Sitemap | Avanceret søgning |

Den sidste olie

At jeepen er nået frem til Istanbul betegnes af de eksperter, vi har konsulteret, som "et mirakel".

Publiceret 10-11-1999

Gälzük, Tyrkiet, onsdag den 10. november 1999

Den gearkasse, der regulerer firhjulstrækket, "differentialet" kaldet, har det ikke godt, men en venlig tyrkisk Toyota-mand har sagt, at den kan ordnes.

Det vil tage mindst 15 dage.

Så afløserne, det i dansk journalistik så velkendte og beundrede partnerskab Nyholm & Ingemann, har taget deres helt egne forholdsregler - d.v.s. Ingemann var været operativ.

At Terje, vores norske fotograf, hvis evner som billedmager kun overgås af hans forbløffende detaljerede indsigt i international fodbold, herunder hver enkelt spillers potentiale i Trondheim-klubben "Rosenborg", er nået frem, er ligeledes et lille mirakel.

Ved Bolu, den bjergbakke (Terje kalder den "et fjeld"), der skal forceres på strækningen mellem Ankara og istanbul, blev han vinket ind til siden af to tunge, tyrkiske betjente. Og de er tunge. Han havde overskredet den fuldt optrukne linje midt på vejen. Betjentene så ud som om de var klar til at tage Terje med på stationen - og tyrkiske politistationer er dokumenterbart ikke noget sundt sted at opholde sig. I dagens aviser skildres det eksempelvis hvordan to teenagepiger i Iskender, det område nær Syrien, vi kørte igennem på vej hertil, blev voldtaget og tortureret, mistænkt for PKK-virksomhed.

Betjentene så på Terje, og de så på jeepen og resolverede, at der ikke var tale om en terrorist-virksomhed. Men mulighed for indtjening. Bøden var på fem millioner, nihundrede tusinde tyrkiske lira. En lille hundredekroneseddel.

De fik dem ned på fem. Ingen kvittering. Vi håber, redaktionschefen alligevel dækker udgiften. Trods alt har vi banet os vej fra Port Said til Istanbul i håbet om, at jeepen undervejs ikke mistede den sidste olie. I "differentialet". Fortsat god tur til partnerskabet.

Hvis du vil vide mere