Sitemap | Avanceret søgning |

Træd af på naturens vegne

Det er næsten pinligt, men vi kan lige så godt se det i øjnene: Vores etape, den første på JP-ekspeditionens lange vej Jorden rundt, er ikke så forbandet eksotisk.

Af MIKKEL HERTZ og JETTE ELBÆK MARESSA og JESPER VOLDGAARD (FOTO)
Publiceret 28-08-1998


Træd af på naturens vegne (1)
Ekspeditionsdeltager Jette Elbæk Maressa fordøjer indholdet af bøgen"How to shit in the woods," en af de bøger der findes i JP Explorers bibliotek.

Det ærgrer os en anelse, og vi erkender det blankt:

Vi har hverken haft brug for sanddækkene, medicinkassen eller vores mange Jerry- cans. Faktisk er Jyllands-Postens Explorer-hold nået helt til Norditalien uden overhovedet at have haft brug for noget så simpelt som reduktionsgearet.

Det er næsten pinligt, men vi kan lige så godt se det i øjnene:

Ueksotisk
Vores etape, den første på JP-ekspeditionens lange vej Jorden rundt, er ikke så forbandet eksotisk.

Det europæiske vejnet er ganske enkelt for civiliseret til at udgøre en egentlig udfordring, og vi var formentlig havnet i detentionen eller hos fremmedpolitiet, hvis vi for alvor havde kastet os ud i seriøs terrænkørsel.

En klassiker
Således desillusionerede har vi måtte ty til andre midler i forsøg på at få afløb for vores eventyrlyst. Vi fandt svaret i går, i det lille bibliotek, Exploreren er udstyret med - i bogen "How to shit in the Woods," der tilsyneladende er en klassiker blandt virkelige naturentusiaster.

I en stueren oversættelse hedder bogen "Hvordan man forretter sin nødtøft i skoven". Og når man nu ikke har lejlighed til at hverken at forcere flodlejer eller køre gennem golde ørkenlandskaber, er det da det mindste, man kan gøre.

En alvorlig sag
Bogen er en ganske alvorlig sag - skrevet af »den amerikanske flodguide« Kathleen Meyer. I forordet retter hun en varm tak til sin afdøde onkel Ernie, som synes at have været til evig inspiration - og til de mange, mange anonyme, der har øset af egne erfaringer og tekniske viden.

Og på trods af, at emnet er belagt med visse tabuer, kunne man tro, at opgaven ville være forholdsvis lige til. At enhver, så at sige, nærmest instinktivt ville være fuldt kvalificeret. Men også her kom Explorer-holdet på en seriøs udfordring.

Alene bogens kapitelinddeling antyder, at der her er tale om et helt specielt job, der næppe kan fuldføres uden den fornødne ekspertbistand:

Det rigtige hul
Bogen indledes med en gennemgang af »nødtørftens anatomi,« efterfulgt af en vejledning i hvor, hvorfor og hvordan man graver det rigtige hul - samt et kapitel om, hvad man stiller op, når man færdes på steder, hvor der ikke kan graves - på en lodret klippevæg eller åbent hav eksempelvis.

Kapitel fire handler om, hvordan man - for at kunne færdes i naturen uden at efterlade sig spor overhovedet - selv kan samle op efter sig og, for nu at være direkte, tage skidtet med hjem. Blandt andet kan man benytte en dertil særlig indrettet letvægtscylinder - med låg. Vi har imidlertid på Explorerens udstyrsliste ledt forgæves efter sådan en sag, hvilket måske - af hensyn til deltagerne på næste etape - er godt det samme.

Hold maven i orden
Der er dertil en udførlig beskrivelse af, hvordan naturelskeren holder maven og fordøjelsen i orden - mens kapitel seks kun er for kvinder. Det handler grundlæggende om hvordan man svarer, når naturen kalder, uden at få våde sokker. Det syvende og sidste kapitel er helt grundlæggende og relevant for enhver - med anvisninger i, hvad man stiller op, når man er løbet tør for papir.

Det er med andre ord en ordentlig mundfuld at få i hovedet på én gang - særligt for ekspeditionsdeltagere, som end ikke har bestået den lille urinprøve. Men sådan er det ude i den store verden.

Bare vi havde haft onkel Ernie med.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Italien

Klassetrin
7.-10. klasse