Sitemap | Avanceret søgning |

Min grønthandlers familie i Abainou

Abainou er en undseelig flække med røde, lerklinede huse på et fladt ørkenstykke for foden af Atlasbjergene.

Af JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 12-09-1998

SAHARA

Der er 60 km til stranden, og på den støvede vej ud til landsbyen undrer vi os over, hvad der kunne få folk til at slå sig ned her.

Adressen har vi fået af min marokkanske grønthandler hjemme i Paris. Lahoucine Marzougui er født her, og jeg har lovet at bringe en hilsen med til hans bror, Mohamed, der har titel af borgmester.

Besøget er uanmeldt, og desværre er borgmesteren bortrejst. I stedet udviser familiens andre mænd ægte berbisk gæstfrihed. I den fine stue bydes på myntete og brød, der dyppes i honning og olivenolie.

Møblementet består af tre runde borde, tæpper på gulvet og puder til ryggen. Husalteret er et farve- TV med parabolantenne, som min ven, grønthandleren, havde med hjem på ferie forrige sommer.

Landsbyen fik først installeret el for to år siden. I gamle dage så familien marokkansk TV på et batteridrevet sort-hvidt apparat. Nu zapper børnene gennem alle de europæiske udgaver af Lykkehjulet.

Her midt i Sahara virker det næsten absurd, at de fanges ind af en film på RAI3 med Robert Redford i en kamp på liv og død med en indianer et sted i de sneklædte amerikanske bjerge.

Mad og logi
Så følger en invitation på aftensmad og overnatning.

»I er jo næsten en del af familien,« siger Mohameds 20-årige søn, Bark.

Han og vennen Ali tager os først med ned for at besøge byens svømmebassin, som åbenbart er landsbyens stolthed. Mens imamen tolker dagens tekst op mod stjernehimlen, går vi gennem natten til bassinet. Det viser sig at være bygget omkring en varm kilde med helbredende vand på 38 grader.

Her bobler hele begrundelsen for Abainous eksistens. Gigtplagede marokkanere tager på kur her. Drengene fortæller stolt, at den varme kilde har fået en svensk journalist, Britta, til at slå sig ned i landsbyen.

Britta har en gård med otte ansatte, og hun skriver bøger. Det lyder som en svensk udgave af Karen Blixen, så vi vandrer videre ud i natten for at finde hende. Hendes simple gård ligger hen i mørke bag en palmelund og et åbent stykke mark. Men Britta sover.

Hjemme i huset har kvinderne forberedt et bjerg af Maghreb-landenes nationalret, cous-cous med kogte grøntsager, gulerod, courgette og løg.

I det store hus bor omkring 15 familiemedlemmer. Antallet er lidt uklart, for ofte finder venner logi for natten. Berberne føler sig som en stor familie.

Kvinderne holder sig i baggrunden, når husets overhoved, Mohamed, ikke er hjemme. De spiser for sig selv i køkkenet, og et kort forsøg på at overtale Barks mor til at lade sig fotografere, afslåes med latter.

»Jeg er blevet fotograferet en gang, og det var til mit ID-kort,« siger hun.

Brøler ved måltidet
Berberne udgør omkring en tredjedel af Nordafrikas befolkning, og de blev af araberne tvunget til at omvende sig til islam. Men de har bevaret en stærk identitetsfølelse og taler hjemme berbernes gamle sprog, tamazight.

De var også blandt de første, der fulgte med tiden og udvandrede til Europa for at forbedre deres levevilkår. Udover grønthandleren har familien Marzougui 27 slægtninge i Frankrig, Holland og Tyskland.

Vi kikser måltidet totalt, da vi skovler cous-cous op i den skål, der står foran os og begynder at spise. Drengene griner, for skålen var beregnet til mælken fra familiens to køer. I Marokko spises en cous-cous direkte fra fadet med fingrene.

Ligesom resten af familien sover vi på et par tæpper på gulvet. Tandbørstningen foregår med medbragt vand. På badeværelset er der installeret vandhane og vask, men både vand og afløb mangler.

Da vi kører videre tidligt næste morgen, har Bark lavet kaffe og brød, som dyppes i honning og olivenolie. Han giver os et brev med til sin onkel, grønthandleren i Paris.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Dagligliv

Stednavne
Marokko

Fag
Geografi

Klassetrin
7.-10. klasse