Sitemap | Avanceret søgning |

Studier i kaviar

Livet er som bekendt ikke altid kaviar. Hverken for russerne eller Explorers polarhold, der nu gør klar til at forlade den bombastiske sovjetnostalgi, som Hotel Skt. Petersborg har kunnet byde på.

Publiceret 13-12-1999

Skt. Petersborg, mandag 13. dember 1999

Kaviar - russisk kaviar selvfølgelig - var imidlertid lige præcis, hvad vi var på jagt efter inden afgang.

Hvad skal vi købe.

Hvad er hit, og hvad er skidt.

Ikke helt ligegyldigt med en kilopris fra flere til endnu flere tusinde kroner.

Vi ender med at forsøge os på et marked, dér hvor de lokale handler, hvis de da har råd.

Her manglede intet: Grønsager fra Kaukasus, kød fra Nordvestrusland, brandy fra Armenien og så fiskene, hvis æg vi var kommet efter. Frisk laks, røget laks og lakserogn fra Volgas bifloder, dåser med krabbekød fra de meterstore Kamtjatka-krabber fanget i Stillehavet. Og så kød og æg fra den næsten mytiske stør hentet op af det Kaspiske Hav.

Vi diskuterer forskellige kvaliteter i små glas af 113 gram med gule, røde og blå låg fra 150 kr. pr. stk. Osetrina, beluga, sevruga. Små æg, store æg, sorte æg, grå æg, super-de-luxe-æg, fattigmands-(nå, ja, alt er relativt)-æg.

Forskellen ligger i typen af stør og noget med saltindholdet. Når De engang kommer på disse kanter.

Fotobahn køber én af hver - "jeg vil vide, om man virkelig kan smage forskel", insisterer han.

Sig det ikke til nogen, men alle mandens venner kan vist forvente små, men kostbare julegaver i år.

For os andre er nytårsforretten sikret.

Helt i kaviarens ånd ender vi på Niels Helvegs yndlingsrestaurant i Skt. Petersborg - "1913" opkaldt efter Ruslands økonomisk bedste år inden oktoberrevolutionen.

Det sidste år, hvor vi producerede hvede nok til att brødføde os selv', som en lokal forklarer.

Her forsøger vi os med blinis (små russiske pandekager) med sort kaviar, løg og cremefraiche. Vi får borsjtj (kraftig rødbedesuppe), røget stør (hellefisken derhjemme smager lige så godt) og stegt stør (Heines favorit, de andre er mere skeptiske). Det hele skylles ned med billig, men velsmagende russisk champagne og iskold vodka i pokalstørrelser.

Fra Mor Stenstrups pakkekalender en Amagerstang. Jo, vi savner jer derhjemme.