Sitemap | Avanceret søgning |

Explorer means business

»Shanghai means business,« fastslog en ældre amerikaner allerede ved afrejsen fra Japan.

Publiceret 07-08-1999

Shanghai, Kina, lørdag den 7. august 1999

Og da trekløveret fra Exploreren susede gennem myldretidstrafikken ind til centrum af Kinas største by med en skægprydet chauffør bag rattet i taxaen af mærket VW, var der ingen tvivl.

Havde skyskraberne ikke været så høje og så talrige havde byen været skjult bag skoven af kommercielle reklameskilte.

Beslutsomt besluttede vi at hyle blandt de ulve, vi var iblandt og gav os straks til at lede efter nogle oplagte muligheder for at tjene et par millioner i løbet en uges tid.


BUSINESS
Exploratørerne på jagt efter millionen

Og ganske rigtigt: Vi behøvede ikke at lede særlig længe eller intenst. Over trekvart side i dagbladet China Daily bringer regeringen mindst en gang ugentligt en liste under overskriften »Projects initiated for overseas investors.«

»Projekter møntet på udenlandske investorer - det er lige os,« sagde bureauchefen stålsat og så allerede kreditkortet antage den gamle robuste form. Under udforskningen af Japan har det fået samme tykkelse som et barberblad.

Vi kunne vælge mellem 22 projekter, og oliebaronen var straks på banen.

»Det er skræddersyet til mig« lød stemmen fra den unge businessmand i det nyindkøbte jakkesæt. Han var straks faldet over det velkendte begreb »Offshore« og lod sig ikke afskrække af, at projekt nr. 9 var en »Offshore Night Club«.

Han måtte dog erkende, at han lige skulle sludre fortroligt med sin bank, før han postede 10 millioner dollars ind i Dalians maritime natteliv.

Bureauchefen, som hverken fortærer grise eller køer, faldt omgående for projektet »Jade Buddha Park Forretnings Zone og Vegetar Restaurant«. Det bekymrede ham en anelse, at projektet blev lanceret som en »vegetarrestaurant i pseudoklassisk stil«. Men han gav sig straks til at tælle sine penge, da han så, at der medfulgte en stor offentlig parkeringsplads.

»800 yuan - det er mere end 700 kr. - og må vel være nok til lidt asfalt og gulerødder,« sagde han efter at have talt seddelbundtet to gange. Men der var desværre alt for langt op til salgsprisen på 2,4 millioner dollars.

Dronningen drømmer stadig om sit internationale gennembrud og faldt pladask for udsigten til at blive ejer af »Kinas Hollywood«. Studierne ligger i Dalian og indeholder alt muligt moderne elektronik, der skulle gøre det muligt at optage både film og TV.

Prisen på seks millioner dollars virkede tilsyneladende ikke det mindste afskrækkende, og hun gav sig omgående til at bladre i avisen:

»Hvor står jobannoncerne henne,« mumlede hun febrilsk, mens papiret raslede i vinden.

Der var mange andre gode tilbud. De fleste indenfor underholdnings- og turistindustrien.

For 15 millioner dollars kan man for eksempel blive ejer af et meteoritmuseum, et planetarium og en lille dam i Lixiang. Hvis det virkelig kniber med ideen til julegaven til manden, der har alt, er ugens billigste tilbud en fiskeklub oppe omkring Dalian til 800.000 dollars.

Hvis familien splejser skulle det vel være til at overse.

Landefakta
Kina
Vidste du, at hovedstaden hedder Beijing, at arealet er 9.600.000 km², og at befolkningen er på 1,3 milliarder mennesker?

Kina
Vidste du, at allerede 1650 f.kr. blev det første kinesiske dynasti dannet? Herefter følger omkring 3500 år med forskellige dynastier, og først da ankommer de første europæere til Kina.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Kina

Klassetrin
7.-10. klasse