Sitemap | Avanceret søgning |

Skuffet bureau-chef

Vulkanen var ingen vulkan, og udbruddet af samme grund heller intet udbrud.

Publiceret 03-08-1999

Kobe, Japan, mandag den 2. august 1999

Selv om det lykkedes oliebaronen at skyde et yderst vellignende foto af et vulkanudbrud, må vi erkende, at der nok var tale om et menneskeskabt lysshow i Hiroshima-bugten.

Ikke noget lava og heller ingen jordskælv, tyfoner eller andre af Japans kendte naturfænomener har kunnet give os muligheder for at benytte rovdyrets overlevelsesgear.

Bureauchefen var lidt skuffet.

Han kastede sig uforfærdet ud på en stærkt trafikeret vej for at redde en lille drengs elskede gule bold. Men de japanske bilister blev så målløse over at se en europæer midt på kørebanen, at trafikken omgående standsede.

Dronningen havde tårer i øjnene.

Det var næsten som et gensyn med politibetjenten med ællingerne.

Ellers var dagens mest dramatiske episode trekløverets møde med de fuldautomatiske japanske toiletter. De har indbygget varme, springvand og rislende kilder. Og en nødafbryder, som vi endnu ikke har turdet give os i kast med.

Automatikken præger dagligdagen.

Blot for at få en helt almindelig flad kop automatkaffe skal man først udsættes for en større forbrugerundersøgelse.

»Ønsker de Kilimanjaro eller colombiansk mokka?« spørger automaten til en begyndelse. På en skala fra en til en million skal man tage stilling til styrken på kaffen, om sukker-og flødekoncentrationen og formentlig også om, hvor man er på vej hen. De sidste spørgsmål var på japansk, og dem lod vi som om, vi ikke forstod.

Hvad rager det en nysgerrig kaffemaskine, at vi er på vej til Kobe, hvor der skulle være en rimelig chance for i det mindste at se kaffekoppen ryste.

Oliebaronen havde dog tidligere på dagen dokumenteret, at det ikke er nødvendigt med jordskælvslignende tilstande for at få kaffen til at skvulpe ud over kanten. Selv skandinaviske priser falmede, da baronen blev præsenteret for en regning på 350 kr. for sit morgenmåltid (som i fædrelandet kaldes frokost) bestående af to røræg, et stykke slattent bacon og en croissant.

Da overvejede han alligevel at gå tilbage til tang, rå fisk og blæksprutter.

Skik følge eller land fly.

Landefakta
Japan
Japan er en øgruppe med fire store og adskillige mindre øer. Arealet er på 377.812 kvadratkilometer, og hovedstaden (beliggende på øen Honshu) hedder Tokyo.
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere
Emner
Dagligliv

Stednavne
Japan

Klassetrin
7.-10. klasse