil, en Simca P60, i Kabul. Siden kørte han gamle biler ned gennem Algeriet for at sælge dem i Vest-Afrika.

Den eneste rute
Men den vej blev lukket af krigen i Algeriet, så nu går den eneste farbare rute mod Mauretanien, Mali og Senegal gennem Marokko og Vest-Sahara. Denne rejse er hans tiende.

»Jeg har tjent mange penge på brugte biler, men har brugt det hele på sprut og kvinder,« griner Max og trækker en tophue ned over ørerne for at tage den værste sandflugt.

Få kilometer ude på ruten falder en mauretanier i en Mercedes tilsyneladende i søvn og kører galt i en dyb sprække i vejen. Det har regnet i Sahara, og vejen er delvis skyllet væk. Kort efter kører en lastbil op bag i en overfyldt personbil. Heldigvis sker der ikke personskade.

For konvojen kører videre.

Forbi flokke af kameler, geder og to storke på vej hjem. Igennem sand i alle tænkelige konsistenser og formationer. Pludselig rejser et sandbjerg sig midt på asfalten. En klit er på vandring.

»Mauretanerne kan alligevel aldrig følge med. Lad os fortsætte,« griner en af de medfølgende soldater. Først ved en ussel soldaterforlægning langt ude på ruten, hvor marokkanske soldater henslængt i sandet venter på afløsning, gør karavanen holdt for at vente på bagtroppen.

Den kommer ikke.

Øl fra Tyskland
Overhængt med afrikanske smykker og med pirattørklæder om hovedet opfører Daniel og Markus fra Augsburg sig nøjagtigt, som de ville have gjort på en rasteplads i Tyskland. De hiver store dåser med tysk øl frem af bagagerummet.

De to unge tyskere har købt en Mercedes for 200 D- mark og en Nissan Patrol for 1500 D-mark. Bilerne skal sælges i Sahara. Daniel har to gange tidligere gjort turen og er blevet snydt begge gange, fordi de mauretanske købere rottede sig sammen med tolderne. Og det er svært at læse en kontrakt på arabisk. Klog af skade satser han denne gang på fortjeneste nok til at betale flybilletten hjem efter ferien.

Bilhandlerne er i overtal i kortegen. Axel fra Østberlin i shorts og med en skjorte uden ærmer tager en øl med. Han skal ned for at sælge en Mercedes 190. Som 52-årig lastbilschauffør er han ikke længere attraktiv på arbejdsmarkedet, så hvorfor gå og kede sig i Berlin?

»50 procent af grunden til at køre herned er kedsomhed. Den sidste halvdel er hende her,« siger han og viser et foto af en ung, gambiansk skønhed. Axel har fundet sit Eldorado i Vestafrika.

Som en konge i Gambia
»I Tyskland regnes jeg kun for et dumt og fattigt svin på bistandshjælp. I Gambia kan jeg leve som en konge for mine penge. Kvinderne her er totalt ligeglade med, om du er hæslig, gammel, skaldet eller fed. Hovedsagen er, at du er hvid, og at du en slat penge på lommen. Det er deres eneste chance, og det passer mig fint.«

Jagten på en ny mening med livet er benzinen i flere biler i karavanen. 52-årige Jacques Maquin har solgt sin lille entreprenørforretning i Creuse og er på vej med stilladser og værktøj mod Senegal, hvor han vil bygge et feriecenter med små hytter på stranden. Næste år følger hans kone efter.

Konvojen er knækket på midten. Med en advarsel mod at køre udenfor vejen i det minebelagte område fortsætter fortroppen alene gennem verdens største grusgrav, hvor resterne af kampvognsgrave skjult med skrøbelige stendiger minder om dengang, marokkanerne stadig var i krig med både Mauretanien og det oprindelige Sahara-folk om området.

Bange for slanger
27-årige Sabine-Isabelle fra Aix-en-Provence i Sydfrankrig er mere optaget af slanger end af miner.

Der findes tre slags dødbringende slanger i ørkenen, har hun læst. De angriber fra flere meters afstand, hvis de føler sig truet, eller hvis man træder på dem.

»Du skal aldrig bruge vand lige uden for teltet, de tiltrækkes af vand,« maner hun og minder om skorpionerne.

Sabine-Isabelle og Jacques Michelier tilhører den romantiske del af karavanen. Parret er draget afsted i en jeep på et sabbatår, der skal bringe dem verden rundt. Afrika i bil, resten af verden med fly.

»Vi har stort set aldrig været udenfor Frankrig. Nu vil vi ud og opleve eventyret, ørkenen, nomaderne, det hele,« siger hun, mens han koger tørrede, komprimerede nudler på en primus inde i jeepen. Vinden er for hård udenfor, men Frankrig er ikke for ingenting kendt for sit køkken.

I Exploreren nøjes vi med dadler, figner og en cola. Brødet er blevet knastørt i varmen, og udvalget hos købmanden i Dakhla af dåser med tun og ærter passer ligesom ikke her.

Bagtroppen
Eventyret har nået et dødt punkt ved vejkanten. Soldaterne vil vente på bagtroppen, så konvojen i samlet trop kan nå frem til overnatningsstedet i ørkenen. Solen går ned, og det varer over to timer, før alle er med. Kl. 21 kan biltoget fortsætte mod en rasteplads med affald overalt og et simpelt hus med cementbænke, hvor de eneste gæster er en mus og en skræmt kakerlak.

Skorpioner og slanger har forlængst taget flugten, og rigtige ørkenrotter som Max og Axel sover direkte på sandet eller i deres biler. De fortæller godnathistorier. Axel har engang set en japaner løbe gennem ørkenen med en Rickshaw, og Max har set en englænder på en væltepeter.

»Hans problem var at komme igang, for der er ikke mange vægge eller træer i Sahara,« griner Max. Næste morgen efter en nat med blæsevejr serverer han kaffe i en sardindåse. Karavanen vinker farvel til den sidste marokkanske soldat og fortsætter ud i et tilsandet ingenmandsland mellem Vest-Sahara og Mauretanien.

Grænseposten i sigte
Pludseligt går der Paris-Dakar i blodet på konvojen. Max ifører sig sine gule solbriller i en damemodel fra 1940erne og sætter speederen i bund.

I sin rygende Peugeot foretager han halsbrækkende overhalinger ud gennem sanddyngerne. Andre følger efter, og sandet fyger til alle sider. Men der er ingen grund til at skynde sig. Få kilometer fremme dukker den mauretanske grænsepost op.

Et køligt rum bygget af stabler af ørkenens sten. Venlige soldater byder velkommen og forsikrer, at vi snart kan køre videre. "In Challah" - hvis Allah vil, som man siger på disse kanter. Mange timeglas senere, om aftenen, halvandet døgn efter starten på rejsen fra Dakhla 400 kilometer nordpå, holder vi stadig i en bilkø ved en toldstation langt ude i ørkenen. Karavanen på den eneste vej ned gennem Vest-Afrika holder stille.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Grænsevagt
Foto: Carsten Ingemann

Hvis du vil vide mere