Sitemap | Avanceret søgning |

En skål for Dudajev

Efter tre uger på balkans og østeuropas modbydelige landeveje agter det nuværende explorer-hold at overgive forretningen til gode kolleger.

Publiceret 30-11-1999

Minsk, Hviderusland, tirsdag 30. november 1999

Vi sender en sidste logbog til læserne fra den hviderussisk-lithauiske grænse, hvor vi regner med at blive ekspederet indenfor de næste få timer. Om alt går vel, er vi i Vilnius hen under midnat. Vi ser frem til et godt måltid mad, en bøtte vin og en større hovedrengøring i morgen. Bag os har vi godt 4000 kilometers kørsel gennem et delvist glemt europæisk kulturlandskab, som vi gerne ville genopdage, og som vi ganske uden autorisation kaldte for Yderste Habsburg. Der var mange gode oplevelser, blandt dem mødet med verdens hurtigste zigeunerorkester, lippovanerne i Donaus delta samt besøg i Tjernovtsy og Lviv med deres minder om en svunden og dog ganske nær tid.

Der var også nederlag - således konstaterede vi allerede i Istanbul, at det ikke var muligt at bakse et flygel ind i ekspeditionsbilen. Levende musik, sagde vi til os selv, må vi have. Følgelig gav vi os til at lede efter to undulater, som vi i et anfald af kådhed navngav Hornung & Møller. Da vi omsider fandt dem i Kiev, erkendte vi, at tiden var løbet fra en så omfattende investering.

Vi havde dog glimrende selskab i skikkelse af teddybjørnen John Julius Norwich, der som belønning for at passe e-mail boksen havde ubegrænset adgang til danske hindbærroullader. Vi har i den seneste halve snes år arbejdet under det princip, at når vi syntes, hotellerne og vinduesudstillingerne fristede, da var tiden inde til at drage hjem. Det gør vi nu. Vor beslutning bestyrkedes tirsdag, da en ældre dame spurgte os om vej i Minsk. Vi er åbenbart nået dertil, hvor vi begynder at ligne det omliggende miljø.

Under vort håbentlig nært forestående middag i Vilnius vil vi mindes nu afdøde general Dudajev. Uden hans virke i Tjetjenien var exploreren sandsynligvis blevet kørt hjem til Danmark via Kaukasus. Den rejse havde andre fået. Så hermed en skål for Dudajev!

Vi overlader den videre ekspedition til dansk journalistiks svar på Bermuda-trekanten, Heine fra Steenstrup og Autobahn.

Vi efterlader dem en dåse med kaffe i skarp sovs og ønsker dem god tur til Murmansk.

Hvis du vil vide mere