Sitemap | Avanceret søgning |

Chefens fødselsdag

Generalkonsulinden gav champagne. Bureauchefen så rigtig glad og tilfreds ud. Når man fylder et halvt århundrede i Shanghai, er det rart ikke at blive spist af med nudler, syntes han at mene.

Publiceret 13-08-1999

Hong Kong, Kina d. 12. august 1999

Så det tegnede længe til at blive en rigtig god fødselsdag.

Men så kom chokket.

"Ja, den 11. August er jo ikke en særlig god dag. Hele Europa er ramt af solformørkelse og stjernerne står, så der burde udbryde krig i hele verden. Nogle mener ligefrem, at det er i dag, at jorden går under," forklarede generalkonsulinden, som har indsigt i astrologiens verden.

Hele verdens ulykker havnede et øjeblik på bureauchefen skuldre, men efter et par glas champagne til, slog han fast, at alt det stjernehalløj havde han altså ikke noget med at gøre, og i øvrigt havde han opført sig eksemplarisk.

"Se bare, der er jo ingen solformørkelse her i Shanghai," fastslog han.

Regnen stod til gengæld ned, som var det den sidste syndflod.

Det stod nu endnu værre til med oliebaronen.

Det kinesiske afgiftningsmiddel har haft sin virkning. Inden afrejsen fra Shanghai var han ligbleg, havde feberblanke øjne og gik rundt og lignede en zombie.

Han trak et lettelsens suk, da han i Hong Kong fandt en læge, som var behørigt uddannet i vestlig medicin på et engelsk medicin og som straks udskrev en recept på god gammeldags penicillin.

Det er slut med urter og ginseng for oliebaronens vedkommende.

Dronningen går til stadighed rundt og kigger på sin ryg. Sugekopmærkerne udvikler sig. Fra mørkerødt har de undergået en forvandling over violet til næsten sort.

Bureauchefen griner stadig højrøstet:

"Det er godt, at det ikke er mig, som skal forklare de sugemærker derhjemme."

Udover de engelsk uddannede læger, er det svært at finde ud af, hvad Hong Kong er for en størrelse, efter at den tidligere engelske kronkoloni for to år siden overgik til Kina.

I Shanghai måtte vi til udenrigsterminalen, selv om vi blot skulle flyve fra en kinesisk by til en anden. Og i Hong Kong var det nødvendigt at udfylde en visumansøgning for at få lov til at køre ganske få kilometer til Hong Kongs naboby Shenzhen.

Er Hong Kong en by i Kina eller er den bare sig selv?

Priserne er i hvert fald ikke kinesiske.

Hong Kong er stadig verdens suverænt dyreste by.

Selvom stort set ingen huse er under tyve etager, er kvadratmeterprisen den højeste på kloden.

Vores hotelværelser er på størrelse med et kosteskab. Til gengæld koster det en mindre bondegård.

Alene bøden for at overtræde rygeforbuddet på offentlige steder er på 4.000 kroner.

Så vi satser på at gøre en hurtig karriere på Black Jack-bordene på Macao.

Hører De ikke fra os, så ring venligst til opvasken på Hotel Mandarin på Macao.

Landefakta
Kina
Vidste du, at hovedstaden hedder Beijing, at arealet er 9.600.000 km², og at befolkningen er på 1,3 milliarder mennesker?

Kina
Vidste du, at allerede 1650 f.kr. blev det første kinesiske dynasti dannet? Herefter følger omkring 3500 år med forskellige dynastier, og først da ankommer de første europæere til Kina.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Kina

Klassetrin
7.-10. klasse