Sitemap | Avanceret søgning |

Velkommen til Afrika

»Velkommen til Afrika. Her foregår tingene lidt anderledes end i Europa. Her hjælper vi hinanden.«  Hassan brokker sig højlydt over de 200 dirhams, ca. 140 kr., som vi vil give for hans hjælp.

Af JØRGEN ULLEUP, ERIK THOMLE og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 05-09-1998

TANGER

Evigt omkringfarende har han skaffet os gennem tolden på mindre end tre timer, og det er ifølge Hassan en præstation i Marokko, når bilen ankommer pakket med dæk og ekstra benzindunke på taget og oceaner af film i bagagen.

Afrika begynder i den eksotisk stinkende havneby, Tanger, hvor meget lidt er som i 1001 nats eventyr. Toldkontrollen er et beskæftigelsesprojekt med råbende toldere og hjælpere, som render i vejen for og vrænger af hinanden.

Arbejdsmænd i blå kitler og kalot på hovedet trækker plasticlegetøj, toiletpapir, Fanta-dåser og et gammelt køleskab ud af belgisk og fransk indregistrerede biler, tæt pakket med marokkanske udvandrere på vej hjem på ferie overlæsset med gaver til familien.

Fyldte lommer
For tolderne er der frit valg blandt gaverne. De fylder lommerne og lukker øjnene for resten af de afgiftspligtige varer.

Midt i virvaret er sortbørshajerne, hashhandlerne og plattenslagerne på jagt efter nye kunder.

»Livet går op og ned, og lige nu går det så meget ned i Europa, at man er bange for en arabisk invasion.«

Abdeslam Zegloui, Tanger

Hassan er en af dem. Charmerende og veltalende på fransk, engelsk og spansk løser han alle de problemer, han mere eller mindre selv opfinder, bistået af forvirrede toldere, der er eksperter udi genren.

»Velkommen til Afrika... Men I rejste jo hjem i går,« siger en betjent i et lidt for smart italiensk jakkesæt og studerer det stempel i passene, som en af hans kolleger på færgen har banket i. Af uransagelige grunde har kollegaen brugt et udrejsestempel dateret dagen forinden.

Siden følger forhør på forhør.

»Har I våben eller spionfilm? Vi har problemer nok i Sahara med oprørsbevægelsen Polisario,« siger en betjent.

Bilen bliver minutiøst endevendt, og politichefen konfiskerer en lille spraydåse med tåregas.

»Dette er en alvorlig sag,« formaner han, men ønsker os så god rejse. »I vil opdage, Afrika er et fint sted. Det er slet ikke så slemt, som I forestiller jer,« beroliger han og byder farvel.

Toldbehandlingen er forbi, Hassan og et par af hans kolleger får deres penge. Bag den brede sandstrand lokker Tanger med sit gamle Medina-kvarter, sine spillebuler, te-og rygesaloner og herrefrisører.

Luksus i Tanger
Tanger har igennem historien været hærget af romere, vandaler, maurere, indtil portugisere og siden englændere og franskmænd overtog kontrollen.

Flygtninge fra både Spanien og Centraleuropa slog sig ned i Tanger, der under det franske protektorat havde status af en international by med sine egne love. Sympatiske skatteregler lokkede internationale banker til i hobetal, og i første halvdel af århundredet var Tanger en af de foretrukne legepladser ved Middelhavet for europæisk, arabisk og afrikansk overklasse.

Men med Marokkos selvstændighed i 1956 forsvandt den specielle status, bankerne flygtede til Spanien og Schweiz, og glansen gik af Tanger. I dag boomer krisen, arbejdsløsheden og desperationen.

»Vi smiler, for hvad skulle vi ellers gøre. Livet er ikke altid let, men vi lægger det i Allahs hænder,« fortæller Chafik, 38-årig tjener med 1500 kr. om måneden. Med sin kone og to børn bor han i sine forældres hus sammen med yderligere otte familiemedlemmer. Men 100 kvadratmeter til 14 mennesker er luksus i Tanger. De færreste af hans venner tjener så meget, at de kan betale en normal husleje.

Frustrerede unge
Troen på skæbnen og Allahs vilje synes at fungere som en ventil for elendigheden i Tanger. I Medinaens labyrint af smalle gader med frugtboder, cous-cous, restauranter og prangere indenfor alt fra badesandaler til kelimtæpper, er venligheden mod den fremmede overstrømmende. Også fra dem, der ikke automatisk opfatter turisterne som en mulighed for at tjene et par dirhams.

Endnu har de menige marokkanere ikke mærket meget til de løfter om nye tider med økonomisk vækst, som i foråret blev lanceret som ambitionerne for landets nye socialistiske regering.

Hver anden i Marokko er analfabet, og to ud af tre er under 30 år. Cafeerne er fyldt med frustrerede unge, som under deres ludospil kun drømmer om en fremtid i et andet land.

Andre hutler sig frem ved at sælge amerikanske cigaretter enkeltvis, ved at pudse sko eller som te-drenge. De tilbyder også at sælge deres lillesøster, hvis turisten skulle være interesseret. Alt er muligt.

»Vi er tolerante«
Lukketider er et variabelt begreb i Medinaen, hvor kræmmerne stadig råber priserne på deres slagvarer langt ud på aftenen. Og hos frisøren Mohamed Nounokrache er der stadig fuldt hus. Men vennerne kommer ikke for at blive klippet. De drikker te, spiser solsikkekerner og diskuterer, mens kong Hassan II våger over dem fra sin hædersplads på væggen.

»Vi forsøger at holde os muntre og fylder ikke hovedet med trivielle problemer. Livet går op og ned, og lige nu går det så meget ned i Europa, at man er bange for en arabisk invasion,« konstaterer 56-årige Abdeslam Zegloui klædt i en lang djellaba-kjortel, arabiske Babousch-snabelsutsko og en berberhat.

»Men vi er tolerante, og en dag vil udviklingen svinge igen, sådan går historien. I mellemtiden vil vi have lov til at være stolte af vores by, som altid har været international og åben. I kan være trygge i Tanger. Hjertelig velkommen til Afrika.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere