Sitemap | Avanceret søgning |

Casablanca - ren kulisse

Det er ren kulisse. Hverken Humphrey Bogart eller Ingrid Bergman har sat deres ben her i Casablanca på det fornemme hotel Haytt Regency lige i centrum.

Af JØRGEN ULLERUP, ERIK THOMLE og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 10-09-1998

MAROKKO

Men hotellet må naturligvis have en bar, der lokker Marokko-rejsende med ægte Casablanca-stemning fra den legendariske tåreperser om rigtige mænd, genopblusset kærlighed og flugt fra et tysker-hærget Europa.

Humphrey Bogart
Helt ærligt. Det kniber gevaldigt med at finde stemningen, fra kulisserne i Hollywood dengang i 1942, da den amerikanske cafeejer Rick - Humphrey Bogart - med den evige smøg i flaben pludselig så sin tidligere elskede - Ingrid Bergman - komme ind på cafeen.

Play it, Sam
Sammen med hende ankom en yngre mand - Ingrids nye forlovede.

Så formede hans hæse stemme ordene: »Play it, Sam.«

Og Sam bag flyglet i Ricks Cafe Americain sang og spillede "deres" melodi, »As time goes by,« så gribende, at Ingrids aldrig glemte følelser brød ud i lys lue.

Alt sammen skete det i Hollywoods studier, mens Marokko endnu var fransk, og Vichy-regeringen i tæt samarbejde med tyskerne kontrollerede den lille flække Casablanca. Alene det forhold forhindrede "Casablanca" i at blive indspillet på en ægte kolonial natklub og i Medinaens smalle gader.

I dag er Casablanca en osende millionby og nutids- Sam banker på et udhulet Steinway-flygel med indbygget rytmeboks og hammondorgel. Bag ham hænger en tre gange fem meter stor tegning af Humphrey Bogart med hængende cigaret og skæv pistolføring.

Skeløjet Bogart
Perspektivtegning var helt klart ikke kunstnerens stærke side. Men at Bogart var så skeløjet, kommer alligevel bag på os.

Til gengæld er kopierne af de gamle plakater og billeder gode nok. Vi er med lige fra det øjeblik, smukke Ingrid første gang træder ind på Ricks cafe, til hun i et gammelt propelfly forsvinder ud i tågerne over Atlanterhavet med sin nye forlovede og efterlader Bogart barsk, hæs og ensom i fjendeland.

Både udenfor og indenfor i baren hænger de kunstigt gulnede filmbilleder med hede kys og favntag tæt som på et pigeværelse i 40'erne. De alene legitimerer priser, der selv efter Haytt-standard er høje i denne del af verden. 80 kroner for en Bogart-drink, hvis den skal være 12 år gammmel.

Har ikke set filmen
Og stik mod al fornuft får nutids-Sam ikke kvalme ved tilråbet »Play it again, Sam.« Han ser nærmest undrende ud.

Nej, han har ikke set filmen, men kender »As time Goes by« .

Og ud af Steinway-rytmeboksen kommer den da. Godt nok i en version, der aldrig ville have overlevet Tysklands sammenbrud.

Iøvrigt er Sam hyret til at peppe sådan en flad hverdagsaften op med latinamerikansk stemning, og skiltet ved siden af Ingrids og Humphreys kærlighed lover tilbud på Tequila med creme fraiche og grønne blade.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Kultur

Stednavne
Marokko

Fag
Dansk

Klassetrin
7.-10. klasse