Med livrem og landcruisere

Om det nu er, fordi en Mercedes-bil ikke er meget bevendt på Zambias hullede grusveje, eller fordi regeringen ikke vil kaldes wabenzier, er ikke til at vide, men landets nye regering købte i stedet 41 nye Toyota- og Nissan-landcruisere til sine ministre og viceministre.

Det skete i juni i 2003, og det har givet mindst lige så meget ballade, som hvis de havde købt de prangende tyske biler. Aviser, fagforeninger og oppositionspartier kritiserer regeringen, og den almindelige befolkning ryster på hovedet. For Zambia er på fallittens rand, og landet har slet ikke råd til 41 nye ministerbiler, heller ikke selv om de er købt på kredit.
Skandalen bliver sat i perspektiv af, at landets præsident, Levy Mwanawasa, for kort tid siden opfordrede befolkningen til at yde ofre og spænde livremmen ind for at få økonomien på fode. Men livremmen kan knap spændes mere, og folk har ikke meget at ofre af, for 86 procent lever under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen, gennemsnitslevealderen er ca. 37 år, og næsten 40 procent af alle børn er under- eller fejlernærede.

 

Samtidig får de, der er så heldige at have et arbejde i det offentlige eller i det private erhvervsliv, sjældent en løn, der kan brødføde en familie.

Den ringe løn er en af årsagerne til, at lægerne på sygehusene af og til strejker. I forvejen er sundhedssystemet næsten i ruiner, der mangler udstyr og sengepladser, 19 procent af befolkningen skønnes at være smittet med HIV, og mange flere end tidligere lider nu af tuberkulose og mæslinger.

I stærk kontrast til disse tal, kan ca. 79 procent af landets befolkning over 15 år faktisk læse og skrive.

Zambia er et underligt sammensat land med grænser, som de tidligere kolonimagter fastsatte, da de delte Afrika mellem sig. Bemærkelsesværdigt nok er det et af de lande, hvor der har været færrest problemer med landets mange etniske grupper - der er over 70 forskellige i Zambia.

Til gengæld har Zambia været præget af korruption og kriminalitet, siden kobbereksporten og kobberpriserne begyndte at falde i 1975. Kobber var - og er - Zambias vigtigste eksportvare, og Zambia var i slutningen af 1960'erne verdens største kobberproducent efter USA og Sovjet.

Men økonomien var næsten 100 procent afhængig af dette ene produkt, og trods mange forsøg er det ikke lykkedes for Zambia at sadle om og begynde at producere andre markante eksportvarer.

Efter uafhængigheden blev Zambia i 27 år styret af Kenneth Kaunda, en af de gamle frihedskæmpere. Men han formåede ikke at følge med tiden og nye krav om demokrati, og han blev derfor væltet i 1991, da fagforeningslederen Chiluba overtog magten. Forhåbningerne til den nye leder var store, men også han udviklede hurtigt diktatoriske tendenser, og hans regering blev beskyldt for korruption og angreb på oppositionen og den frie presse. Efter 10 år som præsident kunne Chiluba ikke stille op igen, og partiet og posten blev overtaget af Levy Mwanawasa.

Hvis der var nogle forhåbninger om, at den nye præsident kunne vende skuden, er de imidlertid hurtigt forduftet. Blandt kritikerne er avisen The Post, der beskylder Mwanawasa for at hyre ministre så tilfældigt og så uovervejet, som en landmand hyrer løsarbejdere til sin farm, og for i øvrigt ikke at have visioner eller ambitioner om noget som helst.

En sand leder ville være et foregangseksempel og selv spænde livremmen ind, når han beder befolkningen om at gøre det. I stedet for at købe 41 nye biler.