Sitemap | Avanceret søgning |

Mod Shanghai

Bureauchefen kneb en tåre, da hydrofoilen krydsede ud i bugten ud for Kobe og Osaka med kurs mod en forhenværende losseplads, der nu er blevet forvandlet til den teknologiske vidunderø Kansai International Airport.

Publiceret 05-08-1999

Shanghai, Kina, onsdag den 4. august 1999

Han var trods alt den, der var blevet mest japaniseret.

Dronningen skuede fremad og glædede sig til at se Kina.

Oliebaronen erklærede sig egentlig »svært tilfreds« med at forlade Japan. Om det var ren intuition eller ej. Belønningen faldt hurtigt.

Under rundturen i Japan havde han mismodigt trukket sit hævekort ud af den ene pengeautomat efter den anden uden at få så meget som en klink. Maskinerne sendte kaskader af underlige tegn over den elektroniske skærm, men penge kom der aldrig.

Det første, han fik øje på, endnu inden han var kommet igennem tolden i Shanghai, var en stor prangende vekselautomat.

»Hvor meget er egentlig 500,« sagde han med et lykkeligt smil, mens maskinen kommunikerede løs på engelsk og til sidst spyttede en stak sedler ud for neden.

Velkommen til kapitalismens højborg.

Fra Japans lukkede finansverden til Kinas brølende markedsøkonomi med Shanghai i den røde førertrøje.

Coca Cola stod der på en række søjler ved indkørslen til motorvejen.

»Hvor fedt - jeg er virkelig tørstig,« udbrød bureauchefen. Men til hans store skuffelse havde bystyret ikke arrangeret gratis servering af hans foretrukne softdrink. De multinationale amerikanere havde blot forvandlet hver eneste centimeter ubrugt beton på betalingsboderne til reklameplads.

»Cyklerne har nummerplader,« udbrød baronen begejstret, da han endelig fik øje på et større cyklestativ ved vejsiden. Han havde virkelig glædet sig til at fotografere den berømte kinesiske massecyklisme. Rusten på cyklerne antydede dog, at de ikke havde trillet nogen steder i mange år. Det kan nu godt forstå, når man ser mængden af biler på de ottesporede boulevarder i Shanghais centrum.

»Jeg havde godtnok ikke troet, at der var så mange skyskrabere,« sagde dronningen benovet, mens trekløveret med en chauffør ved rattet i en Chrysler Fifth Avenue med aircondition og egen parfumeflaske driblede gennem myldretidstrafikken ind mod Shanghais centrum.

De var helt sikre på, at Chrysleren sagtens kunne være blevet gode venner med Exploreren, som nu er draget over det tyfontruede Sydkinesiske Hav med kurs mod Bangkok.

Landefakta
Kina
Vidste du, at hovedstaden hedder Beijing, at arealet er 9.600.000 km², og at befolkningen er på 1,3 milliarder mennesker?

Kina
Vidste du, at allerede 1650 f.kr. blev det første kinesiske dynasti dannet? Herefter følger omkring 3500 år med forskellige dynastier, og først da ankommer de første europæere til Kina.

Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Kina

Klassetrin
7.-10. klasse