Sitemap | Avanceret søgning |

Rambo

I Ankaras ældste "Hamam", tyrkiske bad, bliver Linda og Ayse, Lasses tyrkiske kone, modtaget af "Rambo".

Publiceret 10-11-1999

Ankara, Tyrkiet, tirsdag den 9. november 1999

Rambo er Ayses faste vaske- og massagedame, og hun klarer sådan set de fleste kvindelige journalister i Ankara, fortæller Ayse.

Rambo har fået sit kælenavn eller øgenavn, som man nu vælger at tage det, fordi hun er stærk.

Iført et bredt smil, nøgne muskuløse overarme og overkrop samt brede sorte underbukser tager hun et bestemt tag i Linda og sætter hende ned på den firkantede, temmelig opvarmede marmorplade midt i baderummet. Ayse har sagt, at det er helt op til een selv, hvor meget tøj, man vil beholde på. Men da alle andre kvinder beholder trusserne på, gør Linda det også, selv om de ikke kan undgå at blive våde, og hun ikke lige har tænkt på at tage et ekstra par med.

Nå, den tid den sorg. Udbredt på pladen tager Rambo fat: Med en skuresvamp gnubber hun løs over hele kroppen med en adræthed, der er boksere i fluevægt værdig. Sorte ruller af gammelt hud fordeler sig i et mærkværdigt sort- og hvidsbølget mønster, som Linda lukker øjnene for at undgå at se. Hun tænker på dengang hun var fem år, og mormor tog fat på hals og ører med vaskeklud og hårdhændet kærlighed. Letter på det ene øjenlåg og skimter to-tre andre kvinder på samme marmorplade i gang med hver deres personlige Rambo.

Hun bliver skyllet ren, og så er det tid til vask. Sæbe fra top til tå, mens Rambos hænder masserer ømme muskler, og Linda kigger op i det kuppelformede loft, hvor små stjerneformede glasruder blinker til hende. Dette er ganske rart.

Erfarent løfter Rambo først højre, så venstre fod op på skulderen og kører en fast tommelfinger op og ned ad læggen.

Linda vågner op. 20 minutter er gået. Det var det. Men Hamam er ikke bare et vaskeri. Her hygger og snakker vuggende kvindevomme med struttende ungpigebryster med rystende pensionistballer. Og i forlokalet bliver kroppene vokset fri for alt hår undtagen det, der sidder omkring øjnene og på issen. Det bliver til gengæld farvet, mens der bliver spist pandekager, drukket te og handlet broderede duge.

Hele herligheden, minus broderet dug, for godt og vel 14 kroner.

Hvis du vil vide mere