Sitemap | Avanceret søgning |

Vi har en skrue løs...

Den fløjtende og hylende tyverialarm, der i et døgns tid skabte frygt og ængstelse blandt mænd, kvinder og børn i det lille fiskerleje på Izu halvøen, blev myrdet med koldt blod af oliebaronen.

Publiceret 31-07-1999

Tokyo, Japan, lørdag den 31. juli 1999


MOTION
Explorer-holdet gør morgengymnastik ved "englænderen"

Uden at ryste på hænderne kvalte han monsteret i en pude efter at det fortsat jamrede højt og skingert, skønt det var blevet fjernet fra sit skjulested bag støv, plastik og skærme. Mens mandskabet stadig overvejede om det skulle druknes i havet eller i en flod, tabte det pusten på gulvet af forsædet.

Nogle vil måske hævde, at Exploren er blevet berøvet en del af sin potens nu den ikke længere er i besiddelse af egensindige og stædige støjsendere kamufleret som tyverialarmer. Hornet er desværre også kaput, men i diskretionens fædreland er skaden til at overse.

Genopretning

Til gengæld er det lykkedes et stolt trekløver at genoprette alle øvrige for en Explorer helt nødvendige funktioner: Skærmen er skruet fast igen, blinklyset blinker og CD-spilleren kan atter sige lyde. Der blev kun en enkelt skrue til overs under processen......

Derfor kunne en forventningsfuld Explorer atter kaste sig ud på det japanske vejnet, hvor den rigtig nyder selskabet med alle sine funklende nye landsmænd. Den er kommet sig over den første skuffelse på værkstedet i sidste uge, hvor en mekaniker brutalt fortalte den sandheden: Den er ikke ægte japaner, men derimod undfanget i England.

Den hang en anelse med kølerhjælmen ovenpå det chok, men fik nyt mod, da den opdagede, at den var rigtig ferm til at køre i venstre side af vejen ligesom alle de andre japanere - måske på grund af de engelske rødder. Den spandt også lystigt, da den rullede forbi Japans national-symbol Fujiyama på motorvejen mod sydvest.

Exploreren trives også på de japanske rastepladser, hvor den pudses og forkæles på benzintankene af en hærskare af ansatte i ens firmatøj og sjove kasketter, og hvor dens herskere både kan få rå fisk og indrette kontor.

For eksempel er både disse ord og billeder skippet af fra rastepladser i det sydvestlige Japan. Oliebaronen måtte ganske vist låne lidt elektricitet af en lille mand, der stegte kyllinger, fisk og bøffer på pinde over glødende kul. Men det var ikke noget problem. Han blev så glad for at låne sin strøm ud, at han omgående forærede dronningen en stor steak på et træspyd.

Landefakta
Japan
Japan er en øgruppe med fire store og adskillige mindre øer. Arealet er på 377.812 kvadratkilometer, og hovedstaden (beliggende på øen Honshu) hedder Tokyo.
Landeportrætter
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Japan

Klassetrin
7.-10. klasse