Sitemap | Avanceret søgning |

Dansk paranoia

En massiv støvet luft mættet af affald, udstødning og sydens tunge parfumer.

Publiceret 19-10-1999

CAIRO, EGYPTEN, TIRSDAG D. 19. OKTOBER

Mænd i kjortler, kvinder svøbt i tørklæder og masser af turister ud og ind mellem uendelige rækker af stor-dyttende biler, der prøver at komme frem blandt 16 millioner mennesker.

Jeg er vel ankommet til Cairo, en af verdens største byer. Hvor er alle de mennesker? Så tæt er menneskerstrømmen da heller ikke. Ingen sild i tønder, og luft under armene får jeg stadig uden at genere nogen.

Men de er her, siger eksperterne, og den kraftige befolkningstilvækst er Cairos og hele Egyptens største problem. År 1900 havde Egypten 10 millioner indbyggere, i dag nærmer tallet sig de 65 og vil i år ud i fremtiden fortsætte sin ukontrollable himmelflugt med en million nyfødte egyptere hver niende måned.

Bilerne er det massive tegn på, at byen snart får en prop. Hvert kvarter indregistreres en ny bil. Det giver 3000 flere hver måned, og jeg prøver at forestille mig, hvor de skal være, når gaderne er fyldt til bristepunktet, nogle steder i tre etager. Endnu må Lasse Ellegaard og jeg klare os uden vores bil, der først lige er kommet til Port Said. Jeg glæder mig ikke til at introducere den til dette osende, dyttende kaos. Og vi venter fortsat på Terje Visnes, fotografen, der kommer fra Norge sent i aften.

Ventetiden bliver brugt til tilpasning til den arabiske verden. Lasse virker nu ganske veltilpasset. Jeg skal vænne mig til de arabiske mænd. Alt går fint side om side med Lasse. Men en mindre spadseretur alene kvinde i knælang kjole er en ganske anden sag. Pludselig prøver alle mænd at få øjenkontakt, blikkene kører op og ned ad kroppen, og der kommer små kommentarer, som jeg kan høre uden at forstå, hvad der bliver sagt. Er jeg uanstændig? Jeg har langærmet skjorte på og synes selv, jeg ligner de fleste andre turister.

Senere på hotellet sidder jeg fredeligt for mig selv ved et cafébord og arbejder. En smilende egyptisk mand standser ved mit bord: "Du ligner til forveksling en pige, jeg kender fra Italien," siger han indledningsvis. Og før jeg får set mig om, sidder han ved bordet og vil høre om, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg laver.

Han kender for øvrigt også en pige i Vanløse. Jeg fortæller glad om Explorer. Men så hører jeg en mistænksom stemme i baghovedet: "Hvad vil han? Du er da for nem Linda, bare man siger, du ligner en italiener, så plaprer du løs." Og så husker jeg med et fyren, der tidligere på dagen fortalte, at der "garanteret holdes øje" med os.

Pludselig kan det ikke gå hurtigt nok med at forklare, at jeg har travlt. Jeg skal både arbejde, spise frokost og møde Lasse om fem minutter.

Da han er gået, sidder jeg tilbage med en lidt flov fornemmelse. Måske var han bare venlig? Følelsen af at være offer for overdreven dansk paranoia sidder tilbage.

Landefakta
Egypten
Vidste du, at hovedstaden hedder Kairo, at arealet er cirka 1 million km², og at befolkningen er på mere end 83 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere