Sitemap | Avanceret søgning |

Husrum eller hjerterum

Så er fotografen kommet. Vi er fuldtallige. Klokken to mandag nat stod vores norske fotograf fra Trondheim, Terje, lettet i receptionen på det kolo-enorme Marriott Hotel i Cairo.

Publiceret 21-10-1999

CAIRO, EGYPTEN, ONSDAG D. 20. OKTOBER

Godt stegt og klar til at se dyner. "Desværre, alt udsolg," blev der meldt. Flere tusinde værelser i 20 etagers højde var der, men ingen ledig seng til Terje.

Delegationens naturlige overhund: the Middle East correspondent mr. Ellegaard (på grund af 30 år i branchen, som han selv siger, og der har han jo en uovertruffen pointe ) havde i dagens løb forsøgt at finde husrum til Terje. Uden held. Og nu stod han der. Resten af vores tre-mands delegation var gået i seng af bare udmattelse, så der var ingen hjælp at hente.

Så spurgte Terje efter Mrs. Linda Bang Jessen. Hende kendte de ikke i receptionen. (Senere har vi fået opklaret, at Bang Jessen i egyptisk oversættelse var blevet til Pank Gessen.) Nu måtte Terje spille sin sidste trumf. Han stak 1034 ud. Den var receptionisten ikke meget for: "Først fik manden nej, og nu ville han pludselig snige sig ind på et tilfældigt værelse." Modvilligt fulgte han Mr. Visnes from Norway til dør 1034 og bankede på. En søvndrukken Linda lukkede op, og minsandten om ikke hun også lukkede den insisterende Terje ind. Manden fra receptionen var forbløffet, men måtte bukke og undskylde mange gange.

Hvad kan vi så lære af det: Jo, her på explorer er der måske ikke altid husrum, men her er masser af hjerterum. Terje fik halvdelen af Lindas dobbeltseng, og der bliver han tilsyneladende indtil videre, for alt er fortsat booket på hotellet. Og vores bil sidder fast i det egyptiske toldsystem i Port Said.

Som tiden går bliver vi mere og mere opsat på at komme bag rattet og forsvinde ud af denne smeltedigel, hvor initiativet har det med at drukne i bureaukrati. Der bliver arbejdet fra alle sider på at få frigivet den berømte LandCruiser 3,0 Turbo Diesel. Når det sker vil I være de første, der får besked, og så ser Cairo skosålerne af os.

Landefakta
Egypten
Vidste du, at hovedstaden hedder Kairo, at arealet er cirka 1 million km², og at befolkningen er på mere end 83 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere