Sitemap | Avanceret søgning |

En guddommelig cafe creme de luxe

Nu kunne det være nok.

Publiceret 03-10-1999

Mumbai (Bombay), Indien, søndag d. 3. oktober.

Vi havde forsøgt at leve op til forskrifterne om sund og varieret kost ved at skifte kiksene ud med pistachenødder og en plade chokolade. Vi havde også stået hårdt på kravet om ægte Coca Cola, og Mister Jacob havde kategorisk vendt tommelfingeren nedad for det lokale cola-produkt Thumbs Up, som helt ærligt også er langt fra the real thing.

Alligevel smagte morgenmaden meget uinspireret.

Så vi huggede bremserne i midt ude i ingenting mellem Mangalore og Mumbai, traskede ind under stråtaget på den lokale cafe og bestilte noget varmt.

»Jeg vil have sådan en ligesom ham der,« sagde Jan Lund Sir på klart og tydeligt dansk og pegede på en mand, som netop havde fået et glas cappuchino-the. Alternativet til dansk var marathi, som tales af delstaten Maharashtras 92 millioner indbyggere. Men niveauet på vores marathi svarede præcis til cafe-ejerens færdigheder i dansk, så vi valgte som en ukompliceret løsning at kommunikere på hvert vores tungemål.

Manden med cappuchino-theen var tydeligvis stamkunde, og desværre kunne turister som os ikke udsættes for sådan en omgang flydende mixed grill.

Der var ingen nåde eller barmhjertighed.

Der måtte vælges.

Det blev kaffe.

Cafe-ejeren gav sig til at trylle over sit åbne blus.

Mælk i gryden. Rigeligt sukker i mælken. Mælken koger op. Gryden løftes af blusset og mælken afkøles med en hurtig rutineret rotation af gryden.

Processen gentages. Mer mælk, mer sukker, mer kogen op.

Til sidst kastes en skefuld Nescafe i - og værsgo en cafe creme de luxe, som ikke fås bedre noget sted i verden (og slet ikke til de priser: 1,65 kr.).

Serveringen skete i husets bedste fajancekop, der sammen med underkoppen var blevet svuppet et par gange i en vandspand på jorden - etablishementets opvaskemaskine.

Indisk the brygges på samme facon. Man begynder bare med vand, inden mælk, sukker og the blandes i. Men det hele koges op og ind, inden det færdige produkt serveres rygende varmt i små glas. Ikke noget med lunkent vand, thebreve, sukkerskåle eller mælkekartoner her.

Hemmeligheden bag cappuchino-the er at brygge en omgang the - og pifte den op med en skefuld Nescafe.

Det kan ikke smage andet end guddommeligt.

Nu tager vi skeen i den anden hånd,« sagde Jan Lund Sir strengt.

»Vi bliver nødt til at prøve flere af de lokale produkter. Når vi kommer til Mumbai, går vi ned til Panshop og køber noget betel, så vi kan få røde tænder og spytte langspyt i rendestenen ligesom alle inderne.«

Mister Jacob sagde ikke noget.

Landefakta
Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.170.000 km², og at befolkningen er på ca. 1,1 milliarder mennesker?

Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.287.590 km2, og at befolkningen er på 1080 millioner mennesker?

Indien

Indien
Vidste du, at hovedstaden i Indien hedder New Delhi, at landets areal er på 3.287.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på hele 1,046 milliarder?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Indien

Klassetrin
7.-10. klasse