Sitemap | Avanceret søgning |

Mødet med araberen

Den radmagre araber kiggede intenst på den plasticpose, han var i færd med at rive fra hinanden, stump for stump.

Publiceret 01-11-1999

Jordandalen, søndag den 31. oktober 1999

 Han var ikke interesseret i at snakke om sig selv, han blotlagde en næsten pinagtig skamfølelse, men de tre europæere, der efter hans ringe formening så ud som badegæster på udkig efter et bassin, blev ved med at spørge.

Jo, han kom fra det område, der nu er Israel. Ja, i 1948, da israelerne indledte det, de selv kalder »uafhængighedskrigen« mod araberne - ja, fra en landsby ikke langt fra Tiberias. Hvorfor? »Vi blev fordrevet.«

Og lidt senere, da badegæsterne borede i flugtens detaljer: »Fordrevet blev vi vel ikke direkte{hellip}men der var krig. Vi turde ikke være der. Vi løb faktisk selv vores vej.«

Nu sad han her på den jordanske side af Jordanfloden og kiggede over på det bjerg, hvis nordlige side falder ned mod Tiberias. Han kunne så at sige se hjem.

Ikke at han havde været der, som så mange af hans landsmænd, der siden fredsaftalen med Jordan i 1994 har taget turen til den vestlige side. Har omfavnet og kysset de slægtninge, der blev tilbage, og som de ikke havde set i næsten 50 år. Denne araber, Abdel, hed han, havde ikke været tilbage. Han var for gammel, over 60, og desuden var hans kone død for nogle år siden. Hvordan? Hun trådte på en metalgenstand, som israelerne på et tidspunkt havde kastet ned fra deres Phantom-jagere. Metalstykket havde gennemboret hælen med "den jødiske gift". Hendes ben var svulmet op, så lægerne måtte amputere over knæet. Hun udåndede under operationen. Længere var den historie ikke.

Fordi den ikke skal være længere. Den aldrende araber blev endnu mere indadvendt, da badegæsterne ville vide, hvilken gift? Og hvilket metalstykke? En anti-personel-mine? Nej, nej, ikke en mine. Et metalstykke. Et giftigt stykke metal.

Kunne det være blodforgiftning?

Det vidste araberen ikke. Han var tilfreds med sin egen forklaring.

Hvis du vil vide mere