Sitemap | Avanceret søgning |

Explorer i topform

Det kommer som en overraskelse for os, at Tulcea i Donaus delta er Ålborgs venskabsby, men sådan er det åbenbart - i hvert tilfælde at dømme efter skiltene ved indkørslen til denne skrammede havneby et halvt hundrede kilometer fra den store flods udløb i Sortehavet.

Publiceret 14-11-1999

Tulcea, Rumænien, søndag den 14. november 1999

En af de første, vi render ind i, er Alexandru Liono, som taler flydende dansk og forsker ved DUPI, det Danske Udenrigspolitiske Institut. Kort efter anbringer et elevhold fra Holstebro Tekniske Skole en hilsen på Explorerens forrude. Vi takker gerne.

Senere møder vi Klaus Hansen og Villy Kyndesen, der er blevet sendt ned af Toyota Danmark for at klargøre vort køretøj til Ukraines og Hvideruslands vinter. De har bagagerummet fyldt med reservedele, inklusive en kasse snebajere, som vi sætter teddybjørnen John Julius Norwich til at bevogte.

De må også bakse lidt med gearkassen, efter at Exploreren er blevet kørt en kende ufornuftigt. Der er tale om en såkaldt kode 40-fejl, hvilket vil sige, at fejlen sidder ca. 40 cm fra rattet.

De er friske folk, Hansen og Kyndesen. I Explorer-kredse kendes de som Pirelli og Firestone. De har allerede betjent køretøjet i Rio de Janeiro og Madras, og de skal tilbage til Rio, dennegang til karnevallet i februar, siger de, med deres koner. Vi ønsker dem god fornøjelse, men synes nok, at dette at bringe kvinder til Rio er som at bringe kul til Newcastle.

Pirelli og Firestone forsikrer ved afrejsen, at Exploreren er i topfom. Vi tager afsked med dem på Hotel Deltas bar, der om natten er et mareridt af ludere, alfonser og gemene kriminelle, men som her i den sene formiddagstime nedlader sig til at servere en kop kaffe, der kunne være tappet fra Explorerens oliesump.

Foreløbig bliver vi i deltaet - vi er på udkig efter flodens fattige fiskere og rige fugleliv. Vognen efterlader vi foran hotellet med John Julius i rollen som sur vagtmand. Selv om han er opkaldt efter en stor engelsk historiker og bærer titlen Tredje Jarl af Southampton, er han et naturbarn og troede, han skulle med ud på floden.

Vi er ubøjelige. Snebajerne skal vogtes nidkært, og ingen kan gøre det bedre, smisker vi, end den gamle bjørn med dens erfaringer fra krigene på Balkan.

Sæsonen nærmer sig hastigt, kære læser.

De vil blive holdt underrettet. Stay tuned.

Hvis du vil vide mere