Sitemap | Avanceret søgning |

Muren gennem Sahara

En 1300 km lang sandmur med minefelter og faldgrave ned gennem Sahara skiller Marokko og det oprindelige ørkenfolk i en 24 år lang krig om en kæmpemæssig sandkasse.

Laayoune vokser frem af det stenede og golde ørkenlandskab som en luftspejling.

I modsætning til Saharas forblæste beduintelte og de fleste byer i Marokko har Laayoune moderne boligområder og friserede parker med monumenter og palmer.

Overalt hænger billeder af Marokkos kong Hassan II.

Men som i et grotesk mareridt er byen befolket af soldater og sikkerhedsfolk. Militæruniformer overalt, geværpiber stikker ud af hver anden indkørsel.

Laayoune er krumtappen i en marokkansk plan om næsten at fordoble landterritoriet ved at annektere den tidligere spanske koloni, Vestsahara.

I 1975 lod kong Hassan 350.000 af sine undersåtter marchere ned over grænsen. Det var begyndelsen på over 20 års væbnet konflikt med de oprindelige Sahara-nomader organiseret i oprørsbevægelsen Polisario, som fortrinsvis støttes af Marokkos nabo, Algeriet.

Ørkenbyen er også midtpunkt for en FN-mission, hvis opgave er at overvåge en syv-årig våbenhvile og at sikre en permanent løsning på den endeløse konflikt gennem en folkeafstemning.

I Laayounes hovedgade med små købmandsbutikker, spillehaller og restauranter er konflikten et tabu- emne. Her lever marokkanere og de såkaldte saharawier, kendetegnet ved deres farverige, lange gevandter, side om side i tilsyneladende harmoni.

De vil gerne snakke, men helst om alt muligt andet end konflikten i Vestsahara. Som hos fjerkræleverandøren, hvor kunden er sikker på at få friske varer.

Bagest i den lille butik pirker kyllingerne til deres foder, indtil de bliver udvalgt og får skåret halsen over på et bord midt i butikken og sendt til afplukning i en besynderlig, hånddrevet centrifuge.

»Vi har det godt, her er ingen problemer,« smiler indehaveren.

Overfrakker

Konflikten er et tabu, og marokkansk presse skriver uge efter uge den samme leder om kongedømmets historiske ret til området.

Men både Amnesty International og Human Rights Watch har kritiseret Marokko for at diskriminere saharawi-folket ved ikke at give det arbejde.

Udenlandske journalister får hurtigt overfrakker på i form af civilklædte sikkerhedsfolk, der med kluntet diskretion følger efter til fods eller i biler. De sidder også både i og uden for hotellet.

Alene et besøg på FN- hovedkvarteret, MINURSO, udløser nervøsitet. Sikkerhedsfolkene blokerer indgangen og inviterer på en halv times venten i et primitivt politikontor over for FN-missionen.

Gennem knasende walkie-talkier og en ustabil telefonlinie kæmper fem sikkerhedsfolk for at få en tilladelse fra deres øverste chef. Da den kommer, undskylder de ventetiden og synes personligt generet.

»Men sådan er reglerne, og politifolk skal jo udføre ordrer,« siger en.

Rundt i alle afkroge

I FN-hovedkvarteret er stemningen blandet - for nu at sige det mildt. I sidste uge afsluttede mæglerne fire års arbejde med at identificere 147.000 personer, som kræver at få lov til at deltage i folkeafstemningen. Den vil afgøre, om Vestsahara integreres i Marokko, eller om det skal være en selvstændig stat for saharawi- nomaderne.

At finde vælgerne er i sig selv en præstation, fordi flertallet af de oprindelige beboere er flygtet til Algeriet og Mauritanien. FN installerede derfor kontorer i de fjerneste afkroge for at give potentielle vælgere med forbindelser til Vestsahara en chance for at melde sig.

»Vi har haft eksempler med folk i Marokko, som hævdede at være gift med en saharawi, men hvor det viste sig, at ægtefællen ikke kendte den pågældende,« fortæller en FN- medarbejder.

Et andet problem forude er en strid om 65.000 medlemmer af tre stammefolk, som Marokko ønsker at give stemmeret. Argumentet er, at nomaderne i gammel tid boede i ørkenen, men at de blev fordrevet af spanierne.

Chefen for FNs stemmeprocedure, Robin Kinloch, kan ikke huske, hvor mange gange folkeafstemningen er blevet udsat. Den første var planlagt til 1992, men den blev ikke til noget.

I 1997 fik USAs tidligere udenrigsminister James Baker parterne til at indgå en ny aftale, men også den planlagte folkeafstemning i december i år er udskudt, foreløbig til begyndelsen af næste år.

»Min tekniske vurdering er, at vi kan færdiggøre arbejdet med at sortere vælgerne og behandle klager på fem-seks måneder. Men problemet er, at folkeafstemningen vil få en vinder og en taber. Det vil altid skabe visse uoverensstemmelser,« siger Robin Kinloch med diplomatisk finesse.

Han tilføjer, at han glæder sig til at modtage de danske soldater, der skal indsættes for at sikre roen efter folkeafstemningen.

Store naturrigdomme

Men langt ind i FN-missionen tvivles der på, om folkeafstemningen nogensinde vil blive afholdt, så 180.000 Sahara- flygtninge i Algeriet kan vende hjem.

Sandheden er, at ingen af de to parter ønsker at afholde folkeafstemningen, før de er nogenlunde sikre på at vinde. Og selvom både Marokko og Polisario formelt anerkender FNs ret til at identificere vælgerne, og selvom de har lovet at anerkende resultatet, forventes ingen af parterne frivilligt at acceptere rollen som en god taber.

Marokko har nationale interesser i den kæmpemæssige sandkasse. Ud over de økonomiske - ørkensandet skjuler verdens største fosfatrigdomme, og kysten er en af verdens mest fiskerige med en stor fiskeriindustri - er striden blevet et spørgsmål om marokkansk ære.

Kong Hassan talte i marts om et »bekræftende resultat - for at sætte punktum for et kunstigt problem, som forhindrer Marokko i at opnå territorial enhed.«

Modsat frygtes Sahara-folkets oprørsbevægelse, Polisario, at genoptage guerilla-krigen, hvis folkeafstemningen går bevægelsen imod. En omrokering i Polisarios selvudnævnte regering svækkede i januar de moderate kræfter som den daværende udenrigspolitiske talsmand, Bechir Mustafa Sayed, og var et signal om en hårdere kurs op til afstemningen.

Polisario beskylder Marokko for at have udvidet kredsen af stemmeberettigede ved at lade marokkanere hævde, at de har familiebånd til ørkenområdet. Befrielsesbevægelsen frygter desuden, at marokkanerne "betaler" Sahara-folket i den besatte zone for at stemme marokkansk.

Marokkanske milliarder

Marokko har besat over to tredjedele af ørkenområdet og har igennem årene lokket titusinder af marokkanerne til at bosætte sig i Vestsahara med løfter om skattefrihed og økonomisk støtte.

Laayoune havde i 1974, før den spanske kolonimagt trak sig ud, 28.000 indbyggere. Nu bor her 160.000, og flertallet er marokkanere. Rundt omkring byen skyder nye boligkvarterer op.

Hidtil skønnes Marokko at have skudt små 20 mia. kr. i udviklingsprojektet, og Laayoune ligner et besøg i den israelsk besatte del af Sinai-ørkenen før tilbageleveringen.

Regeringen i Rabat betaler rundhåndet for hospitaler, skoler, sportsstadier og rindende vand i hanerne. Ingen taler om muligheden for at levere det hele tilbage efter folkeafstemningen.

Voldsom ordkrig

I de seneste måneder har der raset en voldsom ordkrig i medierne mellem Marokko og Algeriet.

Algeriets forsvarsminister, general Khaled Nezzar, beskylder Marokko for at støtte terroristerne i Algeriets Væbnede Islamiske Gruppe (GIA) i et forsøg på at destabilisere Algeriet og dermed underminere fredsprocessen i Sahara.

Den marokkanske indenrigsminister, Driss Basri, har afvist rygterne og betegnet artiklerne som et forsøg på at destabilisere Marokko forud for folkeafstemningen.

En militær opbygning langs de to landes fælles grænse kan ikke udelukkes, selv om Marokkos nye premierminister, socialisten Abderrahmane Youssoufi, har slået en forsonlig tone an. Han anbefaler at åbne grænsen mellem Marokko og Algeriet og at etablere et fælles marked mellem landene i et forsøg på at forbedre det spændte forhold.

Uden for de diplomatiske anstrengelser og det militære opbud i Laayoune fortsætter livet i

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Ørken
Det vældige ørkenområde som holdes besat af marokkanerne indeholder umådelige forsfatrigdomme og ved kysten store fiskemængder.

Foto: Carsten Ingemann