Sitemap | Avanceret søgning |

Egentlig var det en smuk morgen

Nu må De lære det, gode læser. Ordet egentlig er et faresignal.

Publiceret 25-11-1999

Krasiliv, Ukraine, torsdag d. 25. november 1999

Det gamle Testamente fastslår indledningsvis, at egentlig var Job en god mand.

Derefter går det ham ilde.

Egentlig var det en smuk morgen i Ukraine. Solen skinnede fra en dueblå himmel. Sneen lå blændende hvid og glinsende omkring ekspeditionsvognen. Sorte råger ventede i vejkantens træer på et forbipasserende bytte.

Netop da gav Toyotaen sig til at hoste for kort efter at slå over i et tempo, der kun kan betegnes som sneglefart.

Selv en hestetrukken kane passerede os - hvilken skændsel.

Rågerne oppe i deres træer var stærkt interesserede.

For at sige det som det er, så aner vi i skrivende stund ikke, hvad der er sket med vort køretøj. Exploreren er blevet trukket ind i et skur, der her på egnen - halvvejs mellem den polske østgrænse og Kyiv - gør det ud for et reparationsværksted. Diverse herrer, iført fåreskindsvamse og dårlig ånde, kredser om bilen, men kan hverken bestemme sig for diagnose eller kur.

Er det vor diesel, som parafinerer i de knap 20 kuldegrader, der omgiver os? Er der urenheder i brændstoffet?

Eller har en helt tredje og mystisk sygdom ramt ekspeditionen? I Krasiliv, hvor Lenins statue udgør al underholdnings højdepunkt, er der flere spørgsmål end svar.

Vi blader febrilsk i instruktionsbogen. Efter et aldrig anvendt afsnit om rengøring af bilens interiør følger en passage, som lyder, at man i vor situation skal telefonere til nærmeste Toyota-forhandler. Vi synes, det lyder fornuftigt. Så vi ringer på satellitten til Middelfart.

John Julius Norwich, ekspeditionens teddybjørn, sidder ganske roligt bag gearstangen. Han fik en honningmad her til morgen og er i glimrende humør.

Også rågerne er forventningsfulde.

PS: Langt ud på eftermiddagen, netop som nattemørket trækker op, går alt i orden. Iskrystaller har ødelagt dieselfiltret. Med et nyt filter under motorhjelmen sætter vi kurs Kyiv. Stay tuned.

Hvis du vil vide mere