Sitemap | Avanceret søgning |

På museum?

Vi skulle have været på museum. Det vil sige, faktisk skulle vi slet ikke have været her - i Belomorsk ved Hvidehavet - men en punktering og efterfølgende lapning af dækket på et værksted tvang os til at lægge ruten lidt om på vej fra Skt. Petersborg til Murmansk.

Publiceret 15-12-1999

Belomorsk, Rusland, onsdag 15. december 1999

Selve lapningen klarede mekaniker Sasja på et øjeblik for 7,50 kroner, mens vi nød hans plakater på væggen af diverse sovjet-koryfæer, Lenin, Bresjnev, Andropov og Gagarin. Men hans unge kollega, som skulle sætte det specialtilpassede vinterdæk tilbage, var knap så tillidvækkende. Først måtte vi, dette trekløver af teknisk armod, hjælpe ham med at skrue skruerne den rigtige vej, og da han siden forsøgte helt at tilintetgøre bilen med sin donkraft, betalte vi ham for ikke at foretage sig yderligere.

Således havnede vi i Belomorsk, udgangspunkt for den 227 km lange Belomorkanal eller Hvidehavskanalen til søen Onega. Den blev bygget af straffefanger i 1929-32 som led i den første sovjetiske femårsplan. Det må være stedet for et museumsbesøg, tænkte Heine, som koketterer med at være bekymret over det kulturelle niveau på turen.

Men vi kørte forkert og kom i stedet til en tilfrossen bugt, hvor flere hundrede mænd havde boret huller i isen og sad og fiskede efter navaga, som vist nok er en lille torskefisk, samt kortjuska, der minder om små sild. Her bød Mikhail på te og Valerij på kaffe og Viktor på fiskefrikadeller og Aleksandr på hjemmebrændt vodka, og så gik formiddagen med det.

Dagens tekniske udfordring var en defekt forlygtepære, som det tog os ca. halvanden time at skifte. Og da vi var færdige med at klappe hinanden på skuldrene, røg vi ind i en skarp kurve, hvilket tankede en halv liter Aqvastar Multivitaminjuice i Stenstrups computer. Når vi får tid, vil vi skændes om, hvis skylden var.

I hvert fald synes vitaminkuren at have givet computeren uanede kræfter. Den lever nu sit helt eget liv xf'ks6!!jdljsdllk.

Museet har vi ikke fundet. Udenfor er temperaturen i løbet af den sidste halve time faldet fra minus 9 til minus 19 grader, og vi sætter nu kursen stik mod Polarcirklen.

Tak til Fru Stenstrup for et fikst lille sysæt. Vi arbejder på et par varme sokker til den kuldskære Ehrbahn, som ikke rigtigt har lagt sin tur med JP Explorer i Indien bag sig.

Hvis du vil vide mere