Sitemap | Avanceret søgning |

Beduinernes business

På Sinai-siden af det pløre, der for tiden udgør Suezkanalens udviklingsprojekt, ramte vi beduinerne.

Publiceret 26-10-1999

Sinaiørkenen, mandag den 25. oktober 1999

 Eller rettere: De var flere gange nær ved at ramme os i deres tudende lastbiler, der overhalede indenom på den smalle og opkørte vej fra kanalmundingen til lige nord for Suez, hvor en tunnel forbinder Sinaiørkenen med Afrika.

Lige straks gik det fint. I en fluebefængt landsby købt vi vand ved hjælp af en mand ved navn Ismael - opkaldt efter Abrahams "uægte" søn, alle araberes stamfader.

Vandet var dyrt, men det er vand i en ørken, og Ismael var flink og hjælpsom i en grad, at det var lidt ærgerligt, at vi ikke havde brug for noget fra hans shop med kunstgødning.

Jeepen har ingen altankasse - stort set det eneste, den mangler. Om det så er en CD-afspiller, mangler den ikke. Den betød to dages forsinkelse i Port Said, da tolderne tog det meget alvorligt, at den ikke var registreret på en særlig liste over al den elektronik, der transporteres rundt. I øvrigt virker den ikke.

Næste beduin-bekendtskab hed Ali, der solgte kaffe og oplysninger lige syd for det sted, hvor Moses slog vand af en sten, da han ledte israelitterne ud af faraonernes Egypten. I øvrigt et helt almindeligt forekommende naturfænomen i Sinai, hvor kalksten binder mængder af vand.

Ali var typen, der ikke skammede sig over at give 10 pund (ca. 20 kr.) for lidt tilbage for to kaffe, han i forvejen havde firedoblet prisen på. "Undskyld," sagde han med et lille grin i et stort, brunt ansigt, "men man kan jo tage fejl."

Det kan man, og da jeepen nåede "The Tourist Village" ved Sinaibjerget, hvor Moses modtog tavlerne, lyste receptions-beduinen i hvid skjorte og slips op i et smukt smil efter behørig prutten om overnatningsprisen og sagde: "Welcome home". Vi sagde tak, for det er ikke hver dag, man får lov at komme hjem i denne del af verden.

Beduinerne har ry for at være verdens mest gæstfrie folkefærd.

Men det var før masseturismen - selvom myten stadig misbruges i de brochurer, der reklamerer for Moses.

Landefakta
Egypten
Vidste du, at hovedstaden hedder Kairo, at arealet er cirka 1 million km², og at befolkningen er på mere end 83 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere