Sitemap | Avanceret søgning |

Byggeplads Berlin

De sidste fredags-branderter er endnu ikke vaklet hjemad, og nattemørket hænger stadig over byen. Men Potsdamer Platz, formentlig den største byggeplads i Europa siden Christian den fjerde slog sig løs i København, er badet i det skarpe lys fra hundreder af projektører.

Af JETTE ELBÆK MARESSA, MIKKEL HERTZ og JESPER VOLDGAARD (Foto)
Publiceret 23-08-1998


Byggeplads Berlin (1)
Byggepladser på Potsdamer Platz i Berlin.

Natholdet er i gang. Der arbejdes i døgndrift på at opføre megabyggerier, som elektronik- og musikgiganten Sony's nye europæiske hovedkvarter. Foreløbig er betonkonstruktionen skudt 96 meter i vejret, og bygningen er langt fra færdig.

Den står dér og lyser op i natten, som var det juletræet på rådhuspladsen, omgivet af dusinvis af lignende futuristiske konstruktioner.

Byggekranerne i Berlin har stået der så længe, at de næsten er blevet en kliché.

»Det er et stort rod,« siger folk og ryster på hovedet.

»Og hvad skal det ikke ende med?« spørger de så.

Byen er ved at ryste fortiden af sig. Den er mere end noget andet præget af forventning, af håb og af drømme om fremtiden. En fremtid, hvor Berlin rejser sig og kommer til ære og værdighed som det nye forenede og selvbevidste Tysklands, og måske endog Europas, hovedstad.

Det er kendetegnende, at Otto von Bismarck - manden, der som Preussens hårde og kontante bundeskansler i 1871 samlede Tyskland - igen dyrkes som en national helt.

Men den historiske arv vejer fortsat tungt. Nogle mener allerede at kunne høre ekkoet af marchmusik og støvletramp. Som Karsten Voigt, det socialdemokratiske parti SPD's udenrigspolitiske ordfører, siger:

»Frygten for Tyskland spiller stadig en rolle i Europa.«

»Og ikke uden grund,« tilføjer han så:

»Tyskland er den største elefant vest for Rusland, og hver gang elefanten bevæger sig, er det et problem for vore nabolande - ligesom det er et problem, hvis elefanten ikke bevæger sig.«

Karsten Voigt sidder i sin nye lejlighed i Berlin - ikke langt fra Brandenburger Tor, Rigsdagen og de andre massive bygningsværker, der mere end noget andet symboliserer »hele den ambivalente side af Tysklands historie.«

Om kort tid, ved årtusindeskiftet, kommer disse magtsymboler igen til deres ret. Det sker, når Forbundsdagen og den tyske kansler - hvem han til den tid end måtte være - flytter til byen og dermed tager endnu et skridt mod at fuldende den tyske genforening, der blev indledt for snart ti år siden.

»For første gang nogensinde vil byens magtsymboler blive knyttet til en demokratisk proces,« siger han - og tilføjer så med et smil:

»Det, vore naboer kunne have grund til at frygte, er i dag ikke tysk imperialisme - men tysk provinsialisme.«

Han mener, at det er på høje tid, at politikerne siger farvel til Bonn, den lille idylliske by ved Rhinen. I Berlin vil de i den grad blive konfronteret med de påtrængende symboler på Tysklands historiske arv - og ikke mindst de mørke sider af den - at det nærmest vil være en daglig påmindelse om, hvor galt det kan gå.

Og ikke nok med det. I Berlin vil de folkevalgte også møde resten af den virkelige verden:

- De dybe problemer med den indre tyske splittelse mellem Øst og Vest.

- Presset fra Øst, der har bragt tusindevis af illegale indvandrere fra blandt andet Polen, Rusland og Ukraine til Berlin.

- Arbejdsløsheden og de andre følgevirkninger af nationens mildest talt moderate økonomiske situation.

- Og foragten for Tysklands - eller snarere Vesttysklands - etablerede politiske partier, der kan give rabiate højrekræfter en markant fremgang allerede ved forbundsdags-valget i næste måned.

»Jeg håber inderligt, at Tyskland - med Berlin som hovedstad - vil blive mere bevidst om sin rolle i Europa, og at den politiske elite ved at flytte fra Bonn bliver langt mindre provinsiel,« siger Carsten Voigt.

Her bor en mand med magt
Diskussionen om Berlin eller Bonn er for længst afgjort - og død. Beslutningen er truffet, kufferterne er snart pakket, og ved siden af Rigsdagsbygningen skyder det nye Kansleramt snart op.

Foreløbig er det stort set kun et gigantisk hul i jorden og nogle rå betonvægge. Men modellen på, hvordan bygningen kommer til at se ud, efterlader ingen tvivl:

Det bliver en bygning, der i klare linier signalerer og fortæller, at her bor en mand med magt. Og præcis sådan skal det være, fastslår præsidenten for Berlins arkitekturkammer, Cornelius Hertling.

Han er en ivrig debattør i den aktuelle og intense diskussion om det nye Berlin. En diskussion, der har delt hovedstaden i to:

Den ene lejr vil benytte den enestående chance, det store ar efter Murens fald har efterladt, og skabe et nyt Berlin - som den moderne, tyske hovedstad. Den anden lejr vil genopbygge det, der var engang - sidst Tyskland var en stor nation og med pomp og pragt foldede sig ud om store pladser, opkaldt efter de blodige sejre over den historiske ærkefjende, Frankrig.

Den 72-årige Cornelius Hertling erklærer sig for modernist og siger i klart sprog, at han inderligt håber, at det ikke må lykkes for genopbygningstilhængerne at få opført en »kitsch-kopi« af Berlin.

»Den moderne arkitektur skal vise, at tyskerne befinder sig i centrum af Europa, at vi er åbne og demokratiske - og at vi er store,« mener han.

Den gamle arkitekts begejstring for kanslerens kommende magtfulde bolig strækker sig videre til rækken af senatsbygninger, som kommer til at ligge i tæt forlængelse af Kansleramtet - kun få hundrede meter fra det sted, Berlin-muren stod og et stenkast fra Rigsdagen.

Komplekset bliver ifølge Cornelius Hertling det mest vellykkede arkitektoniske udtryk for det nye Tyskland: Det er åbent, det er stort og ved at strække sig over Spreefloden forbinder det Øst og Vest.

»En stor symbolsk hæfteklamme,« lyder Hertlings karakteristik.

Europas største beton-ghetto
Man skal imidlertid ikke mere end få kilometer væk fra det trafikale kaos og byggerodet i det indre Berlin, før det står lysende klart, at det store sociale eksperiment - forsøget på at forene de to Tysklande - langt fra er fuldbragt.

Marzahn for eksempel, en forstad til det tidligere Østberlin, ligner alt andet end en metropol: Set herfra er debatten om den ny tyske hovedstad, den historiske arv, den nationale bevidsthed og Tysklands rolle i Europa uendelig fjern. Hele diskussionen om magten og dens symboler forekommer som noget intellektuelt pladder, bydelens aktuelle problemer taget i betragtning.

Marzahn er Europas største beton-ghetto, med 36,000 lejligheder - det er Brøndby Strand gange ti eller Gellerup-planen i fjerde potens. De massive boligblokke her blev opført som mønsterby i det kommunistiske DDR. Her kunne flittige og driftssikre arbejdere gøre sig fortjent til en lejlighed med bad, varme, rindende vand og affaldsskakt.

Men bydelen er som andre i den tidligere østsektor i dag tynget af en mærkbar social deroute som følge af de problemer, der fulgte efter Murens fald:

En voldsom arbejdsløshed, vold, druk, kriminalitet og en tiltagende økonomisk og politisk polarisering.

Der er ikke en ærlig arbejdsplads og ingen steder at stå i lære. Der er i det hele taget ikke meget at foretage sig. Her færdes man ikke ude om aftenen - og de, der kan, flytter ud herfra.

De efterlader tomme lejligheder, som bare står og forfalder. Stort set de eneste, der flytter ind, hører til socialkontorets stamgæster. Her bor også hovedparten af de såkaldte Volga-tyskere - tusindevis af mennesker af tysk afstamning, som efter genforeningen fik ret til at bosætte sig i Forbundsrepublikken.

»De fleste kommer fra Kasakhstan,« siger Cornelia Reinauer, viceborgmester i Marzahn.

»Og de ender næsten alle som bistandsklienter.«

Her bryder man sig generelt ikke om de nye tider - og da slet ikke om de fremmede, hvad enten de kommer fra Øst eller Vest. Peter Ziegler, en 65-årig pensioneret værktøjsmager, peger rundt på boligblokkene:

Dér bor vietnamesere, dem der sælger polske smuglercigaretter.

Dér bor polakkerne - Schwarzarbeiter alle sammen.

Dér bor Volga-tyskerne, som ikke engang kan tale tysk.

Og dér ... han kan blive ved.

Og ét er, hvisker Ziegler indædt, at Tyskland måtte anerkede Oder Neisse-grænsen. Men skulle det nu også være nødvendigt at lukke alle de fremmede ind...

Nede ved den store gennemfartsvej, Kosmonauternes Alløe, hænger CDUs store valgplakater, med kansler Helmuth Kohl i nærbillede under overskriften Weltklasse fr Deutschland.

Dø langsomt, har nogen malet henover en af dem.

Bye-Bye, står der henover den næste, hvor der er placeret en skydeskive midt i panden på kansleren.

Den indre mur og dansk nationalfølelse
Og viceborgmesteren Cornelia Reinauer, medlem af det socialistiske PDS arvtager fra DDRs kommunistparti ved, at leden ved magthaverne i Bonn ikke nødvendigvis kommer hendes parti til gode:

Der er mange højre-vælgere her, siger hun.

Og der bliver stadig flere, især blandt de unge.

Med højre-vælgere mener hun tilhængere af de helt yderliggående, populistiske organisationer partier med navne som NPD og DFU, der åbent taler om AuslÆnder heraus og skriger Tyskland for tysken.

Også det er en udfordring for den nye tyske hovedstadÆ Den indre mur, der stadig findes i hovedet på mange. Hvad den og en eventuel sejr for højrepartierne kommer til at betyde ikke bare for byen her, men også for nationen og den tyske selvbevidsthed, er aldeles uvist.

Hvis Tyskland går mod højre, så er helvede løs i Europa, siger den tænksomme arkitekt, Cornelius Hertling.

Der er afgjort en fare - men den er ikke kun tysk. Den er europæisk. Tyskland er integreret i Europa. Risikoen for en højredrejning ligger måske snarere i Frankrig. Men Tyskland er i Europas midte.

Han tøver et øjeblik.

Hvis Tyskland går mod højre, så er helvede løs i Europa, gentager han så.

Oven i Tysklands historie og centrale placering har fordommene om stormagten i Europa fået ny næring efter genforeningen takket være den banale kendsgerning, at nationen i dag er udelt.

Som Per Øhrgaard, professor i tysk litteratur ved Københavns Universitet, siger:

Det 21. århundredes problem er, at Tyskland måske er blevet for stort til Europa.

Han peger på, at der ikke kun var det østtyske styre og DDR men også Vesttyskland, der brød sammen i 1989.

I realiteten er den politiske bevidsthed nu ikke bare den gamle vesttyske. Jeg vil derfor ikke afvise, at der kommer en tysk nationalisme. Den viser sig allerede i EU-politikken, siger han.

EU har længe nydt godt af det europæiske TysklandÆ en økonomisk kæmpe, men en politisk dværg - altid villig til at betale regningen og strække sig særdeles langt for at finde et kompromis. Hensynet til Europa har, i tilfældet Tyskland, vejet tungere end egne særinteresser.

Men nye tider og toner er slået igennem ved forhandlingsbordene i Bruxelles. Tyskland vil ikke længere bare hive checkhæftet frem for at betale af på sin historiske gæld.

Da forhandlingerne om EUs budget gik i gang for nylig, mødte tyskerne op med klare krav og en hidtil uhørt stejlhed. Og det er ikke det eneste eksempel på, hvordan det nye selvbevidste Tyskland i langt højere grad end tidligere i dag har mod til at forsvare egne nationale interesser.

Det har vi lært af Danmark, siger socialdemokraten Carsten Voigt med et smil.

Husk på, at ingen har i det europæiske samarbejde stillet særkrav som netop Danmark. Hvis man fra dansk side begynder at bebrejde os noget, så siger jeg bare: Gud bevare os.

Carsten Voigt nikker:

Og når det kommer til stykket, er nationalfølelsen i Danmark langt stærkere end den er hernede.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere