Sitemap | Avanceret søgning |

Rædselsberetning nr. ét

Det hører til rejselivets omskiftelighed på Balkan, at man aldrig kan vide, hvad der bliver serveret på de lokale spisesteder.

Publiceret 16-11-1999

Tulcea, Rumænien, tirsdag den 16. november 1999

Man ankommer sulten og mødig, afgiver sin bestilling - hvis man altså indrømmes dette privilegium - og fordriver derpå en ofte betragtelig ventetid med at indtage diverse flydende produkter, som i ganske enestående grad svækker ens dømmekraft. Omsider kyler en wagneriansk udseende tjenerinde med det for egnens kvinder så typiske overskæg et formodet kulinarisk produkt i hovedet på den mistroiske gæst.

Således også i dag.

På vort hotel er vi lige akkurat tålt, hvilket vi anser for et fremskridt. Så det var i opstemt sindstilstand - som det vist nok hedder i politirapporterne - at vi tog plads i restauranten og gav os til at tælle den derboende koloni af fluer og kakerlakker.

Og hvad dukkede hun så op med, vor mandhaftige servitrice? Tja, det lader sig ikke umiddelbart beskrive. Vi mener at have bestilt fisk, men det, der ligger på jernporcelæns-tallerkenen ligner en overkørt kat, vel at mærke en af dem, der har fået med gummiringene i mindst fjorten dage.

Om det smager derefter skal vi ikke kunne sige. Vi har nemlig aldrig bevidst spist 14 dage gammel, overkørt kat.

Brødet i form af boller kunne være rester af svenskernes ammunitionslager fra slaget ved det nærliggende Poltava, vinen er udrikkelig, og mineralvandet minder os om barndommens svømmehal udenfor København.

Vi lover Dem, kære læser, at vi ikke i det uendelige vil forstyrre Dem med beretninger om de rædselskabinetter, der på vor rute hævdes at gøre det ud for værtshuse. Dog slipper De næppe for den lejlighedsvise rapport om vore kulinariske ydmygelser i Explorerens navn.

Men alt skal selvfølgelig ses i sit rette perspektiv.

På Radio Danmark hører vi, at Marianne Jelved har skrevet en bog.

Det gør straks livet på Balkan mere udholdeligt.