Sitemap | Avanceret søgning |

Pas på lokkerne

De kulørte lamper strålede omkap med festivalfotografens øjne, da Exploren var kravlet de 22 kilometer op ad bjerget og direkte ind i åbenbaringen: En evigt pulserende hindufestival med en halv million pilgrimme myldrende omkring i alle menneskelige manifestationer.

Publiceret 19-09-1999

Tiraputhi, Indien, søndag den 19. september 1999

Bureauchefen var også imponeret, men samtidig en anelse reserveret af grunde, som vi senere skal vende tilbage til.

Tirupathi hedder byen for foden af bjerget.

Tirumala kaldes området på toppen.

Heroppe ligger Indiens rigeste og mest velbesøgte tempel -Venkateshwara. Hinduer fra hele Indien strømmer til bjerget og står gerne i kø i 12 timer i stegende hede for at få lov til at møde denne særlige manifestation af Vishnu i det pure guld i ganske få sekunder.

Man kan bo og spise og købe alt i et stort område omkring hovedtemplet. Dette er en 24 timers operation, hvor pilgrimmene gerne står i kø hele natten eller starter på den politiske korrekte spadseretur op ad bjerget på alle tider af døgnet.

De fleste vælger dog at tage turen i bil eller bus.

Oppe på toppen giver man sig så til at smadre kokosnødder og foretage andre rituelle handlinger som et led i renselsesprocessen inden mødet med guddommen.

Og her er det, at bureauchefens forbehold kommer ind i billedet. Det vrimler nemlig med frisører -og det kan være et faresignal for bureauchefer med længere lokker end de fleste.

For de fleste pilgrimme er det et helt afgørende led i ritualet at lade sig klippe skaldet. Mænd, kvinder og børn får ryddet issen, som ofte samtidig dekoreres med gul farve.

»Vi ofrer håret til guden. Det viser vores oprigtighed,« forklarer en ung mand.

Og det rene hjerte er vigtigt, hvis man skal have noget ud af besøget. Det handler nemlig om at ønske -og få sit ønske til at gå i opfyldelse. Den unge ingeniørstuderende fra Maharashtra indrømmer at han inderst inde ønsker sig både rigdom og smukke kvinder.

Men den går ikke.

»Man ønsker at få et godt liv -og så vil guddommen sørge for at resten går som det skal,« lyder det snedigt.

Snesevis af op til 40 meter høje gudebilleder og religiøse symboler bygget op af kulørte lamper skinner og blinker i måneskinnet, da bureauchefen og festivalfotografen triller ned ad bjerget med Ganesh-alteret blinkende i forruden.

»Jeg tager igen inden solen står op,« proklamerer festivalfotografen i sin indre rus.

»Der må være andre måder at få sine ønsker opfyldt på end at blive klippet,« tænker bureauchefen og mumler noget om, at han nok hellere må forberede sig til en artikel lige præcis på det tidspunkt.

Landefakta
Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.170.000 km², og at befolkningen er på ca. 1,1 milliarder mennesker?

Indien
Vidste du, at hovedstaden hedder New Delhi, at arealet er 3.287.590 km2, og at befolkningen er på 1080 millioner mennesker?

Indien

Indien
Vidste du, at hovedstaden i Indien hedder New Delhi, at landets areal er på 3.287.590 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på hele 1,046 milliarder?

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Hinduisme

Stednavne
Indien

Fag
Kristendom

Klassetrin
7.-10. klasse