Sitemap | Avanceret søgning |

Flugten til Europa

Koliba trænger hårdt til et par nye sko. Han brugte fire måneder på at vandre så langt væk som overhovedet muligt fra den håbløse fattigdom i sit hjemland, Mali.

Af JØRGEN ULLERUP, ERIK THOMLE OG CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 06-09-1998

ALGECIRAS, TANGER OG CEUTA

To måneder til fods gennem Sahara med en vanddunk under armen, en måned gennem Algeriet, før han efter endnu en måneds travetur i Marokko slap over det tre meter høje og otte kilometer lange stålhegn ind til den spanske enklave Ceuta i det nordlige Marokko.

Herfra kan den høje 21-årige sorte afrikaner næsten skimte målet for alle sine hedeste drømme: Europa, et arbejde, mad på bordet, en god seng og måske en dag en brugt Renault 25 og en hvid hustru.

Koliba har tilbragt de sidste fire måneder i den overfyldte og støvede teltlejr sammen med 600 andre afrikanere i Ceuta. Mellem affald, beskidte bliktallerkener og i en ram lugt af sved og cigaretrøg er hans hjem en slidt madras i et telt med 15 andre mænd.

I Calamocarro-lejren får han mad to gange om dagen, mens han venter på, at en spansk betjent en skønne dag skal råbe hans navn og forære ham en spansk arbejds- og opholdsstilladelse. Han har aldrig gået i skole, men har arbejdet som murer og gartner, og han taler både fransk og spansk udover sit lokale bambana-sprog.

For at skaffe lidt lommepenge tilbyder han billig bilvask på stranden i Ceuta. Men det er illegalt arbejde og går kun, indtil den første politipatrulje kommer forbi.

»Jeg skal nok klare mig i Europa. Om natten drømmer jeg af og til om masser af hvide mennesker. Det er et godt tegn, fortalte min far altid. Om dagen drømmer jeg kun om at få det papir, der giver mig lov til at arbejde i Spanien. Pengene vil jeg sende hjem til min familie. I Mali er der ingenting.«

Lejren er fyldt op med unge mænd fra Algeriet, Mali, Nigeria, Liberia, Libyen og andre afrikanske lande. Lykkejægerne er frustrerede over ventetiden og uvisheden, de keder sig, klager over rotter og dårlig hygiejne, sygdomme og en elendig forplejning.

»Vi behandles som hunde. Morgenmaden serveres først klokken fire om eftermiddagen, aftensmaden klokken ti om aftenen. Vi er stuvet af vejen på denne skrænt langt fra byen, og ingen bekymrer sig om os. For os gælder menneskerettighederne ikke. Hvorfor skal vi vente her så længe?«, spørger 28-årige Mohamed fra det borgerkrigshærgede Algeriet. Han valgte at investere sine sparepenge hos en menneskesmugler efter at have modtaget tre skriftlige dødstrusler, fortæller han.

Første etape
En ting er mændene dog enige om. Det værste, der kan overgå dem, er at blive sendt hjem igen. En cocktail af fattigdom, arbejdsløshed og en uhæmmet befolkningseksplosion har i de fleste afrikanske lande produceret horder af frustrerde unge. Og nyheden løber hurtigt i Afrika om, at der i det nordlige Marokko ligger to små stykker af EU i form af de spanske enklaver, Ceuta og Melilla. Når man dertil, er man allerede halvvejs i Europa.

De spanske myndigheder har med hegn, optiske sensorer, kameraer og vagttårne skærpet bevogtningen ved deres besiddelser i håb om at bremse presset på grænsen. Også Marokkos regering er efter pres fra EU begyndt at skride hårdere ind. Flygtninge, der stoppes, før de når over, sendes omgående retur til deres hjemland.

Men lykkes det at komme ind gennem et hul i hegnet, kravle ind via det vidtforgrenede kloaknet eller i bagagerummet på en marokkansk taxa, giver de europæiske regler dem ret til at få deres ansøgning om asyl eller ophold behandlet. Så har de klaret første etape mod en ny tilværelse.

Ingen kan nøjagtigt måle omfanget af presset. For nogle år siden vurderede FNs arbejderorganisation, ILO, at mindst ti mio. unge muslimer i det nordlige Afrika står parat til at tage den næste færge til Spanien eller Frankrig, hvis grænserne blev åbnet.

Ifølge meningsmålinger i Marokko overvejer fire ud af fem unge mellem 20-29 år at udvandre, og 70 procent af de højtuddannede satser målrettet på at slå sig ned i Vesten.

Marokkanerne søger ikke asyl, for de ved, at ingen lande accepterer, at de er politisk forulgt. Deres chance består i at udvandre illegalt til Europa ved at sejle over Middelhavet.

Drømmen
En af dem er Driss fra Tanger. Fra den smalle Casa Sare sandstrand en snes kilometer øst for Tanger håber den 22-årige tjener en dag at sætte kurs mod de forjættede bjergformationer, der rejser sig drømmeagtigt ude i disen.

Men 14 km vand fyldt med strømhvirvler og spanske patruljebåde skiller ham fra de rigdomme, der i hans tanker er uden ende og i løbet af tre-fire år ville sætte ham i stand til at vende hjem og købe bil, restaurant og villa her i Marokko.

Hvis han blot kunne skaffe de 20.000 dirhams - ca. 14.000 kr - til en billet på en af de både, der smugler folk sikkert over strædet.

I Spanien får en tjener let over 1000 kr. om dagen, fortæller han med en viden udelukkende hentet hos de menneskesmuglere, som lokker unge ud på den natlige tur mod Europa.

Og uanset, hvor urealistiske løfterne er, tror Driss på dem, for han har aldrig set sine landsmænd hutle sig gennem tilværelsen på Sydeuropas strande ved at sælge postkort, spraglede plasticmøller og solkasketter i konkurrence med tunesere, somaliere og andre illegale indvandrere.

Men 20.000 dirhams er en uoverskuelig formue for en ung tjener, der på heldige dage går hjem med 150, men oftere må nøjes med under det halve.

I syv år har han arbejdet som tjener på sin onkels restaurant i Tangers gamle bydel, medinaen. Han har lært sig både fransk engelsk og spansk. Men skrive navnet på den strand, han vil sejle ud fra, kan han ikke. Skolegangen blev aldrig rigtigt til noget, da han tidligt skulle være med til at forsørge sine syv yngre søskende.

Som alle unge i Tanger kender han vejen og prisen til Europas rigdomme. Men på onklens restaurant kan han ikke snakke frit. Så efter fyraften baner ban vej gennem Medinaens labyrint af smalle basar-gyder, hvor unge uden arbejde for en dirham eller to skraber affald sammen i små bunker, som rotterne vil fjerne i løbet af natten.

På en kaffebar med flakkende neonlys kan han tale uforstyrret om sine drømme og sin misundelse over, at illegale fra nabolandet Algeriet ikke som marokkanerne automatisk bliver udvist fra Spanien, blot fordi deres land er hærget af islamisk terror.

»De bliver fængslet i to uger, så får de opholdstilladelse,« har han hørt. »Folk herfra bliver bare smidt ud.«

Desperate
Der er billigere ture til Spanien, end dem Driss drømmer om. For godt 4000 kroner kan han komme over strædet i en af de små både fyldt med 15-20 illlegale. Men det er med livet som indsats.

Overfarten sker altid om natten.

Helst når tågen ligger tæt, og havet er roligt.

Sidste år anholdt de spanske myndigheder 16.000 illegale på vej ind i Spanien, men ingen ved nøjagtigt, hvor mange, der forsøger, eller hvor mange, der slipper igennem.

Heller ingen ved med sikkerhed, hvor mange der går under - drukner i det smalle Gibraltar-Stræde, som en eller anden med sans for dramatiske vendinger har kaldt »Verdens Største Massegrav.«

Nogle hævder, at mindst 1.000 mennesker omkommer på vejen mod det europæiske paradis. Andre siger, at det blot drejer sig om nogle få hundrede om året. Uanset hvem der har ret, kan man jævnligt i de sydspanske aviser finde notitser om strandvaskerne, der er skyllet i land - nogle gange ti, femten eller tyve ad gangen.

Deres drømme om livet som illegal i Europa står langt fra mål med virkeligheden, men »de ved ikke bedre« og »mange er desperate,« siger en ung officer fra den paramilitære gren af spansk politi, "Guardia Civil".

Civilgarden patruljerer hver nat i det smalle stræde, og stadig oftere støder de på små, synkefærdige både, fyldt med illegale. Næsten alle betaler dyrt for at komme over, og pengene, siger officererne fra kystpatruljen, går til »en organiseret mafia,« der fra begge sider af strædet driver en særdeles lukrativ forretning.

På havnen i Algeciras, på Spaniens sydligste spids, ligger en stribe af de både, som Civilgarden har konfiskeret. De mest sødygtige - nyere, hurtiggående både - har alle tilhørt hashmuglere. Alle de gamle både derimod - hvoraf de fleste ligner noget fra Søfartsstyrelsens rædselskabinet - har tilhørt menneskesmuglerne.

De kan tjene en formue på en enkelt tur over vandet fra Afrika i både som dem, der ligger i Algeciras. Den unge officer peger på en af dem: En 20-fods træbåd, revnet, hærget, og tilsyneladende kun lige i stand til at holde sig flydende. "Den fandt vi forrige mandag," siger officeren, "og der var 40 ombord."

Radarskærmen
Hans chef, kaptajn Manuel de Alba de Munuoz, fortæller stolt om sit skib. Med 1360 hestekræfter har det en tophastighed pænt over 40 knob.

På vej ind i havnen i Algeciras forklarer han også, hvad han leder efter på skibets radar: En lille prik, der fiser hen over skærmen, kan enten være en blærerøv i sin speedbåd - eller en hashsmugler. En lille prik, der bevæger sig langsomt, kan enten være en sejlbåd - eller en menneskesmugler. Og en lille prik, der pludselig forsvinder... Kaptajnen ryster på hovedet: Alt for tit har han været med til at samle stærkt forkomne mennesker op, og alt for ofte har det været for sent.

Men de bliver ved med at komme: I løbet af den seneste uge har Civilgarden standset en båd med de samme 30 mennesker to gange. Begge gange var de ude i alt for høj søgang - med alt for ringe udrustning, i en alt for ringe båd. De blev samlet op, sejlet i land, overgivet til politiet og sat på den første båd retur til Afrika - helt rutinemæssigt.

Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, siger kaptajnen, før de dukker op igen, som en lille prik på radarskærmen - helt rutinemæssigt. Ikke-marokkanere, der er kommet ind via lejrene i Ceuta og Melilla, får lov til at blive, bl.a. fordi Marokko nægter at tage dem tilbage. Efter kritik af forholdene har de spanske myndigheder flyttet omkring 8000 flygtninge til lejre i Andalusien, hvor de får spanskundervisning i ventetiden.

For de fleste er det en stakket frist. Selv om Spanien har hævet kvoten på legale indvandrere fra 8.000 i 1995 til 28.000 i år, er det langtfra nok til at opsuge alle. Flertallet får afslag, hvorefter mange går under jorden og arbejder illegalt i spansk landbrug eller søger længere op i Europa.

Selv de værste skrækhistorier om de illegales skæbne i Europa er dog ikke i stand til at ryste Koliba fra Mali. For ham findes der kun en vej, og den går over Middelhavet.

»Vi forsøger blot at overleve. Vi flygter ikke fra krig, men fra nød. Jeg har vandret gennem ørkenen og kun spist hver anden dag, så jeg ved, hvordan man klarer sig,« siger han og kaster endnu et blik fyldt med længsel ud over bølgerne.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten