Sitemap | Avanceret søgning |

Tilbage til tyverne

For at sige det, som det er, så var det en forbandet kold nat.

Publiceret 13-11-1999

Jurilovca, Rumænien, lørdag den 13. november 1999

Modtagelsen i Jurilovca var ellers varm og hjertelig.

Fru Palina står ude på landsbygaden foran sit pæne, lille hus og giver en meget ru pote.

Velkommen - »bine aczi venit« - siger hun med et smil under de tunge, mørke øjne.

Vi er ventet. Vi anduver i selskab med hendes svigerinde, Xenia, som er vor tolk på turen op langs Sortehavskysten. Xenia underviser i russisk og russisk litteratur på universitetet i Bukarest, men hun er født og opvokset i Jurilovca her i det østlige Rumænien, hjemsted for lippovanerne, som forlod Rusland for 300 år siden i protest mod tsar Peter den Stores kirkereformer.

Nu er vi hos dem, de gammeltroende eller gammelrusserne, som de også kaldes.

De har deres egne kirker, ritualer og præster, men de lever i tilsyneladende fuldkommen fred med deres omgivelser i det ortodokse Rumænien, hvor sultanen i Istanbul gav dem et fristed.

Mange slog sig ned i deltaet, andre i Jurilovca. Til denne dag lever de som fattige fiskere og bønder. De færreste gør som Xenia en akademisk eller anden karriere.

Exploreren bliver tømt for sit kostbare tekniske grej - en formentlig overflødig foranstaltning i denne dybt troende by, men Ingemann insisterer. Lidt senere er der middag: stegt fisk, en slags brasen, mener vi, fra en nærliggende sø. Dertil serverer fru Palina sine hjemmesyltede peberfrugter og sin egen hvidvin, brygget på druerne fra den store vinplante, der nu hænger nøgen og tør over gårdspladsen.


SERVERING
Explorers tolk Xenia serverer i det lille køkken, mens fru Palina slapper af.

Køkkenet er særdeles beskedent. Sådan, tænker jeg, så der ud hos en dansk husmand i tyverne. Bordet er dækket med voksdug, tallerkenerne er skårede, og bestikket gjort af blik. Varmt vand findes ikke og rindende vand kun lejlighedsvis. Mens fisken steger færdig, blinker det elektriske lys foruroligende. Efter at have serveret maden bøjer begge kvinder sig tre gange for et krucifiks over døren.

Huset rummer to små soveværelser - i det ene sover Xenia og hendes svigerinde, i det andet formodes Ingemann og jeg at overnatte. Det har vi prøvet før, i Sarajevo og Kosovo, men altid nødtvungent og altid i to senge.

Problemet er, at denne gang er der kun EN seng - en sovesofa med fald henimod midten.

Fotografen mener, at jeg som den ældste og med anlæg til dårlig ryg bør tage sofaen. Selv slår han sig ned i en forstue på et soveunderlag og kryber ned i hele to soveposer.

Kort efter bliver der slukket for gasovnen, og en lammende kulde sænker sig over vort hus.

Vi er oppe ved første dagslys - til alle landsbyens dyriske lyde.

En vagthund glammer fra sit indelukke. En stor so grynter nervøst, velsagtens ved tanken om den nært forestående jul. Høns - men heldigvis ingen haner - samt diverse katte og killinger afrunder denne zologiske menage.

Toilettet er et hul i et skur ved siden af hundehuset.

I lidt over et døgn vender vi op og ned på fru Palinas hjem med vore computere, kabler og andre sager, som hun stirrede på med en blanding af rædsel og stille undren. Ind imellem serverer hun uden et ord en kop urte-te. Hendes mand, Xenias broder, ser vi intet til. Han er ansat ved fyrvæsenet og ude på havet.

Ved vor afrejse må vi presse hende til at tage imod 50 tyske mark, svarende til 200 kr. Vi får en kop varmende fiskesuppe. Så er der afgang ud i den buldrende sorte nat.

Hvis du vil vide mere