Sitemap | Avanceret søgning |

Solen går stadig ned i vest

Det er så fedt at være sluppet væk fra Cairos storbyhelvede. Her under Sinaibjergenes sol er himlen pludselig mørkeblå igen.

Publiceret 26-10-1999

Sinaiørkenen, tirsdag den 26. oktober 1999

Bjergene ligner brune kamelpukler i lange rækker. Måske ikke så mærkeligt, at kamelerne stortrives. Her er intet grønt og langt mellem mennesker. I vejkanten står skilte med advarsler mod ja, gæt selv: kameler på vejen. Vi har sat farten ned for en enkelt af slagsen, der var kommet på vildveje.

Vi kører her i dette historiske landskab, hvor hver anden plet har bibelsk betydning. Bjergene taler næsten til os, men det er vist ren indbildning. I stedet deler Lasse gavmildt ud af sit kendskab til bibelhistorien.

De to mænd vil hellere end gerne køre og får lov på skift. Imens sidder Linda på bagsædet, skriver, læser og lytter til snakken på forsæderne. Lasse kommer med små hyggelige kommentarer om Norge, der ikke vil i EU, fordi landet har så meget olie. Norske Terje griner, men svarer ikke. Og så bliver der diskuteret, hvilke store forfattere henholdsvis Norge og Danmark kan diske op med. Ikke noget pral, bare udveksling af oplysninger.

Solen er ved at gå ned. Så må klokken være fem og det er tid til at sende logbogen hjem. Vi er fjernt fra stikkontakter og må ty til vores satellittelefon, som vi har et had/kærlighedsforhold til, fordi den virker - og så virker den pludselig ikke. Hvad den gør er ikke til at vide på forhånd.

Linda har fart på. Stikker Terje kompasset, hvor er øst henne? Modtageren får ikke fat i nogen satellit mod øst. Det kan da ikke passe herude med åben himmel til alle sider. Så kommer Lassefar forbi. "Hvad med at vende modtageren mod øst," siger han og peger væk fra den sol, der næsten er gået ned bag bjerget. Og som modtageren peger hen mod. Linda og Terje er enige om, at selv de bedste i skyndingen kan glemme, at solen går ned i vest. Og så skal Terje vist have et lille kursus i brug af kompas.

Landefakta
Egypten
Vidste du, at hovedstaden hedder Kairo, at arealet er cirka 1 million km², og at befolkningen er på mere end 83 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere