Sitemap | Avanceret søgning |

Liv på Månen

Hvis et rumskib fra en fremmed planet landede i dette ørkenlandskab, ville nyheden være, at jordkloden er en stor, ubeboelig sandkasse.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 15-09-1998

TINDOUF

Så langt øjet rækker, er her ingenting bortset fra sten og sand i alle tænkelige formationer. Solen brænder brutalt, og i blæsevejr trænger sand og støv ind gennem den mindste sprække.

I denne ørken uden el-master, vejskilte eller iskiosker uden for byen Tindouf i det allersydligste af Algeriet bor størstedelen af Sahara-folket, på flugt fra en marokkansk hær, der i 1975 annekterede deres kæmpemæssige ørkenrige, den tidligere spanske koloni Vest-Sahara.

Kvinderne lyser op
Alligevel er det hverken fortvivlelse eller desperation, der møder de få gæster, der finder frem til de primitive telte og huse bygget i stampet ler. Sahara-folket har gennem 24 års modstandskamp bevist deres beslutsomhed og evne til overleve.

Ikke mindst takket være kvinderne, der i deres farvestrålende, tynde bomuldssjal lyser op på dette udsigtsløse, grå udsted. De har overtaget administrationen af det lille muslimske samfund, mens deres mænd er ved fronten.

»Krigen har betydet, at vi som kvinder er blevet meget bevidste om vores rolle i samfundet. Udover at passe vores børn klarer vi alt det praktiske, sørger for skole, sundhedsvæsen og administration,« fortæller den 38-årige Jadiyetu Ramdan.

Hun er lærer i 27. Februar-lejren - datoen for udråbelsen af den selvstændige republik Sahara. Her gennemgår Sahara-kvinderne en et-årig uddannelse, så de kan arbejde i lejrenes børnehaver, skoler og primitive hospitaler.

Tre glas te
Klædt i et gult sjal serverer Jadiyetu te og nødder i sin lerklinede hytte, hvor tæpperne på gulvet er de eneste møbler. Ifølge Sahara-folkets te-tradition bydes alle gæster på tre glas te. Det første er stærkt som livet, det andet sødt som kærligheden, det tredje er langt som døden.

»Vores rolle er at forberede os på at kunne administrere en ny stat, der kan fungere,« fortsætter Jadiyetu Ramdan. Sahara-folket venter med en hårdt prøvet tålmodighed på, at det vil lykkes FN at gennemføre en folkeafstemning, der giver dem deres land tilbage fra marokkanerne.

Skæbnehistorier
For 15 år siden flygtede Jadiyetu fra den besatte del af ørkenen. Hun efterlod sin datter og sin søn hos familien og har siden kun fået lov til at se sin søn en enkelt gang i halvanden time under FNs opsyn.

Lejrene er fuld af lignende skæbnehistorier om delte familier, men efter 24 år i landflygtighed er flygtningetilværelsen blevet rutine. Mange af de voksne og alle børnene har aldrig set det land, som ørkenstammernes ældste fortæller historier om.

Sahara-folkets kamp ledes af befrielsesbevægelsen Polisario. Den støttes i dag militært af Algeriet og fandt under den kolde krig allierede i lande som Libyen og Cuba. Med inspiration herfra organiserede Polisario flygtningelejrene som socialistiske samfund med nærdemokrati under en stærk central ledelse.

En afhopper fra Polisario har beskyldt oprørsbevægelsen for at holde Sahara-folket som gidsler i lejrene. Men det er ikke det indtryk, FNs flygtningeorganisation, UNHCR, har fået af forholdene. Et rundspørge viste for nylig, at kun få af flygtningene ønsker at vende hjem til det besatte område, så længe marokkanerne regerer. De frygter den diskrimination og undertrykkelse af Sahara-folket, som ifølge menneskerettighedsorganisationer sker systematisk på den marokkanske side.

I lejrene kan de leve i fred, selv om der hverken er elektricitet eller rindende vand, og lægen Salik Abid klager over mangel på medicin. Også forholdene i deres gamle nomadetelte var simple, og i lejrene er man i det mindste sikker på at få mad. Hver uge lander FN-fly med forsyninger betalt af EU og hjælpeorganisationer, mens algeriske tankvogne kører frisk vand ud til lejrene.

Mineret front
Polisario holder permanent mindst 10.000 soldater ved fronten, som består af en marokkansk bygget sandvold med minefelter og faldgrave ned gennem hele ørkenen.

Lejrene er derfor fortrinsvis befolket med børn og graciøse beduin-kvinder med en usædvanlig udstråling og skønhed. Som Fatima, Fatimari og Mamia, der vinker os hen til deres telt. De er i færd med at spille domino, taler kun Sahara-dialekten Hasania, men kommunikerer med hænderne, smil og smeltende blikke.

Gæstfriheden er overstrømmende, og det er svært at få lov til at tale med saharawier uden samtidig at sige ja til at drikke tre glas te.

Festmåltid
Te-ceremonien er også indledningen på en middag hos Polisarios tidligere finansminister, Mohamed Lamin. Klædt i sandaler, en turkisblå Daraa-kjortel og en sort Eltham-turban byder Lamin på et festmåltid af dadler, tomatsalat, kylling, cous-cous med lammekød og meloner. Alle spiser af samme tallerken med gafler eller fingrene.

Efter middagen viser finansministeren vej i natten til tæpper i et stegende hedt ørkentelt. Den eneste støj er en klagesang fra en gnaven kamel.

Gennem en teltåbning er der fri udsigt til stjernehimlen. I sandet udenfor ligger saharawier som livløse bundter, og de bliver liggende ubevægelige, da en kraftig sandstorm slår løs på teltet.

Kvinderne holder sig under besøget i baggrunden. Selv om de har overtaget den daglige styring af lejrene, er det stadig mændene, der udstikker oprørsbevægelsens kurs.

Uvis fremtid
Og 24 års landflygtighed og mange udsættelser af folkeafstemningen slider, erkender lederne. De har svært ved at overbevise deres landsmænd om, at drømmen om at vende hjem nogensinde vil blive virkeliggjort, fordi marokkanerne spiller på tiden og igen og igen udsætter afgørelsen.

Polisarios ledere nægter at tage stilling til, hvad der vil ske, hvis Marokko vinder en kommende folkeafstemning. Den situation er utænkelig, fastslår de, for Sahara-folket på begge sider af frontlinien vil selvfølgelig stemme for at smide besættelsesmagten ud.

Men sandheden, at Marokko næppe vil gå med til en folkeafstemning, før kong Hassan II er sikker på at vinde, så Vest-Sahara integreres i Marokko. Sahara- folkets størrelse er for ubetydelig til, at det internationale samfund via FNs Sikkerhedsråd kan ventes at gennemtvinge en løsning til saharawiernes fordel.

Med FN i rollen som mægler indgik parterne for syv år siden en våbenhvile, der blot har fastholdt Sahara-folket i lejrene. Derfor er Polisario-soldaterne utålmodige.

»Hvis vi ikke meget snart får vores land tilbage, vil vi genoptage krigen. Det er den eneste måde at tvinge marokkanerne ud. Vi har lidt her i over 20 år, og dette er ikke en børneleg,« mener den 23-årige ørkenkriger Moussa. Han er hjemme på 20 dages orlov efter fire måneder ved fronten.

Folket i eksil
Normalt er det krigens logik, at ledelsen går i eksil. I Sahara er det størstedelen af folket, der er fordrevet. Og det er svært at forestille sig, hvordan 10.000 Polisario-soldater skulle kunne bekæmpe de omkring 140.000 marokkanske soldater på den anden side, medmindre Algeriet gik aktivt ind i kampene.

Foreløbig holder kvinderne sammen på samfundet, men også de er trætte af ventetiden. Som den 38-årige Chrifa Abeid, der er alene med sine syv børn størstedelen af tiden, fordi manden er soldat.

»Problemet er ikke de hårde levevilkår i lejrene, hvor vi kvinder lider dobbelt så meget som mændene. Før levede vi som nomader, og smerten er ikke at kunne rejse frit rundt i det land, som er vores,« siger hun og kaster et blik ud på det udsigtsløse månelandskab.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Kvinderne lyser op
Foto: Carsten Ingemann