Sitemap | Avanceret søgning |

Den kostbare tid

Vandet er 20, luften lidt mere - og tiden nærmest snegler sig afsted. San Bartolomeo al Mare er en typisk norditaliensk badeby, bygget til fritid, ferie og ikke ret meget andet.


Den kostbare tid (1)
Teresa og Giovanni i spiller kort - for at få tiden til at gå.


I hver af de små gader ligger mindst tre hoteller og fem pensionater. Her er pizza-barer og iskiosker, minigolf, windsurfing, cykeludlejning og fælles-motionering på det lille torv.

En stærkt adræt ung kvinde med en overdimensioneret ghetto-blaster fører an, og et par hundrede badegæster forsøger pligtskyldigt at følge hende. Jane Fonda kunne ikke have gjort det meget bedre, og alt er tilsyneladende som det skal være.

Men også kun tilsyneladende.

For de eneste, som for alvor ser ud til at nyde ferien og fritiden her, er en flok midaldrende tyskere, der sidder nede ved vandet og hælder dagens første halvlitersøl i sig - et godt stykke tid inden klokken er slået 11.

Resten af feriegæsterne synes at kede sig noget så gudsjammerligt, hvilket man kun vanskeligt kan bebrejde dem.

For med mindre man er helt vild med windsurfing eller synes, at det er lykken at stå op klokken fem om morgenen og smide en snøre ud efter nogle fisk, som alligevel aldrig bider på, er udfoldelsesmulighederne i San Bartolomeo al Mare begrænsede.

Man kan sole sig, spille kort, bade, spise, drikke eller gå aftenture på strandpromenaden - og så er det stort set sagt.

I denne by hører man hele tiden den dovne lyd af badesandaler - badesandaler i hundredevis - der slæber sig langsomt hen over asfalten.

Nogle slår sig for en stund ned på en bænk - for at læse avis eller for blot at sidde og stirre ud i luften.

Andre gætter kryds-og tværs.

Men det synes som om hovedparten af feriegæsterne her blot venter på, at tiden går, indtil ferien er slut, og de skal hjem igen, hvor de end er kommet fra.

Tidstagerne
EU's statistiske kontor - Eurostat - har en plan om, i løbet af det næste år eller to, at gennemføre en storstilet undersøgelse, der skal afdække, hvad vi i Europa egentlig går rundt og bruger vores tid til.

Tusinder af mennesker vil blive inddraget i projektet - og deres tidsforbrug detaljeret kortlagt, døgnet rundt, med 20 minutters intervaller: Hvad laver de, hvor længe, hvornår og sammen med hvem?

Det er et enestående projekt, som andre kulturer, der ikke har råd til - eller grund til - at skelne mellem arbejde og fritid, må ryste på hovedet af.

Men opfattelsen og især værdien af tid er, med historikeren Søren Mørchs ord, noget »ejendommeligt ved den europæiske kultur.« Ingen anden kultur hænger sig som den europæiske i tidssynkronisering og i betydningen af præcise urværker. Og intet andet sted på kloden vejer evnen til at overholde aftaler og være punktlig så tungt som her.

Det er tegn på ansvarlighed. På at man er et modent og dannet menneske. Det er, kan man sige, selve koncentratet af europæisk civilisation. Og fritiden er ingen undtagelse:

Tiden er blevet så knapt et gode, at det ikke alene drejer sig om at være punktlig og præcis: Man skal tillige kunne være skødesløs - på den rigtige måde, vel at mærke - for at demonstrere, at man har et overlegent forhold til tiden.

»Tid er status,« fastslår forskeren Jens Bonke fra Socialforskningsinstituttet - Danmarks repræsentant i den arbejdsgruppe, som omkring årtusindeskiftet skal kortlægge europæernes tidsforbrug.

»Det handler om at vise, at man kan forvalte det knappe gode,« siger han.

Det rigtige "look"
Aldrig tidligere har den såkaldte fritidsindustri haft så gode tider som nu. Salget af eksempelvis stadig mere avancerede og stadig dyrere fritidssko er rekordhøjt. Signalværdien er ganske klar - det er i vidt omfang den, man betaler for - og det afspejles tydeligt blandt feriegæsterne i San Bartolomeo.

Ingen kan være i tvivl om, at hovedparten både bruger mange penge og mange kræfter på det rigtige tøj, det rigtige udstyr og det rigtige »look.«

De går til stranden i badedragter med kendte designmærker på brystet. Selv de obligatoriske badesandaler er "firmati" - forsynet med det logo, som viser forbipasserende, at man ikke stikker sine fødder i hvad- som-helst. Og om aftenen sidder sommerkjolerne og make up'en ulasteligt, når gæsterne her går tur ad strandpromenaden.

Men stedet er, når det kommer til stykket, langt fra så mondænt som andre steder langs Middelhavsriveraen - San Remo, Nice og Monaco for eksempel. San Bartolomeo al Mare er ikke finere, end at alle kan være med.

Også sådan nogle som Teresa og Giovanni, et midaldrende par fra Torino:

Han er murer, hun er hjemmegående, og gennem tre år har de sparet op for at få råd til ferien her. Det er lykkedes dem at erobre godt en kvadratmeter af den lille, offentlige strand - det eneste sted, hvor man kan få adgang til havet, uden at skulle betale for det.

»Det dér - det er kun for de rige,« siger Teresa og nikker over mod det indhegnede stykke strand et par meter borte, hvor gæsterne fra de dyrere strandhoteller sidder på stribe i deres nummererede liggestole.

Teresa selv fordriver tiden med at spille kort. Efter tre uger på den samme plads på stranden er der indledt tilstrækkeligt mange feriebekendskaber til et parti "briscola". Dagens resultater føres omhyggeligt ind i en lille notesbog, men kortspillerne forsikrer, at her spiller de kun om æren.

»Vi spiller bare for at få tiden til at gå,« forklarer de.

Kortere arbejdstid
I Italien er det ikke usædvanligt at have en arbejdsuge på 40 timer - et pænt stykke over det europæiske gennemsnit. Men sådan vil det formentlig ikke være meget længere:

Det italienske parlament har vedtaget at nedsætte arbejdstiden til 35 timer om ugen. Beslutningen er presset igennem af kommunistpartiet Rifondazione Comunista ud fra en argumentation om, at en kortere arbejdsuge vil være det mest effektive middel til at bekæmpe Italiens relativt høje arbejdsløshed, der ligger på godt 11 procent.

Der er imidlertid delte meninger om hvilken effekt, sådan en arbejdstids-nedsættelse vil have. I Danmark har blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnet, hvilke konsekvenser, det vil få, hvis man i EU enes om at nedsætte arbejdstiden med 2,5 procent.

Konklusionen på de beregninger viser, at en sådan generel arbejdstidsforkortelse vil ramme Europas konkurrenceevne hårdt.

Det vil sige, at der formentlig skabes flest nye arbejdspladser i blandt andet USA og Asien - med mindre EU's lønmodtagere vil være villige til at gå tilsvarende ned i løn.

»En generel nedsættelse af arbejdstiden forbedrer ikke konkurrenceevnen,« siger økonom Henrik Hofman fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

»Og al erfaring viser, at meget få er villige til at gå ned i løn,« siger han.

Tiden, der forsvinder
Dertil kommer, at en nedsættelse af arbejdstiden ikke nødvendigvis er ensbetydende med mere fritid.

Det fremgår blandt andet af en fem centimeter tyk rapport om fremtidens arbejde og fritid i Europa. Rapporten, bestilt af Europa- Kommissionen og udarbejdet af en gruppe europæiske forskere, er netop blevet færdig. Den danske bidragyder var Jens Bonke fra Socialforskningsinstituttet.

Rapporten konkluderer, at vi i Europa, på trods af en stadig kortere arbejdstid, paradoksalt nok får stadig mindre tid til os selv - og stadig mindre egentlig fritid.

For Familien Europa er kortere arbejdstid blevet spist op af det, forskerne kalder en "øget erhvervsfrekvens":

Stadig flere af os - især stadig flere kvinder - har erhvervsarbejde. Resultatet er, at gennemsnitseuropæeren, kortere arbejdstid til trods, over de seneste 25 år har fået mindre og mindre egentlig fritid.

Det lyder næsten som en opfyldelse af profetien i tyskeren Michael Endes godt 20 år gamle eventyrroman "Momo", hvor "de grå herrer" stjæler tiden fra folk. I bogen opfordrer "de grå" menneskene til at sætte deres tid i en tidssparebank. Men jo mere tid de sparer, des mere stressede bliver de. Og ingen kan rigtig finde ud af, hvor al den sparede tid bliver af.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere