Sitemap | Avanceret søgning |

Sai Babas mørke

Med hjernen i tomgang og Exploren på så meget fuld kraft frem, som indiske landeveje nu engang tillader, sad jeg og tænkte på, at det var en voldsomt velholdt vej, og at landskabet rundt omkring mindede om en dokumentarfilm fra Ethiopien efter ti års tørke.

Publiceret 24-09-1999

Puttuparthi, Indien, fredag den 24. september 1999

Pludselig dukkede en kæmpe port op ude i horisonten. Farvestrålende med udskårne figurer og mærkelige tegn stod den ved bygrænsen til en mindre landsby som et andet fata morgana.

"Det er Sai Babas mørke. På alle veje mod Puttuparthi er der bygget porte magen til i en radius af 20 kilometer fra hans ashram. Når de hengivne kommer til den første port begynder de at synge "Ohm Sri Sai Ram" og fortsætter hele vejen for at koncentrere deres energi mod Baba," sagde den synske guide begejstret - og gav sig til at synge "Ohm Sri Sai Ram" med lav monoton stemmeføring.

Han var jævnligt fremkommet med forudsigelser om dette og hint (deriblandt en spådom, som nu har fået Deres ærbødige til at øve sig på et liv uden en bureauchefs tunge byrder) og det stod nu klart, hvor han havde sit forbillede.

At de mere langsigtede forudsigelser nok skal holde stik, kan der næppe herske tvivl om, mens det selv for de bedste altid har været lidt sværere at være synsk om de mere nære og konkrete ting.

"Selvfølgelig må I fotografere. Det er slet ikke noget problem," sagde den syngende synske guide, da han lod tonerækken afbryde af at svare på vores forsigtige antydninger af, at det måske lige præcis var et problem.

Det var et problem.

Al fotografering af den ombejlede guru er (med visse undtagelser som ikke inkluderer udlændinge) strengt forbudt og medfører ikke blot fortabelse af adgangen til at overvære seancerne med ham, men kan også få alvorlige jordiske konsekvenser som almindelige tørre tæsk og langvarige fængselsstraffe.

Det lille kiks i spådommens vanskelige kunst slog nu ikke vores stifinder ud af stilen. Han ledte os til et sovested med parkeringsplads, og vi havde ikke været der i mere end fem minutter, før han kom stormende og plantede en portion aske lidt midt i min pande.

"Det er ægte aske, som Sai Baba har materialiseret. Jeg har lige fået det af hotelejeren," sagde han og blev enormt skuffet over, at jeg bare stod og så overrumplet ud og hverken blev transformeret til det ene eller det andet, men stadig stod og fedtede med bilnøgler og hotelpapirer.

Men måske virker det også lidt mere langsigtet.

Landefakta
Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.170.000 km², og at befolkningen er på ca. 1,1 milliarder mennesker?

Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.287.590 km2, og at befolkningen er på 1080 millioner mennesker?

Indien

Indien
Vidste du, at hovedstaden i Indien hedder New Delhi, at landets areal er på 3.287.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på hele 1,046 milliarder?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Indien

Klassetrin
7.-10. klasse