Sitemap | Avanceret søgning |

Karambole

Det er gået tilbage for fotograf Ehrbahn.

Publiceret 27-12-1999

Åhus, Sverige, mandag den 27. december 1999

Lige siden Explorers Polarhold overtog rattet i Vilnius for en måned siden, har han snakket om billard. Mest af alt om snooker-bordet på et af de finere hoteller i Madras, Indien, hvor en lille, høflig mand i skjorte, vest og butterfly tørrede kuglerne fri for fnug og lagde træ-tingesten til rette før de vanskelige stød.

Vi har ledt efter billardborde i Litauen, Letland, Estland, Rusland, Finland og Norge, men uden succes. På hotel Arktika i Murmansk var der ganske vist flere udmærkede borde, men da havde vi ikke tid.

Nu har drengene imidlertid fået kvindeligt selskab, i form af exploratrice Villemoes, så da Hotel Åhus Strand i Skåne viser sig at have et billardbord, er det ikke længere et spørgsmål om tid eller ej, men om at lade testosteronen slippe op mod overfladen.

Heine og Ehrbahn kniber øjnene let sammen og begynder med skødesløs elegance at strø om sig med ord som karambole, nakkebal, touché og plissé (har det overhovedet noget med billard at gøre?).

Men, og her kommer en skelsættende afsløring på kanten af årtusindeskiftet, Sverige er ikke Indien, Åhus er ikke Madras.

Pool-bordet hælder i flere interessante vinkler. Der er ikke blot 15, men 20 kugler, i tre forskellige størrelser, to stribede nummer 14, ingen sort nummer 8. Start-trianglen består af to bøjler i massiv eg. Mirakuløst nok lykkes det receptionisten at finde et - splinternyt - stykke kridt til køerne, som ellers næppe har været kridtet i 1990'erne.

Vi skal ikke trætte Dem med yderligere detaljer (lige med undtagelse af, at Ehrbahn afprøvede badehotellets treglasvinduer med et Ceulemansk kunststød - de holdt), men blot konstatere, at holdkaptajnen vedholdende citerede fra en bog, der handler om at tabe med manér. Ehrbahn 5, Heine 1.

Villemoes forsikrede hurtigt, at hun hellere ville kigge på. Men så havde hun på den anden side også insisteret på at bytte halvdelen af sin røde bøf mod Heines brankede ditto på en restaurant i Kristianstad. Vi venter spændt på, at hun også begynder at bære alle taskerne.

Dagens svensk-lektion: "Rare" betyder halvt forkullet, og vänster betyder højre. Vi overvejer en hurtig lodtrækning for at få plads til en tolk i bilen.

Hvis du vil vide mere