Sitemap | Avanceret søgning |

Grænsevej 1

Andreas Åbling Petersen er en mand med en sag. Han kæmper for at bevare den danske grænse, som vi kender den: Der hvor den ligger nu, uberørt af bureaukrater i Bruxelles, med paskontrol og grænsebomme.

Af JETTE ELBÆK MARESSA, MIKKEL HERTZ og JESPER VOLDGAARD
Publiceret 20-08-1998


Grænsevej 1 (1)

Foto: Jesper Voldgaard

Han lader sig ikke slå ud af hverken Amsterdamtraktater, Europol eller Schengen-aftaler, for Andreas Petersen ved, hvad det vil sige at kæmpe.

Engang brugte han 12 år af sit liv i forsøg på at forhindre nogle kommunalpolitikeres idé om at nedlægge jernbaneoverskæringen mellem Borg og Åspe, to landsbyer i Sønderjylland, få kilometer nord for grænsen.

Slæbt bort af politiet
Den kamp er for længst forbi: En maj-dag i 1985 greb politiet ind, Andreas Petersen blev slæbt væk, jernbanebommen blev fjernet og vejen lukket. De 16 ringbind med sagens akter er gemt væk. Nu er det grænsen, det gælder:

»Hvis det danske folkestyre skal bevares, må der være en grænse,« fastslår han.

Han er bonde, har gået syv år i skole og er uddannet lærer fra Den frie Lærerhøjskole. For godt 25 år siden købte han en lille gård på adressen Grænsevej 1 i Ellum, godt ti kilometer fra hans fødehjem - og tæt ved den grænse, som han bruger det meste af sin rigelige fritid på at forsvare.

Hans mange mærkater med »Der må være en grænse« er ikke udtryk for ugæstfrihed - eller for overdreven nationalisme. Andreas er en mand med mange venner og internationale kontakter, og på gårdspladsen spiller lige nu et lettisk folkeorkester.

Han ejer et mindre landbrug i Letland og er formand for foreningen "Dansk-Baltisk Landboudvekslingssamarbejde".

»Nogle af mine bedste venner bor i Tyskland,« understreger Andreas Petersen.

Han lærte tysk i skolen. I efterkrigstidens Sønderjylland foregik det om lørdagen, efter alle de andre var sendt hjem, husker han.

»En grænse som vores betyder jo ikke, at vi ikke samarbejder med tyskerne. Men man skal vide, hvor skellet er. Et godt naboskab forudsætter, at alle parter ved, hvor grænsen er,« mener Andreas.

Flere bekymringer
Han er omvendt bange for, at der med den åbne grænse vil komme færre flygtninge ind i Danmark:

»Danmark har vel nok en mere lempelig flygtningepolitik, end EU ville tillade.«

Men han har mange andre bekymringer. Han taler om pesticider, madsminke, krumme agurker og regulativer fra Europa. At de vil komme alligevel, grænse eller ej, slår ham ikke ud. Andreas er overbevist om, at kampen om grænsen og folkestyrets fremtid - dén vinder han.

Al tale om, at man nu kan krydse grænserne nede sydpå i Europa med 130 kilometer i timen uden at stoppe imponerer ham ikke.

»Et levende fungerende folkestyre er vigtigere, end hvis man ikke skal tage farten af. Jeg vil godt standse lidt op,« siger han.

Han tager det ikke så tungt, at de danske grænsebomme planmæssigt forsvinder omkring år 2000, når Danmark er fuldt integreret i Schengen-samarbejdet.

»Tjah, Schengen får vi vel ophævet. Det er bare midlertidigt.«

En optimistisk mand
Andreas er optimist. At han er udnævnt til at være både kværulant og landsbytosse generer ham ikke spor.

Det er ikke altid flertallet, der har ret:

Dengang demonstrationer mod USA imperialismen kunne trække tusinder foran den amerikanske ambassade i København, stillede Åbling Petersen op i Svendborg til en lille forkølet demonstration mod Sovjetunionens overgreb i Tjekkoslovakiet.

Han har også lært at leve med, at Jyllands-Posten ikke trykker hans mange læserbreve.

»Det må I jo selv om,« siger han med et smil.

»Men I kan rolig være bange,« tilføjer han tænksomt.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
Emner
Mennesker

Stednavne
Danmark

Fag
Samfundsfag

Klassetrin
7.-10. klasse