Sitemap | Avanceret søgning |

Manden fra Hebron

Bussen til Cairo ta'r sin tid og turen er aldeles begivenhedsløs, med mindre man mener, det er begivenhed i timevis at se Middelhavet til højre og Sinaiørknen til venstre.

Publiceret 19-10-1999

CAIRO, EGYPTEN, MANDAG D. 18. OKTOBER

Da den glitrende Suezkanal blev krydset i halvmånelys havde jeg lært fire mennesker at kende, som man nu kender folk, man mødte klokken syv samme morgen.

Der var manden fra Hebron, der ifølge et visitkort var "rådgiver for præsidenten". Han skulle til Cairo for hyggens skyld og havde fået "tilladelse" til turen af Yassir Arafat, der kalder sig præsident skønt hans statsretlige status stadig er en slags amtsborgmesters. Omend med udvidede beføjelser, bl.a. signering af dødsdomme. Vi faldt i snak fordi jeg i 1978 havde mødt hans bror i Hebron. "Min bror blev senere deporteret til Jordan af israelerne", sagde han med et af den slags grin, der er både beklagende og triumferende.

Der var det ældre ægtepar fra Michigan, der lignede et ægtepar fra Michigan. Den lille trivelige kone spiste, når hun så noget spiseligt, og betalte 20 dollars for lidt kylling og ris ved det første stop på den egyptiske side. Hun blev reddet af en skarpskåren kvinde, hvis bedstefar var inder, hvis mor var araber og som havde engelsk pas. Denne kvinde havde gjort det, der er klogt på bussen fra Jerusalem til Cairo: Hun havde sat sig foran, så hun lærte guiden at kende. De var blevet gode venner på en halv time, og med hans hjælp fik damen fra Michigan omsider penge tilbage. De stille, hvidklædte soldater fra antiterror-eskorten så til med interesse, men blandede sig ikke. Manden fra Michigan blandede sig heller ikke. Han betragtede verden fra en position under skyggen af en baseballkasket, og så ud som om han tænkte: Hvad laver jeg her i korte bukser? Når spørgsmålet blev uoverkommeligt at besvare, som da konen bad om en kniv, så hun kunne skære i et stykke kylling efter at have filet på det med en ske, tændte han endnu en Marlboro. "Brug fingrene", sagde kvinden, hvis ophav var indisk-arabisk.

Næste morgen mødte jeg manden fra Hebron i hotelelevatoren. Han var på vej ud i Cairos trafik i en lejet bil, så jeg spurgte ham, om han tit var i byen. "Jeg boede her hele min ungdom", svarede han. "Fra 1949 til"59. Det er fra den periode, jeg kender Arafat. Han spurgte, om jeg kendte Arafat. Jeg svarede, at jeg havde truffet Arafat, men jeg ville ikke påstå, jeg kendte ham. Så spurgte han, hvad jeg mente om Saddam Hussein, hvis billede prydede forsiden af magasinet Cairo Times, som jeg netop havde købt.

"Han synes at være en helt i den arabiske verden", sagde jeg forsigtigt.

"Nej, hvad mener du?"

"At irakerne lider unødigt. Og at de ikke tør åbne munden"

"Jeg skal sige dig noget", sagde han, "Saddam Hussein er den arabiske leder i nyere tid, der har mest støtte"

Så spurgte han hvad jeg præcis skulle foretage mig i Cairo.

"Vente", sagde jeg, "på to kolleger og en jeep"

Jeg undgik detaljer. Manden fra Hebron ville ikke forstå, at min avis havde fået den idé at globalisere nyhedsstoffet ved at sende en jeep jorden rundt. Det forekom lige så svært som at forklare fænomenet Mogens Glistrup til en person, der ikke er fra Bornholm.

Denne erkendelse - at kloden bliver mindre - var ikke Hebron-mandens. Hans verden hænger stadig sammen i ordet "håb" - om en selvstændig palæstinensisk stat, som han personligt mener vil blive "realiseret i mere end ord" omkring år 2010. Hvis Gud og USA vil. Vel at mærke.

Landefakta
Egypten
Vidste du, at hovedstaden hedder Kairo, at arealet er cirka 1 million km², og at befolkningen er på mere end 83 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere