Sitemap | Avanceret søgning |

Den grimmeste by

De lokale hævder hårdnakket, at der i Europa findes byer, som er grimmere end Lodz. Grünheim i Sydtyskland for eksempel. Eller Manchester i England.

Af MIKKEL HERTZ og JETTE ELBÆK MARESSA og JESPER VOLDGAARD (foto)
Publiceret 25-08-1998

LODZ

De er i hvert fald næsten lige så grimme, må de lokale så tilstå, når man går hårdt til dem.

For det er svært, hvis ikke umuligt, at komme uden om: Lodz tager ganske enkelt prisen.

Hvis det ikke var fordi vi rejste på bladets regning, ville vi godt sætte 100 zloty på, at det er den grimmeste by i Europa.

»Malerisk«...?
Man kan formentlig lære at holde af også denne by - noget sådant kan på stående fod ikke helt udelukkes - og eksempelvis vælger en af de lokale kunstnere omhyggeligt betegnelsen »malerisk«, da vi beder ham beskrive sin fødeby med bare et enkelt ord. Men som forfatteren Bent Gynther skriver i sin fremragende Polen-guide fra 1993:

»Det hænder, at der er byer, man bør undgå. Et sådant sted er Lodz - med mindre det altså lige netop er Lodz, man for enhver pris vil besøge.«

Og den danske Polen- kender står langt fra alene:

Den tyske forfatter Hans Magnus Enzenberger har, uden mindste tvivl eller tøven, kåret Lodz som Europas grimmeste by. Og Politikens Forlag har i »Turen går til Polen« forsøgt at skåne rejselystne læsere for et uventet chok ved ganske enkelt ikke at nævne Lodz med så meget som ét eneste ord - til trods for, at der er tale om Polens næststørste by.

200 års fejl
Der er med andre ord tale om en nærmest ubeskrevet plet på landkortet - et oplagt mål for Jyllands-Postens Explorer-ekspedition - og Lodz ligner præcis det, den er: Resultatet af 200 års total fejlslagen planlægning.

Det gik først galt under industrialiseringen i sidste århundrede, da byen, som Polens svar på Ikast, blev udnævnt til at være nationens tekstilcentrum. I løbet af få årtier voksede Lodz fra at have knap 10.000 indbyggere til at huse langt over en kvart million mennesker.

Senere, under Anden Verdenskrig, blev Lodz af ukendte årsager forskånet for de systematiske bombardementer, der lagde stort set enhver anden polsk by i ruiner. Og siden måtte stedet her, som også resten af landet, gennem 50 års kommunistisk planøkonomi - et kapitel af historien, der naturligvis ikke er gået sporløst over landskabet.

Betonblokke
Rundt om rejser store betonblokke sig, nærmest på må og få, uden smålige hensyn til for eksempel trafik- og indkøbsforhold. Om det oprindeligt har været hensigten er uvist - men man kan ikke færdes her uden at føle sig meget, meget lille. De lokale har for vane at snige sig langs murene, som panelfræsere, muligvis også for at undgå de store vandpytter, der har samlet sig mellem husene.

I bymidten består Lodz, med nogle forfaldne herskabspalæer og en stump fupmoderniseret gågade som undtagelse, af en stribe konkurstruede industrikomplekser, placeret midt i boligmassen - gade op og gade ned af fem-seks-etagers kvadratiske, brungrå ejendomme af ubestemmelig alder.

Intet formildende
De ser alle ud, som var de bygget af lige dele slagger og Polyfilla, og som risikerede man at falde gennem murværket, hvis man lænede sig for voldsomt op ad det.

Muligvis har der aldrig været kønnere her. Som det fremstår, er der ingen formildende omstændigheder. Det er lige før, at en parabol-antenne pynter gevaldigt op.

Lodz' store jødiske kirkegård, den største i Europa - et fornemt historisk mindesmærke - er det smukkeste, vi finder i byen. Men selv den er vokset til og aldeles forsømt. Mange gravsten ligger knust eller væltet, og de lade opsynsmænd synes at være de eneste levende væsener, der nogensinde kommer her.

Dynger af affald
Byen bærer præg af en udpræget ligegyldighed. Kun sjældent finder man en opgang, hvor man ikke skal skræve over en beskidt og gnaven køter, hvis man vil indenfor. I de triste gårde spiller børnene fodbold op ad lokumsskurene. Her og der mangler en rude. Skraldespandende henstår, som var de ikke blevet tømt, siden Lech Walesa blev udlært elektriker - mellem stinkende dynger af affald.

I en port hænger en flok unge med deres cykler og billige smøger - for hvor skulle de ellers gå hen? På legepladsen står et gyngestativ, uden gynger, og en bænk uden hverken sæde eller ryglæn.

Et netværk af brede, fire- sporede hovedveje skærer tværs gennem byen - umulige at krydse for en fodgænger i bare nogenlunde normalt tempo, og hullede som efter et middelsvært granatangreb.

Tung trafik brøler gennem Lodz, fra morgen til aften, i halsbrækkende tempo - som havde samtlige bilister besluttet at følge Bent Gynthers velmente råd om, at dette er en by, man helst bør undgå.

»Ingen sammenligning«
Alt nagelfast i denne by er slidt ned til skosålerne - men selv en gennemgribende forskønnelse ville næppe hjælpe stort. Lodz er planlagt uden ringeste fornemmelse for, at rigtige, levende mennesker virkelig kunne finde på at bosætte sig her, og det er dét, der gør den så umådelig grim.

Som Lodz' borgmester nok så sigende selv skriver på byens Internet-side: »Jeg drømte altid, at Lodz ville være et sted, hvor folk gerne ville bo og arbejde.«

Hvornår drømmen brast er uvist. Måske borgmesteren bare har været lidt naiv. For som han selv konstaterer:

Lodz kan ikke sammenlignes med nogen anden by.

Lodz er planlagt uden ringeste fornemmelse for, at rigtige, levende mennesker virkelig kunne finde på at bosætte sig her.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere