Sitemap | Avanceret søgning |

Rødt lys fra Sai Baba

Nogen vil så forfærdelig nødig i avisen - andre vil så forfærdeligt gerne på tryk. Processen kan være svær styre - balancen svær at finde.

Publiceret 25-09-1999

Puttuparthi, Indien, lørdag den 25. september 1999

Derfor er den ganske klode oversået med firmaer, organisationer og personer, der under fællesnævneren Public Relations (PR) forsøger at formidle afsenderens budskab på den mest fordelagtige og som regel mest synlige måde.

Den indiske guru Sai Baba har også et PR-kontor i en sidegade inde i hans store smukke ashram i Purrupathi.

Bag skrivebordet sidder manden med verdens nemmeste job.

Eftersom Sai Baba er altseende, behøver han jo principielt ikke at have andre til at tage sig af sine affærer. Så selv om der hænger et stort skilt med Public Relation udenfor kontorets dør, er denne mand endnu mere hemmelighedsfuld end nogen efterretningstjeneste.

Han kan simpelthen ikke foretage sig nogetsomhelst.

Ethvert spørgsmål uanset emne og konsistens skal rettes direkte til guruen. Men ingen på denne jord kan formidle en kontakt med guruen, undtagen ham selv. Det gør nu i øvrigt ingen forskel, om man tænker en tanke eller skriver et spørgsmål ned, for Sai Baba kender alligevel substansen på forhånd.

»I er kun her fordi Sai Baba, har villet at I kom. Han ved også, hvad jeg lige nu har sagt til jer. Han ved alt,« forklarer den gamle indiske PR-agent, som styrer butikken.

Egentlig ville vi helt fra begyndelsen bare have spurgt, om vi i rederiets og læsernes interesse kunne få dispensation til at fotografere manden under de daglige seancer med tusindvis af tilbedere.

»Det kan kun mestren selv give tilladelse til,« svarede PR-agenten prompte.

Han foreslog som en absolut sidste udvej, at vi skrev et brev om nødvendigt. Men om Sai Baba ville få det - og i givet fald hvornår - var helt ligegyldigt.

Hvis Sai Baba ønskede at blive fotograferet, ville han selv sige til via de guddommelige kanaler. Og det samme gjaldt i øvrigt for alt mulig andet, som mere konventionelt arbejdende PR-kontorer eventuelt kunne have fixet.

Og det går ikke at snyde.

At fotografere Sai Baba uden dispensation er en alvorlig sag:

»Lige nu sidder tre personer i fængsel i seks måneder, fordi de har overtrådt forbudet. De blev smidt ud af ashramen og kommer aldrig ind igen,« fastslog agenten.


RØDT LYS
Den senere efteruddannelses-ramte chauffør og tolk drøfter sammen med den langhårs-ramte Jan Lund konsekvenserne af at køre over for rødt lys med en venlig politimand i Bangalore

Seks måneder i skyggen for et ulovligt foto var alligevel en risiko, som i hvert fald halvdelen af os ikke ville løbe. Vi havde netop haft en succesoplevelse med det indiske færdselspoliti, som med et smil og en håndbevægelse havde sendt os videre uden regning, skønt det stod lysende klart for alle parter, at den senere efteruddannelsesramte chauffør havde kørt direkte over for rødt. Men - don't push your luck.

Så vi har skrevet til Sai Baba.

Vi har skrevet hver vores brev uden at fedte for meget eller bruge alt for mange ord (han ved jo alligevel, hvad det er vi er ude på). Nu venter vi på et svar - uden om kontoret for Public Relations.

Landefakta
Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.170.000 km², og at befolkningen er på ca. 1,1 milliarder mennesker?

Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.287.590 km2, og at befolkningen er på 1080 millioner mennesker?

Indien

Indien
Vidste du, at hovedstaden i Indien hedder New Delhi, at landets areal er på 3.287.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på hele 1,046 milliarder?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Indien

Klassetrin
7.-10. klasse