Sitemap | Avanceret søgning |

Ny FN-fiasko truer

Ørkenvandring i Vestsahara er ikke, hvad FN har mest brug for lige nu.

Af HENRIK THOMSEN og SØREN FUNCH, Jyllands-Postens korrespondent
Publiceret 13-09-1998

KØBENHAVN og BRUXELLES

MINURSO - den fredsskabende FN-operation i Vestsahara - er ved at løbe ud i sandet af politiske grunde.

Konfliktens to parter kan ikke blive enige om spillereglerne for den folkeafstemning, FN skulle være fødselshjælper for. Og måske er ingen af kombattanterne i virkeligheden interesseret i et valg lige nu.

Uden løsning i sigte ser det ud til, at FN - denne gang måske uforskyldt - er på vej mod en ny, ydmygende fiasko i Afrika.

Alle havde så store forventninger til FN, da supermagterne trak sig ud af Afrika efter den kolde krig, og den russiske bjørn tabte de fleste tænder.

Omvæltningerne efterlod et tomrum, hvor FN kunne blomstre som garant for international fred og sikkerhed - omend det hele kom noget pludseligt.

»FN fik så at sige rollen som global politibetjent på afbud,« konstaterer Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i en ny rapport om FN.

Antallet af FN-operationer voksede eksplosivt, indtil organisationen mødte sin begrænsing og afmagt i Afrika.

I Somalia, hvor fredsoperationen endte med en krig mellem FN-tropper og lokale krigsherrer - en krig, som tvang FN til at trække sig ud.

I Rwanda, hvor en lille, beskeden FN-styrke aldrig fik den politiske opbakning til at forsøge at bremse folkemordet, som på 100 dage kostede mellem 500.000 og en million mennesker.

Og nu i Vestsahara, hvor alle de gode hensigter om at lade ørkenbefolkningen bestemme deres egen fremtid risikerer at ende i politisk kævl og ellers ingenting.

Ydmygelsen i Somalia fik FN-systemet og Sikkerhedsrådet til at bremse op, og antallet af operationer er nu tilbage på samme niveau som under Den kolde Krig.

Mandat i baglommen
Men alligevel er alt ikke ved det gamle. FN-operationerne har ændret karakter - blandt andet ved at de civile og udviklingsmæssige sider har fået mere plads på bekostning af krudt, kugler og blå baretter.

Et andet træk er, at militært tunge fredsskabende (i modsætning til fredsbevarende) operationer uddelegeres til grupper af interesserede medlemslande, som så rykker ind med et FN-mandat i baglommen.

For som udgangspunkt er FN ikke et militærapparat, og det var måske den vigtigste lektie i Afrika. Man savner blandt andet en efterretningstjeneste, så alting ikke kører skævt, fordi man simpelthen ikke aner eller forstår, hvad der foregår.

I dag findes der kun én organisation med militær af betydning: NATO. Derfor bygger stadigt flere FN-sanktionerede militæraktioner på et NATO-fundament.

Under Golf-krigen var USA hurtigt ude med erklæringer om, at der var tale om en international indsats for at befri Kuwait. Faktum er dog, at langt hovedparten af aktionen blev båret af NATO - og dermed reelt USA.

Kun NATO og dermed USA har de logistiske muskler til at flytte hele hære og alt det militære isenkram ned i Golfen.

På samme måde i Bosnien. Selv om der er tale om en international fredsstyrke med deltagelse af mange lande, er det igen USA og NATO, der tager slæbet.

Chefen for NATOs militære komite, tyskeren Klaus Nauman, har tidligere erkendt overfor Jyllands-Posten, at uden USA kunne Europa ikke have gennemført selv en beskeden militær aktion som den i Bosnien.

Uro i NATO
Problemet med samarbejdet mellem FN og NATO er skrøbeligheden. I FN er der så mange forskellige politiske interesser - Kina, Rusland - at det ofte kan være svært at få det nødvendige mandat.

Og samtidig er der intern uro i NATO om, hvorvidt det skal være nødvendig med et FN-mandat, før man intervenerer militært.

I NATO er man i øjeblikket ved at lave et nyt koncept for fremtiden. Og her mener Frankrig f.eks., at NATO ikke bør gøre noget militært uden for sit eget område uden den fornødne godkendelse fra FN.

En sådan passus kæmper USA naturligvis imod - og bombningerne i Sudan og Afghanistan for nylig demonstrerede på ny, at USA ikke føler sig forpligtet til at indhente FN's velsignelse, før der trykkes på aftrækkeren.

Optimisterne håber, at FN stadig vil have en militær rolle at spille, omend ikke på den fredsskabende side, så i hvert fald på den fredsbevarende - blandt andet takket være reaktionsstyrken SHIRBRIG oprettet på dansk initiativ.

Men også her vil den militære side være domineret af de store, vestlige lande - for det er dem, der har de bedst uddannede soldater med den bedste udrustning og den korteste udrykningstid.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere