Sitemap | Avanceret søgning |

Til bryllup i Syrien

I Aleppo har vi mødt den kendte fotograf Issa Touma. I hvert fald er han kendt i sit hjemland, som han har gennemrejst på kryds og tværs.

Publiceret 08-11-1999

Aleppo, Syrien, søndag den 7. november 1999

Han har oplevet det gennem sin linse og har udviklet et udpræget blik for de mere skæve og eksotiske sider af syrernes hverdag.

"I skal møde en af mine venner," siger Issa. "Han fik sin første kone som 15-årig, den anden som 17-årig og den tredje, da han var 21. I dag er han 31 og har 24 børn under 15 år."

Men Issa har lidt svært ved at få fat i manden. Han har ikke telefon og er aldrig hjemme, da han ikke kan holde den evindelige larm ud i familiens skød. "I´m sorry," siger Issa. "But I have something very speciel for you to see Linda, but only for you and no pictures."

Linda bliver fulgt hen til en mørk bygning i en gyde og lukket ind. Oppe af trappen bliver hun modtaget af 200 kvinder i en kæmpe neonoplyst balsal. Ti sekunder efter er hun på det nærmeste overfaldet og bortført til en scene og et 30 meter langt opvisningspodie, hvor kvinderne ihærdigt forsøger at få denne fremmedartede kvinde til at danse med slangeagtige armbevægelser, knipsende fingre og fremskudte hofter.

Linda er trådt ind i et syrisk bryllup, hvor kvinderne og mændene fester hver for sig. En syrisk mandlig sanger leverer den arabiske musik fra et lille lokale uden for salen, for ingen mænd må se kvinderne uden deres slør.

Dette er også et sælsomt syn. Række på række af moderne haremskvinder, med opsatte frisurer, der i højde og omfang kan konkurrere med Marie Antoinettes hår før den franske revolution. Og make up´en lyser i blåt, grønt, guld, rødt og hvilke farver som helst. Balkjoler i stramt, med strut, med bart, med gennemsigtigt og nedringet. Her er al den dekadence, man aldrig ser offentligt. Og her er alt, inklusiv sensuel mavedans, udelukkende til ære for kvinderne selv. Alt er tilladt.

Også kvinder fra nord. Linda bliver mødt med overvældende imødekommenhed, og selv hvis det kommer til at knække solsikkekerner mellem tænderne, bliver det gjort for hende. De spørger med fingersprog og enkelte engelske gloser, hvor hun kommer fra, er hun gift? Børn? Men mærkeligt nok er der ikke en eneste, der spørger, hvad i alverden denne grimme ælling laver i deres hønsegård? Det bliver bare accepteret.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere