Sitemap | Avanceret søgning |

Farlig balancegang i Marokko

»Vi har et meget vigtigt princip i vores bevægelse. Vi frygter kun Gud.« 24-årige Rachid er ved siden af økonomistudierne aktiv i den islamisk fundamentalistiske bevægelse på universitet i Rabat.

Af JØRGEN ULLERUP, ERIK THOMLE og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 09-09-1998

Rabat, Marokko

Han er overbevist om, at Marokko er på vej direkte mod en social eksplosion, der vil gøre det muligt for islamisterne at tage magten og forvandle Marokko til en islamisk stat.

»Vi ønsker ikke en voldelig revolution, men forestiller os, at omstillingen kan ske fredeligt, ligesom da Ayatollah Khomeini vendte hjem til Iran. Til den tid vil vi stå parat til at lede befolkningen efter Koranens budskaber,« siger Rachid over et glas myntete på en cafe i nærheden af fakultetet.

Islamisterne har godt tag i de studerende, selv om myndighederne forsøger at forbyde deres aktiviteter. Da islamisterne opnåede kontrollen med den nationale studenterbevægelse "Unem", og brugte magten til at lancere demonstrationer, indsatte myndighederne et specialkorps af sikkerhedsfolk, som skal overvåge studenternes politiske og religiøse aktiviteter.

Daglig chikane
Studenterne har døbt dem "Awacs" efter det amerikanske overvågningsfly. Rachid fortæller, at sikkerhedsfolkene dagligt forsøger at chikanere politiske møder, og at de svarer med knipler, når studenterne demonstrerer.

»Marokkansk politik er som et teaterstykke. Der siges mange ord, men tingene udvikler sig aldrig, og der er ingen vilje til for alvor at skabe social retfærdighed eller at fordele rigdommene. På et tidspunkt vil befolkningen få nok, og den sociale eksplosion vil udspringe fra universiteterne,« forudser han.

Som noget uhørt i Marokko kritiserer Rachid også landets hersker siden 1961, Kong Hassan den Anden. Kongefamilien hævder, at dens slægt, allouitterne, nedstammer direkte fra Ali, fætteren til profeten Muhammed. Derfor er Hassan den Anden det naturlige religiøse overhoved i Marokko.

»Vi ønsker at udskifte kongen med en folkevalgt præsident. Kongen har intet gjort for at stoppe krisen, og hvis han er i familie med profeten, burde han gøre mere for at efterleve Koranen,« konstaterer Rachid.

Kongens status som en hellig person er en del af forklaringen på, at Rachids spådomme næppe foreløbig - om nogensinde - går i opfyldelse. Hassan den Anden sidder stadig med den reelle magt i Marokko, selv om han i foråret overraskede alle ved at hente en af sine politiske fjender ind i varmen.

Det lignede et genialt politisk skaktræt, da kongen udpegede den 74-årige systemkritiker og socialist, Abderrahmane Youssoufi, til chef for en samlingsregering, der også tæller de gamle, borgerlige partier.

Youssoufi har brugt sit liv på den politiske kamp som oppositionsleder, enten i eksil i Frankrig, i fængsel eller under jorden i Marokko.

På kneben førsteplads
Socialistpartiet kom ind på en kneben førsteplads med 18 pct. af stemmerne ved parlamentsvalget i november 1997, og premierministeren har lagt ud med et ambitiøst reformprogram, der skal udjævne de sociale uligheder, afskaffe korruption og nepotisme og få den offentlige sektor til at fungere.

Men økonomisk er hans manøvremuligheder begrænsede, og der bliver ikke foreløbig råd til at indføre et marokkansk velfærdssystem. Marokko kæmper med en voldsom udlandsgæld og har aftalt stramme, økonomiske reformer med Verdensbanken.

Alligevel har systemskiftet bragt optimismen, håbet og energien tilbage hos en del af befolkningen. Eliten i Marokko tolker åbningen som første etape af en fredelig revolution, der skal udvikle Marokko fra et enevældigt kongedømme til et moderne demokrati med en folkevalgt ledelse.

De fattige marokkanere i landområderne vender derimod stadig blikket mod himlen. For dem er regn stadig mindst ligeså vigtig som politiske reformer. I vinterens løb er den faldet i så rigelige mængder, at det giver håb om en økonomisk vækst på ti pct. i år.

Fattigdommen er overvældende, og arbejdsløse unge flygter ind til storbyerne, hvor tiggerne kæmper om pladsen foran de dyreste restauranter, og unge drenge sælger illegale Marlboro-cigaretter enkeltvis.

Det skriger til himlen
Kontrasten mellem slumkvarterer og rigmandsvillaer med parabolantenner skriger til himlen. I Casablanca og Rabat tager de moderne piger selv i byen i natklubberne langs strandvejen. På landet trækker pigerne deres pakæsler flere kilometer efter vand.

Mange marokkanske familier er afhængige af de penge, de får sendt fra slægtninge i Europa. I 1996 udgjorde overførslerne godt 11 mia. kr.

I dette klima opererer islamisterne. De er aktive i karateklubberne og moskeerne. Fattige studerende hjælpes med bolig og bogkøb, syge med medicinhjælp, og i moskeerne holdes kulturelle sammenkomster, hvor unge kvinder opfordres til at gå med slør.

Det var akkurat samme opskrift, som Algeriets islamiske frelserfront, FIS, brugte op til valgsejren i december 1991. Da den afgørende valgrunde blev aflyst i begyndelsen af 1992, brød krigen ud.

Marokkanske sociologer taler om en voksende religiøs bevidsthed, og antallet af pilgrimsrejser til Mekka slår alle rekorder. Selv om ingen islamisk bevægelse endnu råber på hellig krig, erkender premierminister Youssoufi problemet:

»Denne bevægelse ernærer sig ved en forværring af problemerne i samfundet. Derfor er det nødvendigt at gennemføre reformer for at undgå en social eksplosion med alt, hvad man kunne frygte af konsekvenser,« sagde han i april.

På avisen L'Opinion, der tilhører det gamle frihedsparti, Istiglal, vurderer lederskribenten Kamal Naim, at fattigdom, analfabetisme og mangel på skoler giver islamisterne vind i sejlene.

Men han understreger, at der historisk er stor forskel på den unge land, Algeriet, og det gamle kongedømme Marokko. Ikke mindst den, at generalerne i Algier tillod FIS at stille op. I Marokko har kongen kun tilladt et moderat islamisk parti, og det opnåede begrænset succes.

»Men hvem ved? Alle opfattede også Algeriet som et stabilt land, før det gik galt. Ingen tror i dag på, at noget lignende kunne ske i Marokko, men i morgen kan situationen se anderledes ud. Hvis man ikke er godt vaccineret, bliver man smittet,« siger lederskribenten.

En tydelig svulst
En af de tydelige svulster på samfundet har politikerne i 43 dage kunnet iagttage udenfor parlamentet i Rabat på boulevard Mohamed V.

Her har blomsten af Marokkos ungdom - 250 arbejdsløse akademikere - opslået en teltlejr i protest mod regeringens begrænsede indsats for de arbejdsløse. Demonstrationen er enestående, fordi det er den første legale af slagsen i Marokko.

Før kong Hassans politiske forår ville politiet forlængst have spredt demonstranterne. Nu optræder betjentene venligt, selv om besøget fra udenlandske journalister ikke er velkomment. Fem minutter inde i det første interview med demonstranterne bryder en hasteudsendt medarbejder fra informationsministeriet ind for at få navnene på gæsterne.

»Det er rigtigt, at vi har fået flere rettigheder og mere demokrati med den nye socialistiske regering, men hvad hjælper det at kunne demonstrere, når de forsøger at dræbe os med total tavshed,« siger 28-årige, Badis Daraaouli.

Hun er uddannet doktor i mikrobiologi, men kan ligesom 200.000 andre højtuddannede marokkanere ikke finde meningsfyldt arbejde.

»Hvis man ikke bruger de unge højtuddannedes kvalifikationer, kan man glemme at om at opbygge dette land. Vi har et akut problem med at finde arbejde, og vi har besluttet at blive her, indtil regeringen gør noget ved det,« siger hun og kan formentlig se frem på et længere ophold.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere