Sitemap | Avanceret søgning |

Landet med to tabuer

Sammenlignet med sine nordafrikanske naboer, og navnlig med Algeriet, præsenteres Marokko oftest som et politisk stabilt land ledet med fast hånd af kong Hassan den Anden.

Af JØRGEN ULLERUP, ERIK THOMLE og CARSTEN INGEMANN
Publiceret 09-09-1998

Rabat, Marokko

Men også i Marokko er islamisterne aktive, og kun kongens meget habile evner som taktiker og politisk overlever har forhindret, at de religiøse fanatikere har fået nogen mærkbar indflydelse på udviklingen.

Trods stigende pressefrihed findes der stadig to tabuer i Marokko. Islam og kongens status som religionens øverste leder. Hassan den Anden har fastholdt de islamiske traditioner og er hævet over enhver kritik. Selv ved de arbejdsløses demonstration foran parlamentet indtager kongens kontrafej hæderspladsen på bannerne.

I Marokko er den islamiske fundamentalisme et byfænomen omkring de store universiteter, og kultfiguren er den karismatiske islamiske leder, sheik Abdessalam Yacine.

En stakket frist
I december 1995 satte myndighederne den nu 71-årige islamiske samlingsfigur på fri fod efter seks års husarrest.

Men friheden varede kun kort.

Sheik Yacine hastede ned i den lokale moske, hvor han i en brandtale betegnede importen af vestlige ideer, menneskerettigheder og ideologi som »arabisk kapitulation.« Tre dage efter befandt sheiken sig atter i husarrest i udkanten af Rabat.

Regimet manøvrerer efter en dobbelt strategi. Hverken frihed eller fængsel. De moderate islamiske bevægelser tolereres uden at anerkendes officielt, mens de voldelige bevægelser undertrykkes.

Op gennem 1960erne og 1970erne blev størstedelen af de islamiske grupper støttet eller skabt af styret selv som et våben i kampen mod den socialistisk opposition. Akkurat som det skete i Algeriet, hvor FIS delvis opstod som styrets eget produkt i kampen mod oppositionen.

Marokko gennemlevede en lang periode med tilfældige fængslinger, tortur og politiske retsopgør mod fagforeningsfolk og revolutionære. Volden kulminerede i 1975 med mordet på socialistlederen, Omar Benjelloun.

Styret slog til
Imens fik rabiate islamiske holdninger lov til at brede sig. Indtil styret valgte at slå hårdt ned efter islamisternes deltagelse i "sultens oprør", en række de blodige optøjer, som hærgede marokkanske storbyer i 1984. De mest rabiate islamister blev dømt og smidt i fængsel.

Sideløbende forsøgte styret at genvinde kontrollen med den religiøse scene. Gennem moderate muslimske grupper støttede det "re-islamiseringen" af samfundet, men i respekt for kongen.

Styret overtog kontrollen med uddannelsen og godkendelsen af imamer. Taktikken lykkedes. De rabiate ideer måtte vige for en mere moderat udgave af islam, der slår på moralske værdier i samfundet fremfor politiske budskaber.

I det spillerum hentede Sheik Yacine nye fundamentalistiske tilhængere, så hans bevægelse i dag fremstår som den største islamiske magtfaktor.

I forsøget på at blive anerkendt som et politisk parti har bevægelsens talsmand, Fathallah Arssalan, gentagne gange taget afstand fra volden som politisk middel og fordømt »massakrerne på børn og intellektuelle« i Algeriet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere