Sitemap | Avanceret søgning |

Porten til Afrika

I det brogede virvar på færgehavnen i Algeciras står en spansk betjent med korslagte arme. Han lader blikket vandre frem og tilbage.

Af MIKKEL HERTZ, JETTE ELBÆK MARESSA, JESPER VOLDGAARD(foto) og HENRIK THOMSEN
Publiceret 04-09-1998

ALGECIRAS


Porten til Afrika (1)

Algeciras er som Istanbul - eller Miami for den sags skyld: En krydsning mellem to verdensdele. Europas sydligste bastion.

Afrika er kun 14 kilometer herfra, på den anden side af indsejlingen til Middelhavet.

Folk på vej sydover gider politimanden knap nok kigge på. Den bulede røde Renault på franske plader får uantastet lov til at rulle ombord på færgen. Også den gamle Fiat fra Italien.

Biler fra hele Europa, tungt lastede, de fleste med mindst en kubikmeter kompakt bagage på taget.

Marokkanerne på vej hjem er ikke interessante for politiet. Her drejer det sig kun om trafikken med kurs mod nord; afrikanere, der vil ind i Europa.

Salatfadet holder parat i skyggen, og med ét er der gevinst: En ung kvinde og to mænd bliver venligt, men bestemt beordret ind i bilen. De har ikke papirerne i orden. Drømmen om Europa ender på det marokkanske konsulat, som skal sørge for, at de sendes hjem til Marokko igen.

»Hvor mange tog de?«
»Så du, hvor mange de tog med?,« spørger Samir Khakr, en ung marokkaner, der står ved færgelejet og venter på sin kæreste. Hans øjne følger politibilen, der forsvinder væk fra havneområdet.

Han ryster på hovedet. Lidt efter viser han os sin egen opholdstilladelse, udstedt i Sevilla. Den gælder i tre år og har givet Samir et job som tjener i Madrid.

Han er sluppet gennem nåleøjet til Europa.

Man skal ikke dykke dybt i FN-statistikkerne for at finde årsagen til, at så mange afrikanere forsøger at forcere det europæiske bolværk.

Kontrasterne mellem syd og nord, ja selv mellem de to lande ved Gibraltarstrædet, er groteske:

En kvinde i Spanien kan for eksempel forvente at blive 81 år gammel, mens hendes medsøster i Marokko syd for strædet kun skal regne med at opnå 68 leveår. Sådan kunne man blive ved inden for alle felter, hvor der føres statistik - og det siger som bekendt ikke så lidt.

Afrika er på en lang række områder håbløshedens kontinent, og i store dele af kontinentet går udviklingen den forkerte vej.

Det er svært at se lys for enden af tunnelen.

Vestens interesse væk
Læg dertil, at koldkrigens afslutning aldrig gav Afrika den forventede og fortjente dividende - fred, selve forudsætningen for udvikling.

Med Berlin-murens fald forsvandt supermagternes militærstrategiske interesse i Afrika ganske vist.

Sovjetunionen og USA havde efter afkoloniseringen installeret og støttet diverse regimer og oprørsbevægelser rundt omkring på kontinentet, men med kommunismens fald blev disse marionetforetagender pludselig vraggods på en kaotisk politisk scene.

Uden sponsorer ebbede krigene i Etiopien, Mozambique og til dels Angola ud. Men fred fik Afrika ikke.

I Angola, hvor UNITA-oprørerne takket være ulovlig diamantudvinding var mindre sponsorafhængige end andre, er kampene fortsat.

Ny verdensorden
Og ser man ud over Afrika-kortet, er det i det hele taget svært at øjne amerikanernes store post-koldkrigsvision om en ny, fredelig verdensorden: Krig, oprør og revolter trækker et bredt bælte af usikkerhed og død tværs over kontinentet fra Angola i sydvest til Sudan i nordøst.

I de senere år tændte Sydafrikas fredelige overgang til demokrati og en ny generation af unge, afrikanske ledere ellers håb for det hårdt plagede kontinent.

Men der findes kun én Nelson Mandela, og han går på pension næste år. Og de unge håb er på grund af konflikten i Congo røget i totterne på hinanden.

Nu vil Afrika-pessimisterne tilføje et »hvad sagde vi« og så i øvrigt begynde at tale om AIDS, befolkningseksplosion, fattigdom, hungersnød, nepotisme, korruption, bistandsmisbrug og alle de andre dårligdomme i den ende af verden.

De skal dog ikke få det sidste ord.

For der findes lyspunkter for de 778.500.000 afrikanere. Først og fremmest på den økonomiske side.

Lande fremhæves
Efter nogle hårde år med økonomiske strukturtilpasninger, der socialt vendte den tunge ende nedad, er flere lande inde i en gunstig gænge. Verdens-banken fremhæver Uganda, Ghana, Mali og Botswana som glorværdige eksempler - men tilføjer så samtidig, at det i alt for mange andre lande går den forkerte vej, væk fra det man i terminologien kalder »god politik«.

»Det er vort håb, at de gode eksempler kan blive forbilleder for andre lande. Vi kan ikke tvinge nogen til reformer, der er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse. De må komme fra landene selv,« siger David Dollar, forskningsleder i Verdensbanken.

Han er hverken optimist eller pessimist på Afrikas vegne.

»Jeg befinder mig vel nogenlunde midt imellem,« siger han.

Og sidder man i Afrika og ikke Washington, så er det mere oplagt at være pessimist end det modsatte. Derfor travlheden på havnen i Algeciras, brændpunktet, hvor Afrika og Europa smelter sammen.

To kulturer
Hvor to kulturer fusionerer i de varme, støvede gader. Man ser det på arkitekturen, i butiksvinduerne, på cafeerne og på gadeskiltene, der viser vej på både spansk og arabisk.

Man kan lugte det på byens marked, hvor en sødlig duft af eksotiske krydderier lægger sig over stanken af fisk og plukket fjerkræ. Torvet i nærheden er belagt med arabiske kakler, fint dekoreret i stærke farver. Kun kirken fortæller, at dette er ikke Afrika.

I denne by møder man den velklædte spanske familie på spadseretur, den tilslørede kvinde, som netop har hentet et par døde haner på markedet, de mange rejsende, som kommer til og fra - og alle krejlerne, der er et fast element i gadebilledet.

På vej nordpå
På en kakkelbænk på torvet sidder Rafik Lathifa med sine tre børn. Hun er en spinkel kvinde med mørkt, skulderlangt hår - syg, siger hun, uden at fortælle, hvad hun fejler. Den lille familie hviler ud på torvet, inden rejsen fortsætter nordpå, til Malaga, hvor de vil forsøge at skabe sig en ny tilværelse.

En tilværelse i det rige Europa.

Moderen frabeder sig bestemt at blive fotograferet. Hun er her, som så mange andre, illegalt. Hun fortæller ikke, hvordan hun er kommet ind i landet, men gør det klart, at hun hverken har opholdstilladelse eller arbejdstilladelse - kun en spinkel drøm om, at hendes børn får lov til at vokse op i Europa, langt fra det Afrika, hun har lagt bag sig.

»Men de skal ikke leve som indvandrere. De skal studere og leve et intellektuelt liv i enten England eller Tyskland,« siger hun.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere