Sitemap | Avanceret søgning |

Her sov Lawrence of Arabia lemonaderusen ud

Portieren ligner det hotel, han bestyrer. Han har ikke været vedligeholdt i en menneskealder.

Publiceret 06-11-1999

Aleppo, Syrien, lørdag den 6. november 1999

Det har hans jakke heller ikke. Men han har bevaret den sans, folk fra Aleppo er mest kendt for ud over Syrien, nemlig forretningssansen. Den er intakt, da Explorerholdets kvindelige tredjedel insisterer på at købe tre postkort, hvoraf det ene viser et kamelansigt i profil. Hun vil eje det bestemte billede af den bestemte kamel, og hans pris for de tre postkort er følgelig fem dollars.

"Skriv det på regningen" (så kan vi altid tage skænderiet, når værelserne skal betales, lige nu har vi kanontravlt med at sende stof hjem til den altædende mediemaskine i Viby J.).

Portieren fører sin flade hånd uden fingerringe hen over en bred, skinnende isse: "Desværre", siger han så, "men disse postkort er mine egne, dem kan jeg ikke føre på regningen."

Og sådan er det hele vejen igennem på The Baron Hotel, en gang en af Mellemøstens overnatnings-perler. Bygget i 1909 i den klassiske europæiske jugendstil, nogen husker som klunketiden, var det i klasse med Istanbuls Pera Palace, Ritz i Paris og "Evropa" i Prag.

Lemonade-rusen


THE BARON HOTEL
en gang en af Mellemøstens overnatnings-perler. Bygget i 1909 i den klassiske europæiske jugendstil.

I de ramponerede værelser, hvor pudset drysser om kap med snavset, har Lawrence of Arabia sovet lemonade-rusen ud (han nød ikke alkohol). Agathe Christie var her. Mustafa Kemal, senere Atatürk, var som osmannisk officer sengeliggende her i 1918 med ondt i nyrer og lever (han nød alkohol). Men ikke mere syg end at han kunne stå op og drive en sværm af nationalist-arabiske demonstranter ud af foyeren med en pistol i den ene hånd og en ridepisk i den anden.

Senere har Dronning Ingrid såmænd også været her, ligesom den amerikanske mesterbokser, Gene Tunney, datidens bedst bevarede braktud, nævnes i annalerne på linje med "Mr. and Mrs. Theodore Roosevelt".

I dag er det rygsæksrejsende og turister, der ikke ved bedre, som flytter ind i de en gang så elegante rum.

Dårlig betjening

Hotellet ejes, som så meget andet her, af den syriske stat, og det præger betjeningen, der ikke huskes værre fra Moskvas Intercontinental i Leonid Brejsnevs sidste leveår. Ikke at den er uhøflig, vi er trods alt i et arabisk land, den er bare distræt. Lige bortset fra de øjeblikke, hvor en hurtig valutahandel øjnes - så er personalet "oppe på beat'et" med et kurstilbud, der ligger et par pund under det normale gadeniveau. "Ah, De har kontanter? Så er kursen naturligvis 50." Alle har reddet ansigt.

Nuvel, The Baron Hotel er stadig et ophold værd, om ikke andet så som et eksempel på et levn fra en kolonial overklasse, der forfaldt med den syriske socialisme, og i dag fremstår som endnu en koldkrigs-anakronisme.

Proppet med historie og historier. William Sorayan har drukket sig fuld i den rektangulære bar, hvor snavset ikke kan skjule de fine arkitektoniske dimensioner, der gav Yuri Gagarin's vodkasjusser og David Rockefeller's dry martini'er en vis klasse. Og portieren? Han er gået hjem. En ny mand render os på dørene med veksel-tilbud. Det vil han blive ved med indtil en europæisk eller amerikansk kæde køber hotellet og fører det tilbage til den gamle standard med nye priser. Måtte det vare en rum tid.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere