Sitemap | Avanceret søgning |

Fra paradis til helvede

Så lykkedes det endelig at finde paradis.

Publiceret 30-08-1999

Pulau Perhentian, Malaysia, mandag d. 30. august

Man skal blot tage flyveren til Malaysia -komme sig ud til kysten -og rejse mod nord. Lige før man rammer grænsen til Thailand, ligger paradis på højre hånd.

Mens "den gamle" ordnede praktiske ting -og tjekkede, hvordan vores hårdt sårede elefant-veninde havde det -var drengene i går taget på opdagelsesrejse til en af verdens absolut smukkeste tropeøer -Pulau Perhentian -en halv times sejlads fra den malaysiske halvø.

Og hvilket paradis.

En hel dag på den smukkeste ø, man kan forestille sig -fyldt med smukke, solbrændte kvinder -og fantastiske koralrev.

Desværre var vi så optaget af vores mission -at se på koralerne og klimaets påvirkning af dem -at vi helt glemte alle advarsler om, hvordan klimaet påvirker os mennesker, når vi opholder os midt under Ækvators brændende sol.

Det kunne godt mærkes, da rygsækken og fototasken her til morgen landede midt på de røde skuldre.

Men uanset hvor fantastisk søndag var, er der ikke langt fra paradis til helvede.

Og hvilken mandag vi har haft.

To mand har det meste af dagen holdt sig i få sekunders løbeafstand fra det nærmeste toilet -og ikke forladt hotellet uden mindst en rulle toiletpapir i lommen. Sidste (nord)mand burde nok have gjort det samme.

I stedet har Håvard en stor del af dagen måttet kæmpet med det malaysiske telefonvæsen -og lavet så mange forgæves opkald, at det lokale telefonselskabs aktier må være steget med adskillige point.

Fra morgenen forsøgte Håvard endnu engang at sende billeder med mobiltelefonen. Men trods tre timers uafbrudt transmission nåede ikke et eneste billede frem. Herefter måtte han ikke mindre end to gange skifte hotel -og hver gang betale for mindst en overnatning -for at skaffe sig en brugbar telefonlinie til udlandet. Dagens telefonregning bliver de ikke glade for derhjemme: Cirka 6000 kr.

Men det skulle blive endnu værre.

Efter endelig at have fået afleveret billederne glemte vi ekspeditionens bedste kamera -et Leica til 25.000 kr. -i en taxa. Og timers eftersøgning har indtil nu været resultatløs. Eneste lyspunkt er, at en malaysisk taxachauffør kan glæde sig over at have fået en ekstra årsløn.

I morgen skal vi besøge en by, der er hårdt ramt af japansk hjernehindebetændelse.

Heldigvis er det tirsdag i morgen.

Landefakta
Malaysia
Vidste du, at landet består af Vestmalaysia på halvøen syd for Thailand samt delstaterne Sarawak og Sabah på Borneo? Hovedstaden hedder Kuala Lumpur.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Malaysia

Klassetrin
7.-10. klasse