Sitemap | Avanceret søgning |

Dansk mad og hektisk afsked

Efter næsten tre uger på farten var det fantastisk at komme (hjem) til et dansk hjem og få dansk mad.

Publiceret 03-09-1999

Singapore, Malaysia, torsdag den 2. september 1999

Og sikke vi åd af de flødebagte kartofler og de velstegte bøffer, som lokal-korrespondentens kone serverede for os. Væk var pludselig de dårlige maver og den manglende appetit.

Torsdag skulle være en rolig dag til at se os om i Singapore og få skrevet et par gode historier - før afslutningen på tre ugers explorertur i morgen fredag. Men tingene tog uventet en dramatisk vending.

Under frokosten ville Håvard lige genbekræfte sin flybillet hjem. Han ringede til flyselskabet for at få sikkerhed for, at de havde plads til ham på flyet fra Singapore til London sent fredag aften.

Men der var ikke reserveret nogen plads til Håvard Bjelland fra Norge.

Efter en lynhurtig rådslagning - og et tredobbelt tjek af billetten - fik vi en kraftig fornemmelse af, at billetten allerede var til flyet i aften med afgang klokken 00.10. En ny opringning til British Airways bekræftede, at vi under hele vores tur har regnet et døgn forkert - vores fotograf skulle hjem allerede i aften.

Og så havde vi pludselig enormt travlt.

På tre timer skulle vi ind til centrum og have taget gode billeder, ligesom vi skulle have fremkaldt film og sendt billederne hjem.

Og selv om Håvard nu kunne glæde sig over at komme hjem til familien et døgn tidligere end forventet, blev også han temmelig stresset.

Vi stormede nærmest ud af døren for at finde en taxa.

Vel inde i byen blev vi mødt af en slående renlighed - der nærmede sig sterilitet. Ikke et stykke papir på græsplænerne, ikke et stykke tyggegummi på de pæne fliser. Hele Singapore er ganske enkelt så ren, at både slagterier og operationsstuer i Danmark godt kan pakke sammen.

Selv midt i centrum er græsplænerne så pæne og velfriserede, at de må være klippet med en neglesaks. Tyggegummi er ganske enkelt forbudt, ligesom man naturligvis ikke må ryge indendørs. Undergrundsbanen er måske det mest imponerende. En dansk husmor i begyndelsen af 1960'erne kunne ikke have gjort det mere rent.

Unægtelig et dramatisk skift fra Thailand og Malaysia, hvor hygiejnen - både på toiletterne og i de små restauranters køkkener - gør livet lidt mere spændende, end en normal europæisk mave har godt af.

Landefakta
Singapore
Singapore er en ø (plus 60 mindre øer) syd for den malajiske halvø og nord for Indonesien. Arealet er på 648 kvadratkilometer, og hovedstaden hedder Singapore.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Singapore

Klassetrin
7.-10. klasse