Sitemap | Avanceret søgning |

I tonernes verden

Om alt går vel skal Exploreren afsted med virkning fra den tidlige morgen.

Publiceret 17-11-1999

Tulcea, Rumænien, onsdag den 17. november 1999

Vi har tilbragt nogle dage i og omkring Donaus delta med dets mangeartede natur og forskellige folkeslag. Vi har mødt rumænere og ukrainere, grækere, russere, sigøjnere og lippovanere.

Torsdag agter vi at finde et hul i grænsen til Ukraine og fortsætte til Moldavien, et stykke europæisk vraggods efter Sovjetunionens forlis i 1991.

John Julius Norwich, den altid utålmodige teddybjørn, har allerede indtaget sin plads på en dynejakke, der ligger hen over "brønden", bilens hemmelige rum, hvor Carsten Ingemann gemmer sine fotografiapparater samt et lager af honning og hindbærroulader, índkøbt til bamsen.

Der er hældt diesel på Toyotaen og på en serie jerrycans. Alt, som kan surres og spændes, er surret og spændt.

Faktisk mangler vi - det vil sige John Julius og Per Nyholm - kun Ingemann.

Han drog af ved frokosttid med en sløret bemærkning om, at han skulle købe ind til næste etape. Blandt andet ville han anskaffe to undulater.

De landeveje, der venter os, vil være så ringe, mener han, at CD-spilleren ombord ikke kan bruges. I øvrigt foretrækker vi alle, John Julius inklusive, levende musik. Det er her fuglene skal gøre gavn. Vi har allerede besluttet at navngivne dem Hornung & Møller. Bliver det kun til en enkelt undulat eller kanariefugl, skal den selvfølgelig hedde Steinway. For nu at blive i tonernes verden.

Som mørket falder på, dukker Ingemann op med favnen fuld af godter.

Han har anskaffet pulverkaffe, rumænsk dåseøl og chokolade, karpe i skarp olie, brasen i tomat, moldavisk skærepølse samt diverse små plasticdunke med brændevin, lavet på blå blommer, æbler, abrikos og fersken.

Der er også en pose solsikkefrø - "til fuglene," forklarer han.

Men hvor ER fuglene? Der var udsolgt hos dyrehandleren. Der resterede kun en sumpskildpadde og en beostær, hævder han.

Jagten på undulaterne går videre.

Hvis du vil vide mere