Sitemap | Avanceret søgning |

Arabiske mysterier

Til tider må vi opgive at forstå. Rullende der-ud-af bruger vi timer på at finde sandsynlige forklaringer på hverdagens arabiske mysterier.

Publiceret 29-10-1999

Petra, Jordan, fredag den 29. oktober 1999

Hvorfor er det for eksempel, at stewarden på færgen skal have vores pas, når vi er på vej af færgen? I stedet venter vi en time i paskontrollen på, at stewarden bærer passene i land. Og for nu at holde os til småtingene:

Hvorfor i alverden er der ingen lås på den hullede dør, der nødtørftigt dækker fodtoilettet, når Lasse nu har fortalt, hvor blufærdige folk er i Mellemøsten. Linda og Terje er absolut enige om, at det kræver sin mand/kvinde at holde balancen på hug, holde fast på bukser inklusiv småpenge, holde på døren, skygge for hullet og så besørge noget som helst fornuftigt.

Og hvorfor står der i guidebogen over Jordan, at Araba Hotel er både godt og rent, når det viser sig at være en parodi på et hotel med en hotelbestyrer, der totalt fornægter tingenes ringe tilstand?

Halv et om natten triller vi ind foran hotellet. Vi kan få en "tre-personers suite", men der sætter Mr. Ellegaard grænsen: "stop for projekt hjerterum" siger Ellegaards karakteristiske øjenbryn i spændt bue, men da bestyreren kommer i tanke om et ekstra værelse, slår Ellegaard til og Linda og Terje ryger endnu engang på samme rum.

Og et rum er, hvad det maksimalt kan betegnes. Tre feltsenge på fem kvadratmeter. Gardinstangen er faldet ned, toilettet er klemt ind under håndvasken og der er hverken telefon eller fjernsyn. Der er brusebad, men intet varmt vand. Og så er der bare hundekoldt, fordi vi er oppe i 1500 meters højde. Linda begynder langsomt at ligne en muslimsk kvinde med bukser, lang kjole og strømper i sandalerne. Og det tager hun på i seng sammen med et tyndt tæppe. Nordmænd sover ikke med tøj på, til nød dog et par underbukser for ikke at genere andre.

Men det betyder, at Terje vågner fuldstændig gennemkold næste morgen med forkølelse i næsen. Da Linda brokker sig over det kolde vand, siger bestyreren oprigtigt forbavset, at det kan han da ikke forstå, for han har tændt for det varme vand tidligt i morges, nogen må have slukket igen. Hvem, spørger vi bare?

Hvis du vil vide mere