Sitemap | Avanceret søgning |

FN-udsendelse udsat

Udsendelsen af danske fredssoldater til Vestsahara bliver formentlig på ny udsat, fordi FN-operationen i det borgerkrigshærgede ørkenland er kørt fast i sandet.

Af JØRGEN ULLERUP, CARSTEN INGEMANN (foto)og HENRIK THOMSEN(København)
Publiceret 12-09-1998

LAAYOUNE OG KØBENHAVN

Efter planen skulle 110 mand fra Danmarks Internationale Brigade (DIB) allerede i juli være rejst til Vestsahara for at bistå FN med at gennemføre en folkeafstemning i det marokkansk besatte område.

Men på grund af problemer med vælgerregistreringen blev valget udsat til begyndelsen af 1999, og nu ventes det, at FN's generalsekretær i næste uge i en rapport til Sikkerhedsrådet vil foreslå yderligere udskydelse på mindst tre måneder. Hvis da ikke hele projektet må aflyses.

Formelt har Vestsahara været uafhængigt siden 1976, men nabolandet Marokko nægtede at frafalde sit krav på den tidligere spanske koloni. Det udløste borgerkrigen mellem marokkanerne og oprørsbevægelsen Polisario.

Efter lange forhandlinger fik FN og USA presset marokkanerne til at acceptere først våbenhvile og senere en folkeafstemning om landets fremtid - og FN-operationen MINURSO skulle sikre, at det kom til at gå fredeligt og retfærdigt til.

Parterne kan imidlertid ikke blive enige om antallet af stemmeberettigede. Stemningen i FN-hovedkvarteret i Laayoune præges tydeligt af usikkerheden om hele projektets fremtid. Alle håber, men de færreste tør for alvor tro på, at det vil lykkes at afholde folkeafstemningen, fordi ingen af parterne vil acceptere et nederlag.

»Der må være noget olie under sandet, som ingen har fortalt om. Hvad skulle man ellers med dette gudsforladte område,« siger en FN-medarbejder.

Plaget af kedsomhed
FN-lejren er plaget af kedsomhed, og medarbejdernes eneste lyspunkter er weekendture til det spanske turistparadis Las Palmas. Sand, sand og atter sand er det eneste, de 110 danske soldater kan se frem til, hvis de nogensinde sendes hertil.

»Her er varmt, støvet og vindblæst. Desuden er her ret kedeligt,« konstaterer den udsendte norske politibetjent, Hans Folke Grydeland, fra Molde mellem Bergen og Trondheim.

Han har siden december været med til at sikre identifikationen af 147.200 mulige stemmeberettigede ved folkeafstemningen, og arbejdet med at tage fotos og fingeraftryk blev afsluttet i sidste uge.

Som flertallet af sine FN- kolleger er han skeptisk overfor, om det hele vil føre til den længe savnede løsning på konflikten.

»Det er jo et politisk spil. De sidder i hver sin sandkasse og kaster med sand. Men jeg må tro på, at det en dag vil lykkes.«

Grydeland glæder sig til at få dansk forstærkning, og han beder de danske tropper tage godt med skandinavisk mad og øl med.

»I politikorpset er vi to nordmænd og ti svenskere, så det går jo lige op. Vi kunne godt bruge noget dansk selskab,« siger den 52-årige nordmand.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


Hans Folke Grydeland
Den udsendte norske politibetjent Hans Folke Grydeland har siden december været med til at sikre identifikationen af 147.200 mulige stemmeberettigede ved folkeafstemningen i Vestsahara.
Foto: Carsten Ingemann