Sitemap | Avanceret søgning |

Kur på kinesisk

Det så skidt ud. Efter tre uger på farten med uregelmæssig søvn, mærkelig mad og tonsvis af sanse-og synsindtryk fra det eksotiske Østen, var vi flade. Helt flade.

Publiceret 12-08-1999

Kina, tirsdag den 11. august 1999

Oliebaronen kunne dårligt nok dreje nakken for myoser, dronningen var så touchy, at hun fantaserede om personligt at kvæle den næste kineser, som kom forbi. Og bureauchefen så ud, som om han ikke regnede med at holde sin næste fødselsdag, som var dagen efter.

Men så skete miraklet.

En læge med speciale i kinesisk medicin kom forbi.

Dronningen fik første tur. Bureauchefen og oliebaronen mente, at det var rart lige at se, om hun overlevede.

Det tvivlede hun selv på et øjeblik.

Hvis jeg trykker her et minut, så dør du, konstaterede medicinmanden David tørt.

Det fik dronningen til straks at fremhæve Kinas fortræffeligheder, og heldigvis blev fingrene flyttet fra det prækære sted i nakken.

Efter en storslået massage, hvor olier og kraftigt duftende urtesalver blev masseret og banket ind i Dronningens ømme krop, følte hun sig egentlig på toppen.

Men så kom akupunktur-nålene og sugekopperne frem.

Et hul under knæet til blodomløbet og tre sugekopper på ryggen til myoserne.

Myoserne er muligvis væk. Til gengæld har Dronningen tre tekoppestore rødsorte hævelser på ryggen.

Kineserlægen hævdede med et underfundigt smil, at de forsvinder om et par dage.

Oliebaronen har fået æren af at blive opført i kineserlægens kartotek under håbløse tilfælde.

Massage, akupunktur og sugekopper kunne ikke fjerne dårligdommene. I stedet har han fået besked på at drikke og smøre sig ind i et særligt afgiftningsmiddel, hvis ingredienser står hen i det uvisse.

Ellers dør du, før du bliver fyrre år, lød beskeden.

Så oliebaronen drikker og smører i et væk.

Bureauchefen nåede at melde fra. Men han har allerede fået det meget bedre ved at se, hvad ellers fornuftige mennesker er parat til at udsætte sig for. Hans latter runger stadig i Shanghais gader.

Under alle omstændigheder er vi som nyfødte.

Så send flere penge, vi er klar på tre uger mere med Explorer.

Landefakta
Kina
Vidste du, at hovedstaden hedder Beijing, at arealet er 9.600.000 km², og at befolkningen er på 1,3 milliarder mennesker?

Kina
Vidste du, at allerede 1650 f.kr. blev det første kinesiske dynasti dannet? Herefter følger omkring 3500 år med forskellige dynastier, og først da ankommer de første europæere til Kina.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Kina

Klassetrin
7.-10. klasse